Ritt Bjerregaard: Enhver bør have ret til sin egen død

Ritt Bjerregaard er politiker til benet. Det har pensioneringen fra professionel politik ikke ændret på, men i dag, hvor hun på fjerde år lever med en kræftsygdom, har tidligere mærkesager fået selskab af nye. Ikke mindst på sundhedsområdet, hvor hun blandt andet er optaget af spørgsmålet om aktiv dødshjælp. For hvorfor skal en læge – frem for vi selv – beslutte, hvornår vi skal herfra?

– Efter et langt liv skal man have lov at sige: “Nu er der ikke mere for mig”. Hvis man ligger plaget af sygdom og måske har det rigtig skidt, skal man have lov til at blive fri.

Ordene er Ritts. Politikeren med efternavnet Bjerregaard, som danskerne har været på fornavn med i årtier. Hun har altid været et menneske med knivskarpe holdninger og er det også, når det gælder spørgsmålet om aktiv dødshjælp. For modsat Folketingets flertal og Lægeforeningens linje – men i lighed med befolkningsflertallet – mener hun, at vi skal have retten til at tage afsked med denne verden, når vi selv ønsker det. Og helst uden alt for megen lægelig indblanding:

– For mig at se vil det være en stor fordel, hvis man kan overlade det til folk selv. Og jeg ved godt, at jeg i denne sag er på kant med Lægeforeningen, der jo med rette holder sig til, at de har afgivet et lægeløfte om at holde folk længst muligt i live. Derfor er det også fint, hvis det ikke er dem, men folk selv, der tager skridtet, når de er klar. I dag kan man jo, hvis man har råd, tage til Holland, Belgien eller Schweitz og gøre det dér, men jeg synes ikke, at sådan noget skal afhænge af den enkeltes pengepung, siger den 77-årige ex-politiker.

Selv fik hun problematikken tæt ind på livet, da hendes mand i 2016 fik behov for en ny hjerteklap. Her var lægernes melding, at operationen indebar risiko for skader på hjernen. Alt gik heldigvis fint, men situationen gav parret anledning til at tale igennem, hvad de ønskede for sig selv og hinanden, hvis uheldet skulle være ude:

– Ingen af os ønsker at blive holdt kunstigt i live, og det sagde vi specifikt til lægerne. Vi har også begge underskrevet erklæringer om nej tak til genoplivning, men dem behøver de ikke rette sig efter. Heldigvis sagde én af lægerne: “Det er godt, I siger det, for nogle gange kan man skynde sig langsomt”. Det var fornuftigt sagt, men man kan jo ikke forlade sig på en tilfældig læges overbevisning i hvert enkelt tilfælde. Derfor har vi brug for en ordning, hvor man tager stilling, mens man er ved sine fulde fem, og så bliver det respekteret, den dag det måtte blive aktuelt. I tilfælde med kronisk sygdom kan man have piller, som man kan få udleveret efter ønske sammen med grundig information om, hvordan de skal tages. Ordningens konkrete udformning kan man diskutere, men jeg kan godt lide tanken om, at den enkelte træffer beslutningen selv, fremfører hun.

Også på egen krop har Ritt Bjerregaard mærket, hvad det vil sige at blive ramt af livstruende sygdom: I 2015 fik hun konstateret kræft, der i første omgang kunne bortopereres, men som senere viste sig at have bredt sig. I dag lever hun med sygdommen, men nyheden om den var et chok:

– Min første reaktion var: “Hvorfor mig? Jeg har altid levet sundt, motioneret og spist fornuftigt, så hvorfor får jeg sådan noget kræft dér?”. “Du har alderen”, sagde lægerne, og det er jo svært at argumentere mod. Kræften har betydet, at jeg er blevet endnu mere opmærksom på, at livet har en slutning. Men ellers lever jeg sådan set fint med den og mærker intet til den til hverdag, siger hun og tilføjer:

– Men i ugen op til mine halvårlige kontrolscanninger har jeg det ikke så sjovt. Der er jeg virkelig bange for, om metastaserne er vokset, for jeg har ingen fornemmelse af det. Jeg føler mig ikke syg, men det gjorde jeg heller ikke dengang knuden blev fundet. Det, der gav anledning til at få det undersøgt i sin tid, var blod i afføringen, og da metastaserne i dag sidder på lungerne, har jeg ingen indikatorer på, om det breder sig eller ej, fortæller hun.

En anden sundhedsmærkesag, som Ritt Bjerregaard har gjort til sin, er kampen for legalisering af medicinsk cannabis. Sammen med blandt andre Søs Egelind har hun taget initiativ til foreningen Cannabis Danmark, der arbejder for accept af den kontroversielle urt til behandlingsbrug:

– Hvis det kan hjælpe folk, kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skal have den mulighed. Jeg har ikke selv brugt det, fordi jeg ikke havde behov for det, men for mange – både kræftpatienter, gigtramte og andre – er det det eneste, der virker på deres smerter. Hvorfor så afskære dem fra det? Spørger hun retorisk.

