En hverdag med børnegigt

Anita Hjort Vidkjær er 12 år gammel. Hun har en meget sjælden form for børnegigt.

Hos Anita sidder gigten i 29 af hendes led. Værst er det i ankler og hænder. Det er derfor, hun får gigtmedicin, smertestillende medicin og medicin mod mavesår og meget mere.


Hvordan er det at have børnegigt?

– Det fylder meget i mit liv. F.eks. det med, at jeg altid skal huske pillerne. Glemmer jeg dem blot én gang, så har jeg meget ondt i lang tid efter. Det er også irriterende på den måde, at før var jeg aldrig syg, kun forkølet, jeg kunne løbe langt eller være sammen med vennerne uden at blive træt. Sådan er det ikke mere.

Hvordan reagerede dine venner, da du fortalte, at du har gigt?

– De reagerede rigtigt fint. De blev faktisk kærlige. Jeg har mange gode venner, og de er meget opmærksomme på, om jeg har ondt.

Har du et godt råd til børn med gigt?

– Ja, man skal lære at leve med det på en god måde Det har jeg ikke selv lært endnu, men det ved jeg, at jeg lærer på et tidspunkt.

Hvis du fik mulighed for at få et ønske for børn med gigt, hvad skulle det så være?

– Så ville jeg ønske, at der fandtes en magisk formular, så det ikke gør så ondt at have børnegigt, og at man ikke bliver så træt.