Ensomhed er et ord for det at føle sig alene

Af: Christine Swane

Vi kalder det ensomhed. At savne nogens fortrolighed. At føle sorg over at have mistet nogen eller noget værdifuldt, rastløshed og stress over at være låst fast, tomhed, ulyst, det at føle sig udenfor, at ingen har brug for en.

Ensomhed afspejler forskellige ubehagelige følelser og tanker. For nogle mennesker er der tale om forbigående oplevelser, som en del af livets op- og nedture. For andre udtrykker ensomheden en – måske livslang – søgen efter at finde en plads i den sociale verden og en mening med livet.

Ensomhed opleves i forskellige grader, og vilkårene ændrer sig gennem livet. Unge kæmper i dag med ensomhed og dårlig trivsel som aldrig før, og det i en livsfase, hvor de ikke er meget alene, men omgivet af andre i familie og institutioner. Også midt i livet kan man føle sig som ”Palle alene i verden”. Det viser et forskningsprojekt, vi i Fonden Ensomme Gamles Værn har udarbejdet sammen med Mary Fonden. Bl.a. kan en svær barndom, psykisk sygdom og langvarig arbejdsløshed føre til tilbagevendende ensomhed. I den sidste del af livet falder ægtefælle, søskende og venner fra. Sygdom og træthed gør det sværere at mødes med dem, der er tilbage. Mange ældre savner nogen at dele hverdag, oplevelser og minder med.

Ensomhed er alt for længe blevet italesat som et personligt ansvar. ”Jeg har inviteret hende flere gange…” ”Han siger ’nej’, når jeg spørger…” Føler man sig alvorligt ensom, kan det være svært at se sig selv i midten af et opstemt selskab. Med ensomheden følger også usikkerhed. Så kan det føles tryggere og mindre udsat at takke nej. Skal man så holde op at invitere? Nej, det skal vi ikke. En invitation kan lune, og måske er svaret ja næste gang… eller næste igen.

Dronningen lod i sin nytårstale pilen pege på ensomheden som et samfundsproblem. Vi bør nærme os hinanden. Den vinkel sympatiserer jeg med. Vi skal forstå, at bl.a. fattigdom og det at tilhøre en minoritet øger risikoen for, at et menneske oplever alvorlig ensomhed. Der er ikke langt fra, at man behandles som anderledes, til at man føler sig anderledes – og udenfor.

Der findes ingen enkelt vej ud af ensomheden. Ét er dog sikkert. Det føles lindrende, når nogen viser én opmærksomhed og har brug for én. Nogle mennesker har mest brug for at dele deres følelser i fortrolighed. Andre har glæde af at deltage i aktiviteter, som kan skabe optagethed og gensidighed. Ensomheden brydes ikke alene, men i fællesskab. Nærvær, interesse og venlighed er socialt guld.