Enhver er sin egen lykkes smed?

Sikke et fantastisk privilegium, og hvor er vi heldige, at det er muligt at skabe et liv, som er sundt, godt og måske endda lykkeligt.

Men hvad er lykken egentlig, og findes den?

Er den et fatamorgana, vi hele tiden tror, vi når? Vi skal bare lidt længere, lidt mere, og så er vi der. Med perfektionen i rygsækken når vi vores mål, og først der kan vi for alvor slappe af.

Jeg tager rygsækken af, puster lidt, men opdager nu, at jeg stadig ikke er fremme. Jeg klør mig i håret og tænker ”hvis jeg bare præstere lidt mere, skaber lidt mere, gør lidt mere –så må det være rigtigt”.

Jeg ser op. På vejen er der mange andre, der også jager lykken. Hvad mon den egentlig består af? Nogle siger, den er smertefri. Andre siger problemløs. Andre fortæller, at det først er der, jeg har skabt mig selv.

Jeg hører de andres tilråb. Jeg skal give mere, være mere og gøre mere. Jeg ser ned på min skygge. Vil jeg for altid leve i skyggen af perfektion, og konstant blive målt og vejet? Jeg skal jo skabe mit eget liv.

Kunne vi se ind i hovedet på en ung pige og kortlægge tankerne, ville de måske se sådan ud.

Den nyeste forskning peger på, at ca. 18 pct. af de unge piger i dagens Danmark mistrives, og ca. hver 3 pige søger psykologhjælp. Det fortæller noget om antallet af piger, der farer vild på vejen til voksenlivet. Aldrig har det været så svært at være ung, og aldrig har der været så stort fokus på at skabe sig selv og finde sig selv, samtidig med at mulighederne er uendelige. Men vi drukner i muligheder, fordi de ikke forbliver muligheder, men forvandles til krav. Krav vi skal leve op til. Det handler ikke længere om at kunne få lov til noget, men at skulle gøre det, fordi muligheden er der. Hvis du kan skabe dit liv, hvorfor gør du det så ikke?

Hvis er ansvaret, når livet ikke blev, som vi ønskede det? Er det de unge pigers skyld? Lærerne og pædagogernes? Forældrenes? Din og min?

I stedet for kun at tale om ansvar, vil jeg hellere fokusere på muligheder. For selv om jeg mener, at vi som forældre har et hovedansvar i forhold til at lære vores børn robusthed, er der ingen, som alene kan påtage sig det ansvar at lære dem at navigere på så mange planer på en gang, og med så massiv påvirkning. De fleste forældre og lærere gør dagligt en kæmpe indsats for at lære vores børn kompetencer, både faglige og personlige. Jeg møder dagligt engagerede forældre, der desperat spørger efter råd og vejledning til, hvordan vi dog skal hjælpe dem?

Så hvad er det vi skal lære vores unge piger?

I denne tid hvor performance og at få positiv feedback på sine præstationer er i fokus bliver vores opgave i høj grad at klæde de unge på, helt indefra med robusthed. En robusthed, som giver dem ballast til at stå fast overfor alle forventninger, muligheder og krav om perfektion og succes. Jeg mener ikke, at vores opgave som voksne er at tage ansvar for at lære de unge succes. Vores opgave må i langt højere grad være at lære de unge at være i livet på godt og ondt. Med smerte og glæde som en naturlig del af det. Målet er ikke at komme helskindet igennem livet, men at lære, hvordan man rejser sig, når man falder. For det gør vi. Det er nemlig ok, ikke at være ok hele tiden. Problemet er ikke alene, at de unge piger har det svært, som statistikkerne fortæller, men at de tror, det er forkert, når ”projekt livet” ikke former sig, som de håber og forventer. Når de forføres til at tro, at kun lykken, som værende fravær af smerte, udgør det rigtige liv. Nej, lykken er at finde trivsel i hverdagen, trods de mange bump på vejen. Du må holde af hverdagen –det er trods alt den, der er mest af.

Vi skal ikke løse problemerne for de unge piger, men lære dem selv at løse dem, eller lære dem at leve med hverdagens udfordringer.

Vi må lære de unge, at det ikke kun handler om at sejre, men også om at kunne håndtere nederlaget. At lære at levet livet… også når det gør ondt.

Anna Bjerre

Psykolog og initiativtager og daglig leder af GirlTalk.dk, der rådgiver piger mellem 12 og 24 år.