Energidrikke ødelægger tænderne

Danske tandlæger er bekymrede over, at Fødevarestyrelsen netop har givet tilladelse til, at energidrikke må sælges i 50 cl-flasker. Hidtil har produkterne kun kunnet sælges i mindre pakninger. Ifølge tandlægerne er energidrikkene propfyldt med syre og sukker, der ødelægger tænderne. Ydermere vil den nye flaskestørrelse medføre, at produkterne lanceres med skruelåg, så forbrugerne indtager drikkene i små slurke over lang tid. Det er langt mere skadeligt end en kort påvirkning.

Argumentet for tilladelsen er, at det ikke er bevist, at større kvanta fører til øget forbrug. Men Tandlægeforeningen er alligevel bekymret. Foreningen har undersøgt flere af drikkene og er kommet frem til, at en halv liter energidrik typisk kan indeholde, hvad der svarer til 28 sukkerknalder.

Tandlægeforeningen appellerer stærkt til den nye sundhedsminister, Astrid Krag, om at kigge på lovgivningen igen og fjerne den planlagte lempelse.