Smerter i ryg, hofte og knæ kan stamme fra dine fødder – for er din fodstilling forkert, kan det føre til smerter i store dele af kroppen.
For hver skridt du går, skal foden fordele vægten og give en smule efter, for at hårde stød ikke skal forplante sig op gennem kroppen. Er din svang faldet sammen, så du er blevet platfodet, så falder dit ben lidt indad, når du går. Det betyder, at du vrider lidt i anklen og knæet, hvilket fører til en forkert stilling i hoften, som kan forplante sig til ryggen. Dette er et eksempel på, hvordan en forkert fodstilling kan påvirke hele kroppen. Det samme gælder, hvis du er hulfodet – det vil sige, at din svang er for høj, eller er plaget af smerter fra en nedsunken forfod. I de tilfælde vil den naturlige affjedring i foden ikke virke, så hvert skridt giver hårde stød op gennem hele kroppen.
Den gang mennesket rendte rundt i bare tæer på savannen og døde af alderdom omkring de 40 år, krævede fødderne ikke meget opmærksomhed for at forblive stærke og funktionsdygtige til det sidste. Det ujævne terræn trænede muskulaturen, der hele tiden skulle kompensere og justere. I dag er vores sko lukkede med tykke såler, stødabsorbering og støtte. Det skal til, hvis vi skal kunne tåle at gå på gulve, fortove og asfalt, som giver en unødigt hård overflade. Men det betyder også, at vi skal huske, at fødderne også skal plejes, hvis de ikke skal blive årsag til smerter og belastningsskader. Den naturlige træning af fødderne er næsten forsvundet fra hverdagen.
Når det kommer til træning af fødderne er det bedste råd variation. Til pænt tøj hører typisk høje hæle til kvinderne og tynde lædersko til herrerne, og det behøver ikke at være et problem at komme fødderne i den slags sko en lørdag aften, men det er vigtigt, at det bliver suppleret med træning og flere forskellige slags sko.
– Variation betyder, at muskler og sener belastes forskelligt, og det reducerer risikoen for belastningsskader, siger Ole Simonsen, overlæge og forskningsansvarlig på Aalborg Universitetshospital, og han suppleres af Michael Skovdal Rathleff fysioterapeut og forsker:
– Vi kan blandt andet se det på en undersøgelse af løbere – løbere, der bruger flere forskellige par sko til deres træning, har færre skader end dem, der altid løber i den samme model. Det viser os, at selv små variationer i belastningen af kroppen har en positiv effekt, og den belastning stammer blandt andet fra fødderne.
I de senere år er det ud fra den teori blevet populært at løbe i minimalistiske sko, som de såkaldte ”barfodssko”, der ikke giver støtte til foden, men ifølge Michael Skovdal Rathleff skal man være meget påpasselig, hvis man går i gang med dem:
– De flestes muskler og led er ikke vant til den belastning, det er at løbe i sko uden affjedring og støtte. Almindeligvis er fødderne pakket ind i sko, der giver masser af støtte og komfort, og så er det en voldsom ændring at løbe en tur i den slags sko. Men det kan da være et fint supplement at løbe eller gå på græs ti eller 15 minutter hver dag. Det giver en masse træning til de små muskler og sener i foden.
I Israel har man undersøgt unge værnepligtiges fodstilling og problemer med ryggen, og den viste, at der er en sammenhæng mellem en forkert fodstilling og smerter i ryggen, men faktisk ved man ikke, om det er smerter i ryggen, der fører til, at man kompenserer ved at bevæge sig anderledes, og derfor kommer til at stå forkert på fødderne, eller om det er fodstillingen, der fører til smerterne. Michael Skovdal Rathleff mener, at det er mest sandsynligt, at det kan gå begge veje. Har man smerter eller en forkert kropsholdning, kan det forplante sig i kroppen og give både muskel- og ledsmerter. Ole Simonsen, der også arbejder som ortopædkirurg, er ikke i tvivl om, at flere af de patienter, som han har haft på operationsbordet med dårlige knæ, kunne have undgået operation og smerter, hvis de havde været opmærksomme på deres fodstilling tidligere:
– Det er meget tydeligt ved nogle af de patienter, jeg har haft på operationsbordet, at deres dårlige knæ og hofter stammer fra en fejlstilling i foden. Det er vigtigt, at man får tilpasset sit fodtøj og trænet fødderne, hvis man har en forkert fodstilling, så kropsholdningen bliver rettet op.
