Et år med angst

Helse har fået tilsendt en personlig beretning fra en ung mand, der lider af angst. Han synes stadig, det er svært at fortælle om, så han har valgt at gøre det anonymt, men han vil gerne hjælpe med at sætte mere fokus på unges angst. Her er hans historie:

Jeg begyndte for et års tid siden at få de her “ture”, hvor jeg blev svimmel og fik tunge ben, når jeg skulle til at tale i en forsamling eller bare jeg overvejede at gøre det. Bevares jeg har aldrig været glad for opmærksomhed og har ikke som sådan søgt det, som så mange andre gør, men jeg har heller aldrig fået det dårligt, når jeg på den måde skulle være i centrum. Efterhånden som ugerne gik, begyndte jeg også ofte at sidde og ryste som om det var koldt, men det var i slutningen af sommeren, det var ikke koldt. Jeg troede altid bare, at det var fordi kroppen manglede lidt energi eller lignende og efter nogle minutter gik det da også over. Igen gik der et par uger, og nu begyndte jeg at have voldsomt ondt i maven af en sult, der bare ikke ville forsvinde, lige meget hvor lidt eller hvor meget jeg spiste. Jeg havde ikke appetit, men der var et bundløst, grådigt hul i min mave, der ikke var til at stille tilfreds. På samme tid syntes jeg også, at jeg havde svært ved at kontrollere mine følelser, og hver dag var en stor følelsesmæssig rutschebane.

Til sidst kom kvalmen. Den kom specielt når jeg skulle noget. Jeg husker specielt en aften, hvor der var første studiedag, og jeg var tutor for de nye studerende. Vi skulle til en stor studiestartsfest, og jeg havde egentlig glædet mig de sidste par dage, men da dagen kom, havde jeg det bare gennemført skidt. Specielt om aftenen da jeg tog til festen, var jeg dårlig. Jeg drak et par øl og havde nu og her et par minutter, hvor jeg havde det normalt, men så kom kvalmen igen. Det var en mærkelig sygdom, jeg havde fået mig her, tænkte jeg og overvejede, hvad i alverden der kunne være galt med mig. Grundet min større sult og generel uvidenhed om lægegerningen og sygdomme frygtede jeg, at det skulle være sukkersyge. Jeg er meget bange og har altid været det for nåle, så det var næsten det værste, det kunne være. Jeg tog til lægen et par dage efter, frygtende for dommen, men med glæde over udsigten til, forhåbentlig, at blive rask igen og kunne få min normale hverdag tilbage. Den dom lægen gav mig havde jeg dog aldrig i mit liv troet, at jeg skulle høre, og det kom meget bag på mig: “du lider formentlig af angst”.

Jeg har altid været stærk mentalt, og det har betydet meget for mig, da jeg ikke fysisk er noget pragteksemplar af racen homo sapiens. Derfor havde jeg aldrig i mit liv overvejet, at jeg kunne have lidt af en mental sygdom. Jeg tog det dog alligevel med godt mod og takkede nej til at skulle tale med en psykolog, da jeg nok mente, jeg kunne klare det her selv. Jeg indvilgede dog i at tale med lægen et par uger efter for lige at evaluere, hvordan det gik med min “selvterapi”. Jeg tænkte, at nu jeg vidste, hvad det var, kunne jeg jo bare “tage mig lidt sammen og komme over det”. Det viste sig dog midlertidig hurtigt, at der skulle mere til, og at det kræver en del arbejde. Det er desværre ikke bare som et brækket ben, der bare skal have tid til at hele. Så til min evaluerende lægetid takkede jeg ja til at få en henvisning til en psykolog og fik lavet en aftale med selv samme. Jeg havde aldrig været til psykolog før og havde aldrig haft særligt høje tanker om dem, da jeg ikke mente, at det var andet end at tale om sine følelser, og det kan man i bund og grund sidde og gøre overfor en sten, en pude eller en bamse, hvad skulle det dog til for?

Det var dog en anderledes oplevelse, end jeg havde regnet med, og på intet tidspunkt gik hun Freuds veje og ledte efter Ødipuskomplekser eller penismisundelse, men til gengæld talte vi sammen for at finde ud af, hvad roden til min angst kunne være, og på trods af den til tider kvalmende pædagogiske stemmeføring, så hjalp det, ikke kun at tale om tingene, men også at få nogle reelle værktøjer. Tiden gik, og jeg var til samtale med min psykolog cirka en gang om måneden, jeg følte fremgang men det var meget lidt, og jeg håbede på, at det snart kunne være ovre. Det vil dog nok aldrig helt være ovre, men det vil blive bedre, fik jeg at vide. Det tager tid! Det var en slem melding at få, når man er vant til bare at kunne tage lidt penicillin, og så en uge senere er man rask igen. På et par måneder havde jeg håbet, det ville være ovre. På samme tid bølgede det frem og tilbage, hvor godt jeg havde det, og hvor jeg den ene dag kunne føle mig fuldstændig frisk og klar på alle livets udfordringer, kunne jeg den næste dag knapt nok gå ned og handle ind uden at være bange for at få et angstanfald.

Jeg fortalte det ikke til nogen, for jeg var bange for, at de ville se mig i et andet lys, og jeg havde virkelig ikke lyst til at folk omkring mig skulle behandle mig anderledes eller tage specielt hensyn til mig, fordi de var bange for, at jeg skulle have det dårligt, hvis vi var i en situation, der havde mulighed for at give mig angst. For det første føler jeg det er et træls mærkat at få, at man ikke kan klare sig selv, men for det andet ville det også sætte ekstra negativt fokus på mig og dermed i sig selv forstærke angsten. Efterhånden som jeg fik det bedre og også følte mig mere tilpas overfor det faktum, at jeg havde en mental sygdom, fik jeg lige så stille fortalt det til mine allernærmeste venner i løbet af et par måneder. De tog det pænt og tænkte ikke mindre om mig, på samme tid som de ikke har taget hensyn til mig, eller i hvert fald hensyn i den negative forstand. Angsten har varieret meget og gør det stadig, når der kommer større ting op som eksaminer, større møder hvor der er mulighed for at man kommer i fokus og lignende arrangementer, hvor jeg sættes i lidt mere ekstreme situationer end i hverdagen. En bytur kan som sådan også godt fremkalde nogle følelser af angst, og jeg kan få brug for at gå tidligere hjem, men jeg kan se, når jeg kigger tilbage på det forgangne år, at jeg har fået kæmpet min hverdag tilbage. Og bare det at kunne være med til sådanne ovennævnte arrangementer er en sejr i forhold til for et år siden. Jeg går stadigvæk i terapi, for jeg er ikke færdig med min angst og bliver det måske heller ikke foreløbig, men i forhold til hvor jeg var for et år siden, er der lys for enden af tunnellen, og livet går bestemt videre.

Det værste ved angsten er, at den kommer og går, som det passer den, uden logik og uden varsel. Jeg føler mig ikke i fare, og alligevel kommer den og viser sig i forskellige former. Det er svært at sidde som en ung mand i starten af tyverne, blandt familiens skød juleaften og prøve at forklare, hvorfor man har svært ved at trække vejret.