Få hjælp til at kvitte nikotinen

Af: Danmarks Apotekerforening

Foto: Shutterstock

Nogle har svært ved at slippe tyggegummi, spray eller andre nikotinprodukter, når de stopper med at ryge. Ny funktion i appen e-kvit skal hjælpe med at blive nikotinafhængigheden kvit.

Er du én af dem, der jævnligt snupper et stykke nikotintyggegummi eller lige skal have et pust fra en nikotinspray for at komme igennem dagen? Eller kender du én, der har det sådan og har haft det sådan længe?

Nikotinprodukter er en god hjælp for dem, der gerne vil stoppe med at ryge. Men det er ikke alle, der formår at trappe ud af produkterne inden for de anbefalede 3 – 6 måneder.

Har man brugt nikotinpræparaterne længe, og vil man gerne af med dem, er der hjælp at hente i appen e-kvit, som Danmarks Apotekerforening står bag i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Københavns Kommune.

– E-kvit er oprindeligt udviklet til at hjælpe personer, der ryger, med at stoppe. Men nu kan man også bruge et modul i appen som et støtteværktøj, hvis man gerne vil kvitte brugen af nikotinprodukter, siger Helle Jacobsgaard, der er sundhedsfaglig chefkonsulent i Apotekerforeningen.

Læs også: Nikotinafhængig? Styrk kroppen mod abstinenser 

Pushbeskeder og motiverende film

Ønsker man hjælp til at trappe ud af sit nikotinforbrug, skal man beslutte, hvor hurtigt det skal ske og hvordan. Følg appen og få her støtte og daglige pushbeskeder samt motiverende film med en psykolog. På den måde bliver man stille og roligt hjulpet til at trappe ned og til sidst trappe helt ud.

– Er man usikker på, hvordan og hvor hurtigt man skal trappe ud, kan man få hjælp på apoteket. For det er individuelt og afhænger af, hvilke nikotinprodukter man anvender, og om man bruger mere end én slags, siger Helle Jacobsgaard.

Salget af nikotinprodukter er stigende herhjemme. Alene de sidste fem år er salget steget med 23 procent. Det kan både være et godt tegn på, at flere bruger nikotinprodukter som støtte til at kvitte rygning – og det kan være et tegn på, nogle har svært ved at trappe ud af nikotinprodukterne.

Om E-kvit

  • E-kvit er et program til alle, der ønsker at blive nikotinfri, røgfri eller blot vil vide mere om egen rygning. Du finder appen i både App Store og på Google Play og som hjemmeside på www.ekvit.dk. Apoteket kan hjælpe med en nedtrapningsplan for de nikotinprodukter, du bruger
  • Modulet i e-kvit til nikotinafvænning kan også bruges som hjælp til at kvitte snus, nikotinposer og tilsvarende produkter
  • Danmarks Apotekerforening, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Københavns Kommune står bag e-kvit.