Det moderne menneske er opstået i det solrige Afrika og derfra vandret ud i verden – også herop til Danmark i det høje nord. Vi er én af få arter på jordkloden, der kan leve i alle klimazoner, men mange af vores gener er på godt og ondt nedarvet fra fortiden i Afrika, hvor livsbetingelserne var meget anderledes.
Det kan være én af forklaringerne på, at nogle af os oplever vinterdepressioner.
Min patient i dette fiktive eksempel er en kvinde i slutningen af 20’erne. Hun er mor til to, har job og familie og er normalt fysisk og psykisk rask, men her i starten af vinteren går det ikke så godt:
“Jeg er trist og græder ved den mindste anledning. Forleden dag så jeg en trist film i tv, og jeg kunne slet ikke stoppe med at græde … Og så er jeg træt hele tiden – jeg kunne sove 20 timer i døgnet, hvis det var muligt.”
Det kommer frem, at hun faktisk har oplevet det samme i de foregående vintre, og at livet bliver meget lettere og sjovere i foråret og sommeren.
Mit eksempel er ikke tilfældigt valgt, idet kvinder, og specielt yngre, er mest tilbøjelige til at udvikle vinterdepression. De fleste mennesker mærker, at energien bliver mindre i vintermånederne, og for nogle udvikler det sig til en egentlig depression. Vinterdepressioner er én af de hyppigste psykiske lidelser i vores del af verden.
Man skulle tro, at jo længere nordpå i verden man opholder sig, jo flere ville få depression om vinteren. En så simpel sammenhæng findes dog ikke, og der findes nogle påfaldende undtagelser. I den islandske befolkning er forekomsten af vinterdepression væsentligt mindre end i det øvrige Norden. Måske de hårdføre islændinge genetisk er bedre udrustet til at klare en lang vinter uden lys og sol?
Uanset årsag så kan tilbagevendende vinterdepressioner være særdeles belastende socialt og psykisk for de personer, det rammer. Heldigvis er der ofte gode behandlingsmuligheder:
“Jeg tror, du kunne have glæde af lysterapi. Altså behandling med hvidt lys i en halv til en hel time dagligt”.
Lysterapi er hos mange en særdeles effektiv behandling. Vigtigt er det, at lampen er lavet til formålet, den skal afgive en ret stor mængde lys (såkaldt lux) for at være effektiv, og så skal behandlingen gives hver dag i vinterperioden. En lampe til lysterapi kan fås for et par tusinde kroner.
Efter 14 dages behandling med lys talte vi sammen igen.
“Jeg er som født på ny”, siger hun.
“Har igen energi og overskud”.
Vi aftalte, at hun fortsætter med lysbehandlingerne vinteren igennem, idet effekten af behandlingen ofte forsvinder hurtigt igen, når man stopper.
Vinterdepressioner findes i mange grader. At behandling med lys er effektivt, er jo egentlig ganske logisk, og bivirkninger til behandlingen er få. Som med al anden behandling er den dog ikke effektiv i alle tilfælde, og føler du, at beskrivelsen ovenfor passer på dig, så tag først en snak med din læge.