En vej ud af mørket

Selvom over en halv million danskere slås med psykisk sygdom, så er det for mange stadig både svært og skamfuldt at tale åbent om. Hvad siger din chef, dine kolleger og din omgangskreds, hvis du fortæller, at du har en psykiatrisk diagnose? Det ved 36-årige Mikaela Sindesen en hel del om. Hun har taget turen fra indlæggelse på psykiatrisk afdeling til en ny uddannelse og et fagligt udfordrende fuldtidsjob.

Mikaela Sindesen har planlagt sit selvmord over lang tid og ned til mindste detalje. Det vigtigste er at sikre datteren på otte år en tryg barndom og en god fremtid. Flytningen over til Mikaela Sindesens kæreste i Jylland er vel overstået, datteren er faldet godt til i den nye skole.

Mikaela Sindesen er færdig med bogen til sin datter, hvor hun har nedfældet alle de ting, som hendes datter skal vide, når nu hun ikke selv er der til at fortælle det.

– Jeg var i en dyb, dyb depression, men jeg kunne ikke selv se det. Jo mere syg jeg blev, jo mindre kunne jeg se det. Og jo mindre jeg kunne i min hverdag, jo mere løj jeg. Jeg kunne ikke overskue helt almindelige ting, og til sidst ville jeg ikke leve mere. Jeg kunne ikke holde mig selv ud, fortæller Mikaela Sindesen.

Forinden havde Mikaela Sindesen gennemlevet en svær periode, hvor hun var gået fra et teamlederjob med en 80-timers arbejdsuge til en stresssygemelding og en hverdag, som smuldrede. Hun kunne ikke købe ind, hun glemte at hente sin datter, hun kunne ikke læse en enkel tekst, og hun gik ofte ned med skraldet, blot for at tage skraldeposen med op igen. Til sidst sagde hun sit job op for at flytte til Jylland. Sikre sin datter. Og begå selvmord.

Tiden op til efterårsferien er turbulent. Mikaela Sindesens flytning til det jyske betyder, at hun får en ny praktiserende læge, som hurtigt spotter, at der er noget galt. Han mener, at hun har en svær depression, men Mikaela Sindesen vil ikke godtage den diagnose. Lægen ordinerer anti-depressiv medicin, som Mikaela Sindesen indvilliger i at tage; udelukkende for at bevise, at han tager fejl. Men stik mod hendes formodning, så virker medicinen, og hun får det ”helt fantastisk.”

– Lige pludselig kunne jeg alt. Jeg havde det mega godt. Jeg kunne godt nok ikke sove, men i stedet malede jeg hele huset. Jeg var fuldstændig manisk. Det var selvsagt ikke holdbart, og min læge sørgede for, at jeg skiftede til en anden type medicin. Så røg jeg helt ned igen, og mine planer om selvmord tog endnu mere fart.

Efterårsferien er på trapperne, og Mikaela Sindesen er klar til at gennemføre sit selvmord. Men de oprindelige efterårsaftaler bliver ændret; Mikaela Sindesens kæreste skal have sine tre børn på ferie, og hun udskyder selvmordet.

Mikaela Sindesen har en tid hos sin læge umiddelbart efter ferien. Hun tør ikke aflyse, for hun ved, at han straks vil reagere, hvis hun ikke dukker op. I stedet satser hun på at gennemføre lægebesøget og håbe på, at han ikke opdager, hvor dårligt hun har det.

Men den praktiserende læge gennemskuer hende straks og giver hende to valgmuligheder: Enten ringer hun efter sin kæreste og får ham til at køre hende til psykiatrisk afdeling, eller også ringer lægen til politiet og får dem til at køre hende til psykiatrisk afdeling. Mikaela Sindesen ringer til sin kæreste.

På psykiatrisk afdeling bliver hun straks indlagt med svær depression og psykotiske træk.

Mikaela Sindesen er indlagt på psykiatrisk afdeling i Horsens i otte uger. Ganske langsomt får hun det bedre og bliver til sidst udskrevet til ambulant behandling. Hun bliver diagnosticeret med en bipolar lidelse; tidligere kendt som manio-depressiv sygdom.

– Min verden gik i stykker. Jeg troede først, at det var en depression, og sådan én bliver mange jo ramt af. Men bipolar lidelse; så er man jo sådan rigtig psykisk syg. Og sygdommen er kronisk. Det slog mig helt ud af kurs. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive rask. Der var en overlæge, som fortalte mig, at jeg skulle tage medicin resten af mit liv, og at jeg aldrig ville komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det kunne jeg slet ikke acceptere.

Nu begynder et behandlingsforløb, som kommer til at strække sig over en årrække. Både med medicin, terapi og sygdomslære. Vendepunktet kommer, da Mikaela Sindesen får en ny henvisning til en ny behandler – en sygeplejerske, som arbejder hos en privatpraktiserende psykiater.

– For første gang oplevede jeg en fagperson, som sagde: ”Du kan få et normalt liv og leve på normale vilkår.” Alle andre havde afskrevet mig og placeret mig på en førtidspension. Hun var den første, der sagde noget andet. Og jeg gjorde alt dét, som hun anbefalede.

Havde aldrig lyttet til sig selv

Mikaela Sindesen skulle lægge sit liv fuldstændig om. Hun registrerede hverdagen ned i detaljer; hvad har jeg spist, hvor meget har jeg sovet, har jeg dyrket motion? Alt sammen brikker, som tilsammen kortlægger, hvad der trigger hendes sygdom og hvad, der holder den i ave.

