Fællessang, fællesskab og forbundethed

Mine forældre har et foto af mig som tre-årig, hvor jeg ligger på sofaen og læser min barndoms sangbog syngende. Jeg forlader også gerne denne verden syngende.

Måske var det endda rim, vers og fællessang, der fik mine forældre til at falde for hinanden. Min mor fortæller i al fald, at min fars rimende sangdagbog på hele 67 strofer a otte verselinjer fra en vandreferie i Italien og Schweiz slog benene væk under hende. Min mor fik en kopi af sangen, kort tid efter at hun havde mødt min far. Hun sang den rub og stub for min mormor, mens de to stod og kogte kartofler i køkkenet en dag, og så var vist både min mor og mormor solgt.

Med andre ord skylder jeg rim, sang og sangskrivning ganske meget. Sangskrivning som udtryksform udgør et dna i min familie gennem flere generationer tilbage og har i hele mit liv været en naturlig måde at bidrage til sociale fælleskaber og anledninger på.

Uanset om vi synger sammen hver for sig, så er vi forbudne. Vi knytter an til en sangskat, en kulturarv, en historie, et sprog og et fællesskab, der udstrækkes i tid og rum.

I min bog, Afledte effekter, identificerer jeg 18 opbyggelige sideeffekter eller ringe i vandet af fællessang. Det vil sige, hvad fællessang som aktivitet kan bibringe mennesker og fællesskaber. Jeg inddeler dem i kognitive, fysiske, psykiske og sociale sideeffekter.

En af de kognitive sideeffekter, jeg finder allermest interessant, handler om samspillet mellem indre tilstand og problemløsning. Fællessang her kan være den lille aktivitet, der skaber et konstruktivt tilstandsskift, smitter med glæde og dermed er med til at afgøre farven af – eller tonen i, om man vil  – hvilke erfaringer, der er tilgængelige for os.

Når det kommer til de fysiske sideeffekter, så er sang også en fysisk handling – ligesom når man dyrker sport. Og hvad angår de psykiske sideeffekter, så er hjernen beskæftiget og holdt i gang, når vi synger. Fokus er i høj grad på ord, melodi og rytme. Det er nærmest meditativt og efterlader næsten ingen plads til dagligdags bekymringer, grublerier og tankemylder.

Man etablerer gennem fællessangen en fælles stemning, samhørighed og gruppetilhørsforhold – en social lim.

Vi ved fra forskning, at synkronisering af menneskers bevægelser fremmer positive følelser i rummet og i samarbejde. Man kan decideret tale om et fælles åndedræt, og dermed kan man betragte fællessangen som et virksomt socialt værktøj til at skabe fællesskabsfølelse.

Det syngende menneske lærer kort og godt, at det ikke altid kan vælge frit fra sin egen skræddersyede playliste eller shuffle mellem yndlingsnumrene i livet. I stedet lærer vi, at vi udgør en lille brik i den store sammenhæng– et vigtigt bidrag til den større helhed. Vi udfordrer dermed den dronninge- eller kongerolle, som digitale algoritmer former os til: Hvor vi altid er altings centrum, i den forstand at det, vi vises fra verden, matcher vores præferencer, ønsker og historik. Individualismen træder i fællesangen i baggrunden til fordel for det fælles samspil.

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhed og trivsel i 2020. i november/december er det sociolog og forfatter, Anette Prehn, der lige nu er aktuel med to nye bøger, Det syngende menneske og Afledte effekter.