Er det okay at tage D-vitamin som tilskud?

Hej HELSE

Man skal ikke læse meget i medierne om sundhed, før man støder på forskning om D-vitamins mange gavnlige virkninger. Her i det vintermørke Danmark, er det jo ikke nemt at få dækket behovet gennem solen, og jeg kan ikke lide fisk – er det lige så fint, hvis jeg tager D-vitamin som kosttilskud? Og hvad er bedst: kapsler med fiskeolie eller vitaminpiller?

Mange hilsner ”Den vinterblege”


 

 

Hej vinterblege

D-vitamin viser sig at have rigtig gode effekter på mange kropsfunktioner, både knogler, muskler og immunsystem. Endvidere tyder noget på, at mangel på D-vitamin måske kan øge risikoen for cancer og andre ubehagelige sygdomme. Der er derfor forslag fra en del forskere om, at tilsætte D-vitamin til fødevarer på samme måde som fluor nogle steder tilsættes drikkevandet for at gavne tændernes sundhed, men det sker ikke i dag i Danmark.

D-vitamin får vi primært ved at danne det i huden, når den udsættes for sol. Jo mørkere hud, jo mindre D-vitamin-dannelse. Den anden hovedkilde er fødevarer, især fed fisk. Meget taler for at tage D-vitamin tilskud i vinterhalvåret, hvis man ikke får det gennem sine fødevarer. Det er næppe afgørende, om det indtages i pilleform eller som fiskeolie. Det er dosis, der er afgørende, og den varierer desværre meget fra præparat til præparat. Den er også varierende i samme type af fødevare. Du kan altså ikke forvente, at der er lige meget D-vitamin i laks, hver gang du spiser det.

Man kan ikke erstatte solens bidrag med hverken fisk, fiskeolie eller andre tilskud. Man kan således ikke opnå normale niveauer af D-vitamin ved at putte det i munden, men man kan komme tættere på det ønskede indhold i kroppen.

Ingen ved, hvad en passende dosis er for alle. Der er store forskelle fra person til person, men regn med 50 mikrogram dagligt i vinterhalvåret, så er det nok ikke helt galt.

Det korte svar er således, se på indholdet i mikrogram. Fed fisk indeholder i størrelsesordenen 100-500 mikrogram per 100 gram fødevare. Mager fisk og nogle andre fødevarer er på omkring 10 mikrogram per 100 gram mad, og det almindeligste indhold i fødevarer er under 1 mikrogram per 100 gram.

Du får hurtigt et indtryk af størrelsesordenen, hvis du ser på indholdet af de præparater, der udbydes, hvor du køber ind.

Jens Rikardt Andersen, Lektor ved Institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet

 

Hvad vil du gerne vide?

Hvad vil du gerne vide om sundhed, forebyggelse, behandling og sygdomme? I HELSEs redaktionsgruppe sidder sundhedsfaglige eksperter, som gerne deler ud af deres viden. Har du et spørgsmål, så send det til spwww.helse.dk, så kan det være, at det bliver dit spørgsmål, som vi besvarer i næste udgave af HELSE.