Mikaela Sindesen laver ugeplaner uden indhold, så hun langsomt kan lære at slappe af, hun sorterer ud i vennekredsen, og hun arbejder intensivt med både krop og psyke.

– Det var mega svært. Jeg opdagede jo, at jeg aldrig har lyttet til mig selv eller mærket efter. Jeg skulle begynde helt forfra. Mit liv skulle bygges op helt fra bunden. Og jeg har fået virkelig, virkelig megen behandling. Det har været 100 procent afgørende med alle de samtaler. Både fordi der har været fokus på mig som det hele menneske og på mit barn, som også skulle samles op. Jeg har været meget heldig med at have mødt de rette mennesker.

Mikaela Sindesen gik til ugentlige samtaler i seks år og anslår, at hun har haft over 300 samtaler. Forløbet har i en periode også involveret behandling hos både psykiater, sygeplejerske, en familiebehandler og en fysioterapeut.  Undervejs blev hun tilkendt revalidering og har taget en uddannelse som socialrådgiver. For to år siden afsluttede hun sit terapiforløb og lever i dag et almindeligt liv med sin nu 16-årige datter og et fuldtidsarbejde.

Hverdag med struktur

Mikaela Sindesen fremhæver en god søvn som det allervigtigste parameter for hendes trivsel.

– Søvn er altafgørende for mig. Hvis jeg er meget træt, så begynder symptomerne at poppe op. Derfor er mit liv i dag præget af faste rammer og masser af struktur. Jeg går tidligt i seng og står tidligt op. Jeg har de samme arbejdstider hver dag. Jeg dyrker en del motion, for min krop er pejlemærket for min psyke. Jeg har brug for at mærke kroppen, ellers kan jeg overse, hvordan jeg egentlig har det. Og så sørger jeg for at have meget ro på i min fritid – jeg går ture, læser og maler. Det er rigtig vigtigt, at jeg skaber ro omkring mig og ikke får for mange indtryk.

Hvilke andre elementer har været afgørende for, at du i dag kan håndtere et krævende fuldtidsjob som socialrådgiver?

– Der er en rigtig god stemning på min arbejdsplads. Det er altafgørende. Og så er det frem for alt en arbejdsplads med høj faglighed og lavere sagsantal. Fagligheden er ekstremt vigtig for mig. Jeg har selvfølgelig været enormt bange for, om jeg kunne få et arbejde, og det har været svært for mig at være åben omkring min sygdom, både over for min arbejdsgiver og over for mine kolleger.

Mangler de positive historier

– Jeg oplever mange fordomme fra folk, der ikke kender mig godt. Og så vil jeg jo helst, at de kender mig som menneske først og dernæst hører om min sygdom. Den rækkefølge er vigtig. Bag min sygdom gemmer sig jo et helt almindeligt menneske. Heldigvis er jeg landet på en rigtig god arbejdsplads og indgår i et velfungerende team.

Hvorfor har du valgt at være åben omkring din sygdom?

– Jeg synes ikke, at vi hører om dem, der klarer sig godt. Og så vil jeg gerne give et håb videre: Jeg ville gerne have hørt en historie som min, da jeg var allermest syg. Det havde givet mig et håb om, at der er en udvej og at ALLE kan få det lidt bedre.

– Min åbenhed er også min kamp for, at vi som samfund først og fremmest ser mennesket og dernæst sygdommen. Jo mere viden, jo mere acceptabelt bliver det. Jeg kender til mange psykisk syge, som lever et helt almindeligt liv og som er bange for at blive stigmatiseret. Præcis som jeg selv har været det.

I dag er Mikaela Sindesen medicinfri, men tager en lav dosis af sin medicin om vinteren for at forebygge tilbagefald.

Vigtigt at inddrage pårørende

Mere end en halv million danskere lider af psykisk sygdom. Hver 3. dansker er pårørende. Når de pårørende inddrages, så er chancen for at blive rask større.

Kilde: Bedre Psykiatri, Landsforeningen for Pårørende

Få hjælp

Der er hjælp at hente for både psykisk syge og deres pårørende. Kontakt Psykiatrifonden, Landsforeningen Sind eller ”Bedre Psykiatri”, som er landsforeningen for pårørende til psykisk syge.

Kampagne skal afstigmatisere psykisk sygdom

Psykiatrifondens oplysningskampagne, ”EN AF OS”, skal være med til at afstigmatisere psykisk sygdom. Kampagnen har fokus på både brugere og pårørende og beskæftiger sig med 5 overordnede indsatsområder: unge, arbejdsmarkedet, personalet på sundheds- og socialområdet, medierne og den brede befolkning. ”EN AF OS” begyndte i 2011 og fortsætter frem til 2020.

Kilde: Psykiatrifonden

Særlig hjælp til unge og deres familier

Flere og flere børn og unge kæmper med psykisk sårbarhed og psykiske lidelser. Derfor er der afsat 214 millioner kroner i satspuljemidler fra 2018-2021 til en fremskudt funktion i børne- og ungdomspsykiatrien for at styrke en tidlig indsats. Den tidlige indsats skal bidrage til at sikre, at børnene og de unge bliver udredt og behandlet på den mindst indgribende måde, så de og deres familier bevarer tilknytningen til skole, uddannelse og arbejde.

Kilde: Sundhedsstyrelsen