I januar i år indledtes en omdiskuteret forsøgsordning med brug af cannabis i behandlingsøjemed. En af hovedankerne mod ordningen har været, at cannabis ikke har været gennem de godkendelsesprocedurer, som medicinske præparater almindeligvis skal igennem, før de tages i brug. Til det siger Ritt Bjerregard:

– Cannabis har jo været anvendt i århundreder, så vi har allerede meget stor viden om, hvad det hjælper på og hvordan. Der har ganske vist ikke været randomiserede forsøg, som man plejer ved nye lægemidler, men cannabis er jo netop ikke nyt. Så jeg er meget glad for den forsøgsordning, siger hun og udtrykker desuden håb om en fremtidig dansk produktion:

– Hvis det kan dyrkes i Danmark, kan det måske blive billigere for patienterne. Det er rasende dyrt på det sorte marked, og folk har ingen sikkerhed for, hvad de får. Det skal de have, og meget gerne til en pris, der er til at betale, pointerer hun.

At prisen skal være overkommelig for alle, ligger i tråd med Ritt Bjerregaards syn på sundhedssystemet i det hele taget. Hun betragter lighedstanken som en af sine kerneværdier og ser det som et stort problem, at der stadig hersker social skævhed i Danmark på sundhedsområdet:

– Som socialdemokrat går jeg jo ind for, at det ikke er de dårligst stillede, der hele tiden skal betale prisen for at være dårligst stillet. Jeg har det virkelig skidt med, at ens oplevelse med sygehusvæsenet afhænger af, om man har en omgangskreds, man kan konsultere.

– Da jeg oplevede problemer efter min første kræftoperation, var det en god ven, som er læge, der kunne sige, at det ikke var normalt at have det sådan. Takket være ham kom jeg så ind på Bispebjerg Hospital igen, hvor de konstaterede en læk i syningen, som nødvendiggjorde akut operation og efterfølgende stomi i nogle måneder. Så det løste sig heldigvis, men det er jo ikke alle, der har læger i vennekredsen, der kan råbe vagt i gevær.

– Derfor har jeg også brugt min sygdom til at gøre opmærksom på den ulighed i forhold til systemet, siger Ritt Bjerregaard, der også tidligere har været ude at fortælle kritisk om forholdene på hospitalet i forbindelse med hendes kræftbehandling.

I dag er kræften færdigbehandlet for så vidt angår den oprindelige knude. Metastaserne i lungerne kan ikke fjernes, men hun har ingen symptomer og lever medicinfrit, bortset fra en daglig hjertemagnyl. Hun sværger til naturlighed så vidt muligt og klarer sig med en sund livsstil i hverdagen:

– Jeg er meget opmærksom på, at jeg skal passe på mit immunforsvar, så jeg spiser fisk hele sommeren og tager levertrantilskud om vinteren. Om efteråret får jeg den årlige influenzavaccination, og engang imellem tager min mand og jeg en lille Kraüerblut for blodprocenten. Og så har vi fået os en slowjuicer, som vi kan lave grøntsagssmoothies i. Det er altså virkelig godt, smiler hun.

Grøntsagerne i slowjuiceren er naturligvis økologiske, for Ritt Bjerregaard har været inkarneret økolog fra før Ø-mærkets indførelse. I en årrække drev hun og hendes mand, ved siden af deres storbykarrierer, en økologisk æbleplantage i Stestrup på Midtsjælland. 16 tønder land med æbletræer i alskens varianter:

– Gennem tiden har vi haft mere end 60 sorter igennem for at finde frem til dem, der klarede sig bedst. Jeg vidste fra starten, at vi skulle drive det helt uden sprøjtemidler – også uden dem, der er tilladt for økologer – for jeg ville bevise, at det kunne lade sig gøre. Så kom der konventionelle folk ned for at se, hvor elendigt det gik, men det gik nu rigtig udmærket, smiler hun skævt.

Plantagen drev parret selv, med kun lidt praktisk hjælp i årets mest travle perioder samt et bureau til papirarbejdet, som de selv havde nok af i deres respektive jobs. Efter nøje overvejelse solgte de bedriften til et vennepar i 2015, hvilket skulle vise sig at være det helt rigtige tidspunkt:

– Jeg var fyldt 70, min mand nærmede sig de 80, og vi kunne godt se, at vi ikke ville kunne blive ved med at holde det. Få måneder efter beslutningen var taget, fik jeg konstateret kræft, og det ville have været ubærligt at ligge der i sygesengen og tænke på, at det bare stod og forfaldt. Så det passede perfekt, konstaterer hun.

Hun savner det ikke, for hun har altid haft det sådan med beslutninger, at når de er taget, ser hun sig ikke tilbage. Det gælder også beslutningen om ikke at få børn:

– Som ung fik jeg en graviditet uden for livmoderen, hvilket medførte behandling over noget tid. Da vi begyndte at kunne overveje det igen, var jeg netop blevet valgt til Folketinget, og der sagde min mand ret klart, at det ikke kunne nytte noget, hvis han skulle passe barnet derhjemme, mens jeg passede politikken i København. Så sådan blev det. Og det har jeg det helt fint med, for jeg er glad for det liv, jeg har haft. På det punkt er jeg som Edith Piaf: Det med at fortryde giver jeg mig ikke rigtigt af med, slutter hun med endnu et smil.

Kort om Ritt Bjerregaard

• Født 1941 i København.
• Uddannet skolelærer i 1964. Arbejdede seks år som lærer, før hun gik ind i politik.
• Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1971-2005. Har beklædt flere ministerposter og været Danmarks EU-kommisær for miljø. Hendes sidste officielle hverv som politiker var overborgmesterposten i København 2006-10.
• Er forfatter og medforfatter til en række bøger, senest erindringbøgerne ‘Ritt’ og ‘Valgt’. Et tredje erindringsbind er undervejs.
• Bor i København med sin mand, historiker Søren Mørch. Lever på fjerde år med uhelbredelig kræft.