Et liv med søvnproblemer

Af: Mette Buch Jensen

Foto: Henrik Hammel/TV 2

På skærmen er TV2-vært Peter Ingemann veloplagt og sprudlende, men det skyldes ikke en god nats søvn. Som regel sover han kun omkring fem timer, ofte med afbrydelser. Han har lært at leve med sine søvnproblemer, men det tærer på krop og sind.

Indbrudstyvene har ikke en chance hos tv-vært Peter Ingemann. Han sover meget let og vågner ved den mindste lyd. Umiddelbart en fordel for familiens værdigenstande, men særdeles anstrengende for den 42-årige Peter Ingemann, som har kæmpet med søvnproblemer siden barndommen.

– Jeg har haft en meget turbulent opvækst, hvor der sjældent var ro derhjemme. Min far var en forretningsmand med store armbevægelser, som førte højrøstede telefonsamtaler til langt ud på natten og holdt nogle gevaldige fester.

– Jeg kan huske, at jeg som fire-årig blev vækket af ambulancefolk, som bar min far forbi mit værelse på en båre. Han var ved at blive kvalt i sit eget opkast. Jeg troede, han var død. Derfor har jeg altid haft alle antenner ude og har konstant et mentalt beredskab kørende. Lige siden jeg var barn, har jeg haft svært ved at falde i søvn og har altid haft en meget let søvn, fortæller Peter Ingemann.

Sovepiller på rejser

Gennemsnitligt sover han otte timer i træk én nat om måneden. Alle de øvrige nætter bliver det til fem timers søvn, ofte med mange afbrydelser. Peter Ingemanns værtsjob på TV2 betyder omkring 100 rejsedage om året, hvor jetlag og arbejdspres i fremmede omgivelser forstyrrer hans i forvejen skrøbelige søvnmønster.

På rejserne tager han hver aften en sovepille for at være sikker på at få noget søvn. Men han vil ikke risikere at blive afhængig af sovemedicinen, så pillerne er kun til rejsebrug, aldrig derhjemme.

Enkle tricks mod søvnproblemer

Fjernbetjeningen er lige ved hånden, endnu et afsnit af tv-serien Columbo kører uden lyd. Peter Ingemann er storforbruger af gamle tv-serier, som er tilpas søvndyssende. Han ser de samme programmer aften efter aften, klar til at slukke sekundet før, han falder i søvn. Men for nylig har han fundet noget, som måske kan slå tv-serierne.

– Til sidst måtte jeg bare sige: ”Nok er nok” og opsøge noget professionel hjælp. Den manglende søvn er en stor belastning for både krop og humør. Jeg har aldrig været til røgelsespinde, meditation og den slags, men nu går jeg hos en terapeut, som arbejder med mindfulness.

– Det er nogle helt simple tricks, som har hjulpet mig. Jeg tæller vejrtrækninger, tæller udåndinger og laver en krops-scanning. Men først og fremmest så forliger jeg mig med tingenes tilstand. Jeg accepterer nuet. Jeg tror, jeg kommer til at gå hos terapeuten længe, men det er det værd, siger Peter Ingemann.

Peter Ingemann har fundet nogle gode hverdagsrutiner, som også hjælper: Lange gåture med familiens hund, en eftermiddagslur og ingen kaffe om aftenen. Selv kalder han det ”ambitiøst” at håbe på mange nætter med otte timers søvn, men han har fået nemmere ved at falde til ro om aftenen og lettere ved at falde i søvn.

 


Peters søvn-tips

Gode hverdagsrutiner, som hjælper:

– Lange gåture med familiens hund

– en eftermiddagslur

– ingen kaffe om aftenen.

Selv kalder han det ”ambitiøst” at håbe på mange nætter med otte timers søvn, men han har fået nemmere ved at falde til ro om aftenen og lettere ved at falde i søvn.