I Danmark behandler man oftest en forkert fodstilling med såler og indlæg i skoene, og det er også ganske effektivt men både Ole Simonsen og Michael Skovdal Rathleff anbefaler, at man også supplerer det med træning.
– Det gælder for mange behandlinger, som sundhedsvæsnet kan tilbyde, at de kun udgør en del af løsningen. Sådan er det også med fodlidelser. Udover at et indlæg i skoen umiddelbart kan korrigere for eksempelvis overpronation (tendens til at falde ind ad på foden, red.), nedsunken forfod eller en hulfod, så kan træning være med til at styrke foden generelt, så man enten kan blive helbredt eller forbedre tilstanden og mindske risikoen for følgesygdomme som betændelse i sener og slidgigt (artrose, red.). Bruger man alene indlæggene, er der risiko for, at kun en del af problemet bliver løst – ikke mindst hvis man har gået forkert i mange år, kan det kræve meget træning at vænne sig til en bedre kropsholdning.
Fodbad, massage og blødgørende cremer kan være en dejlig forkælelse at give sig selv, og generelt er det godt at have opmærksomhed på fødderne, men ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt er der ingen grund til at efterstræbe babybløde fødder.
– Der, hvor huden bliver udsat for tryk, vil der komme en fortykning, der egentligt fungerer som et beskyttende lag. Det er der ingen grund til at gøre noget ved. Huden kan blive så tyk, at den revner eller gør ondt, og det skal man behandle – ikke mindst fordi smerterne kan få os til at gå forkert på fødderne, hvilket jo kan give mange problemer, siger Ole Simonsen, som påpeger, at vi med fordel kan vælge sko, hvor der er god plads til fødderne. Michael Skovdal Rathleff har et helt simpelt råd:
– Får du ondt i fødder, knæ, hofter eller ryg efter at have gået i dine sko en hel dag, så er de ikke gode for dig. Mange tænker, at de bare skal hjem og have skoene af, men man skulle hellere finde sig et par sko, der passer til fødderne.
Overvågning giver videnNår man går til sin fysioterapeut for at finde ud af om problemer med smerter i ryg, hofte eller kan stamme fra en forkert fodstilling, er der mange muligheder for at få en forkert eller mangelfuld vurdering. Man går, står og løber anderledes, når man er frisk og opmærksom på, at man bliver observeret, end man gør efter en lang dag i høje hæle og otte kilometers løb i skoven. Hertil kommer, at forskelligt underlag kan påvirke vores bevægelser. Det er altså ikke lige meget, om man går på et løbebånd, på skovstier eller på fortove og asfalt. Jo mere naturlige forhold man kan skabe omkring bevægelserne, jo bedre grundlag vil en fysioterapeut få som udgangspunkt, når han eller hun skal anbefale en behandling eller indlæg i skoene. Og når en behandling er givet, er det i dag også svært at bedømme, hvordan resultatet så er. På Aalborg Universitetshospital har man opfundet en simpel lille sensor, der kan sættes på foden og bæres i flere timer, så fysioterapeuterne kan få indsigt i, om problemerne eksempelvis opstår efter flere timers belastning, i forbindelse med nogle specielle sko eller på særlige typer af underlag. Sensoren forventes at være i handlen i 2015. Træn dine fødderSe hvordan på olesimonsen.dk |