I dag er det ikke ualmindeligt at komme hjem samme dag, hoften er udskiftet.
Forskningsansvarlig fysioterapeut og ph.d. Lone Ramer Mikkelsen, Regionshospitalet Silkeborg har undersøgt, hvordan patienter med en ny hofte kommer videre i livet. Og konklusionen er, at det går dem godt, og at deres livskvalitet bliver stærkt forbedret. Ny teknologi, der gør operationen mindre belastende, er ifølge Lone Ramer Mikkelsen en væsentlig grund til fremskridtet.
– Vi er også blevet meget bedre til at skelne, hvem der har brug for en ny hofte og hvem, der vil få mere ud af træning, siger Lone Ramer Mikkelsen.
Hun fortæller, at det ligesom inden for slidgift i knæ, hvor der er stort fokus på meget træning inden en evt. operation, også er sket en holdningsændring inden for hofteområdet.
– Og den er sket samtidig med, at der er rigtig god evidens for, at træning virker meget positivt på slidgigt i led. Det understøtter mere end 50 internationale studier, fortæller hun.
Omkring 90 pct. af de danskere, der får en ny hofte, har slidgigt, som ifølge Lone Ramer Mikkelsen burde hedde noget andet, fordi betegnelsen er misvisende, da mange tror, at de så ikke må bruge deres hofte eller knæ.
Hun fortæller, at sygehusene i dag også har bedre muligheder for at give den enkelte patient et individuelt behandlingsforløb.
– Tidligere var der nok en tendens til, at folk gik for længe med stærke smerter, inden de blev opereret. Vi kan dog ikke måle, hvor slemt det skal være, før en operation er det bedste. Det er individuelt, men vi er blevet bedre til at balancere indsatsen, siger Lone Ramer Mikkelsen, der tilføjer, at de 10.000 danskere, der skal have en ny hofte for anden gang, igen får forøget deres livskvalitet.. En væsentlig årsag til fremskridtet er ifølge Lone Ramer Mikkelsen også, at hofteproteser de sidste ti år er blevet bedre og bedre.
Hvad kan du selv gøre for at holde din hofte sund?
Holde dig i gang, styrke- og konditionstræne. Holde vægten. Fokus på din bevægelighed.
|
Første tegn på hofte-arthrose/slidgigt
Smerter i hofteleddet. Stivhed i leddet om morgenen.
Når du har fået en ny hofte Hold fokus på: Træning Vægttab |