På den mest sjældne dag af alle, skudårsdagen i år den 29. februar, er det Sjældne-dag – en international opmærksomhedsdag for sjældne sygdomme og handicaps. Paraply-organisationen Sjældne Diagnoser står for flere events på dagen.
En sjælden sygdom er kendetegnet ved at være alvorlig, arvelig og ramme færre end 1000 danskere. Der findes omkring 800 sjældne diagnoser i Danmark. Mange af de sjældne danskere er børn, og derfor er det hele familien, der rammes. Nogle af diagnoserne er så sjældne, at der kun er én eller ganske få i Danmark, der har sygdommen.
De mange sjældne sygdomme er vidt forskellige. Ofte er der tale om et komplekst sygdomsbillede, hvor flere tilstande er tilstede på samme tid. Mange oplever misdannelser, udviklingshæmning og død i en ung alder. Men de seneste år er der heldigvis kommet bedre behandlingsmuligheder, som har fået flere til at overleve ind i voksenalderen.
Max fra Aalborg ligner en hvilken som helst dreng på ti år. Han går i 4. klasse, går til svømning, og så er han lige blevet storebror. Men Max er ikke som sine venner. Han er nemlig én af de 16 danskere, der har den meget sjældne sygom, Pompe, der får musklerne til at svækkes og ofte medfører problemer med vejrtrækningen og talebesvær.
Det var en hård kamp for Max og hans familie at nå frem til en endelig diagnose, behandling og efterfølgende en ny hverdag, der skulle bygges op.
Max får nu behandling på Aalborg Sygehus samtidig med, at han også går til talepædagog og fysio- og ergoterapeut. Ifølge behandlerne gør han store fremskridt. Men som Dina, mor til Max, siger, så er han ikke den første, der bliver valgt til fodboldholdet. Derimod er Max god til svømning, og han har lært at fokusere på det, han er god til, fortæller hans mor.
Deltag i Sjældent Løb 28. februar 2016Løbet starter kl. 12. Sted: Fælledparken, København og andre steder i landet. Distance: 3 km i fladt tilgængeligt terræn. Pris for deltagelse: 50 kr. pr. person – overskuddet går til information om sjældne sygdomme og handicaps. Tilmelding: Online på www.sjaeldne-dagen.sjaeldnediagnoser.dk eller ved at møde op på dagen. I forbindelse med løbet vil Sjældne Diagnoser uddele en Sjældne-pris til en person, organisation eller institution, der har gjort noget særligt for sjældne danskere. Læs mere om løbet på: sjaeldne-dagen.sjaeldnediagnoser.dk
|
Hvem er Sjældne Diagnoser?En paraply-organisation for små frivillige foreninger, der som medlemmer har danskere, der lever med en sjælden sygdom tæt på sig. Har kontakt med danskere inden for ca. 370 diagnoser. Driver Sjældne-netværket for patienter og pårørende ramt af sygdomme, der er så ultra sjældne, at der ikke findes en relevant forening for dem. Mere info: www.sjaeldnediagnoser.dk |