En intens og ægte oplevelse

Af: Clara Edgar

Foto: Privat

Corona gør, at mange sidder alene, og man kan nemt komme til at frygte for, at vi i kølvandet vil opleve en ensomhedsepidemi. Netop det prøver Anette Prehn og Kristian Bisgaard at undgå ved at tilbyde nærvær online med reflekterende fællessang.

Siden corona i foråret lukkede samfundet ned, er de fleste af Anette Prehns foredrag blevet sat på pause. Hun er uddannet sociolog og er forfatter til flere bøger om hjernens spilleregler, som hun normalt tager rundt og fortæller om. Men fordi det ikke har været muligt, har Anette i det seneste år været tvunget til at gå andre veje. En af disse er fællessang. Hendes seneste bog “Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed” udkom i oktober måned, og siden november har Anette i samarbejde med Helse taget initiativ til online fællessang hver anden søndag.

 – Jeg spurgte mig selv, hvad jeg kunne bidrage med for at lindre og smitte med håb i den her svære tid. Og efter jeg i efteråret læste en artikel på Zetland om, hvordan pandemien er krøbet ind under huden på os, vidste jeg bare, at jeg ville skabe noget, der kunne give en følelse af nærvær, siger Anette. 

Valget faldt hurtigt på fællessangen, som løbende er kommet til at fylde mere og mere i Anettes liv. For tre år siden mødte hun for første gang en komponist i levende live, og siden er flere kommet til. Med dem har hun skrevet og komponeret sange, der har til hensigt at få os til at tænke dybere over den tid, vi lever i. Med dem er hun sammen med komponisten Kristian Bisgaard taget rundt i Danmark og afholdt fællessang arrangementer med sine tekster, og det er dem, man nu kan opleve online. 

Nærvær på nye måder

Projektet hedder “Lys i mørket”, og er en online udsendelsesrække, man kan opleve og deltage i, hvor Anette og Kristian synger og spiller, og giver seerne mulighed for at synge med. De sendes hver anden søndag kl. 16.30, og man kan melde sig til på www.hjernesmart.dk/lys-i-moerket.

Her ligger der også nogle af de udsendelser, som allerede er blevet sendt, og der er planlagt udsendelser indtil videre frem til midten af marts.

– Vi har lagt op til, at det især er et tilbud til dem, der sidder meget alene, som jo i dag er rigtig mange, og vi kan se på de tilbagemeldinger, vi får, at det virkelig betyder noget for nogle mennesker, at kunne se med.

“Det vigtige er ikke, at vi når alle, men at vi gør en forskel for dem, vi når, siger hun.”

En seer skriver for eksempel: Det er mere end god musik; det er en personlig forbundethed, som jeg oplever, og ja, det er måske nok en “illusion”, men det gør ikke noget i det nuværende øjeblik, som er en intens og ægte oplevet oplevelse.

Griber dig om hjertet

Anettes tekster handler i høj grad om livet i verden i dag, og netop det ser hun som et vigtigt aspekt. Hun synes, at vi i for høj grad “synger os baglæns” – særligt i lyset af de store dagsordener vi står midt i med pandemi, klimakrise og mental usundhed. Hun skriver derfor sange som Nærvær i skærrmenes tid, Liv i vor hånd og En sang om livsmod.

– Der var en ung kvinde på en højskole, der sagde til mig, at han følte, at de her sange greb hende om hjertet og ville hende noget, og det er hele præmissen. Hvis ikke, du vil berøres, så lad vær. Jeg håber, at de kan skabe nogle ringe i vandet, hvor vi kommer til at tænke over, hvordan vi bevæger os i verden, og at budskaberne bliver omsat til handling, siger hun.

Læs også: Bliv hjernesmart