Farvel til de sure, gamle mænd

Af: Henrik Lomholt Rasmussen

Foto: Shutterstock

For lidt testosteron dræber sex- og livslysten hos mange mænd i alderen +45-50 år og gør dem negative, trætte og vrisne. Tilskud af testosteron kan være en løsning på, hvad nogle kalder mænds overgangsalder, men mange kan komme langt med mindre alkohol, mere motion og sund kost.

 

Mænds overgangsalder

Potensen er ikke, hvad den har været. Maven tager udsigten, når man kigger nedad. Lysten til at løbe eller blot at gå en tur er forsvundet, og det er svært at komme op fra sofaen. Og hvorfor ikke lige tage en lur på den, for nu har trætheden igen meldt sig?

Den slags plager mange mænd, der har rundet de 50. For en stor del af dem hænger det sammen med et fald i produktionen af det mandlige kønshormon testosteron. Det fører nemlig til gener som rejsningsproblemer, nedsat sexlyst, tab af styrke i musklerne og mere fedt på kroppen. Desuden drænes man for initiativ, energi og livsglæde. Og så kan man hurtigt blive opfattet som et surt, gammelt brokkehoved.

Næsten 30.000 danske mænd over 50 mangler testosteron. Hormonet har betydning for hårvækst, opbygning af knogler i puberteten, dannelsen af sædceller, libido og muskelmassen. Desuden påvirker testosteron ens psyke og adfærd livet igennem – til tider til den negative side, når kønshormonet mangler.

 

Langvarigt forløb

Ifølge et studie fra Rigshospitalet er niveauet af testosteron højst i tyverne, hvorpå det daler med alderen. Højst 1-2 procent om året, hvorfor man ikke lægger mærke til det.

Men set over mange år er der en forskel, og mænd i alderen 60-70 år har ofte kun den halve mængde testosteron af tyveårige.

Man kompenserer for det faldende niveau med alderen, og mange når en fase, hvor de lærer at leve med det. For nogle er faldet så voldsomt, at det i værste fald kan give symptomer i retning af en depression.

Nogle taler om tabet af testosteron som den mandlige overgangsalder eller andropausen som en parallel til den kvindelige menopause. Dog med en væsentlig forskel. Mens kvinders overgang fra et normalt niveau af østrogen til næsten ikke at have noget, sker inden for få måneder, er mænds testosterontab som nævnt en langvarig affære.

 

Forbundet med skam

Uanset hvad man kalder testosteron­manglen, er den – modsat kvinders overgangsalder, som ”alle” taler om – tabu og forbundet med skam. Dertil kommer, at mange mænd sjældent eller aldrig ser en læge, siger gynækolog og leder af Copen­hagen Fertility Center, Svend Lindenberg.

– En mand med testosteronmangel kommer kun til lægen, hvis han bliver slæbt derhen af konen, kæresten eller børnene, når de synes, at han er blevet gammel, slap og vrissen. Han kommer ikke af sig selv. Måske fordi han ikke kan se et problem og ikke kan matche aktivitetsniveauet hos konen, der efter overgangsalderen får østrogentilskud og styrter rundt til alt muligt. Men også fordi den manglende lyst i sengen og tabet af styrke og energi kan ses som et tegn på svaghed. Det har han ikke lyst til at tale om, siger Svend Lindenberg og tilføjer, at begrebet ”mandlig overgangsalder” kan diskuteres:

– Man kan godt sige, at det er noget sludder, fordi mange andre forhold spiller ind.

Disse forhold er både kropslige og psykiske. Ud over for eksempel rejsningsbesvær og mindre lyst til sex når mænd i alderen over 45-50 år et nyt stadie i tilværelsen. Børnene flytter hjemmefra, dynamikken og rollerne som partner og individ ændres, yngre kræfter skaber konkurrence på jobbet, og eksistentielle spørgsmål trænger sig på. Hvem er man? Har man nået det, man ville, i livet?

“Mange standardmænd sidder for meget på arbejdet og derhjemme foran fjernsynet eller computeren og tager bilen i stedet for cyklen. De mister muskelkraft, er trætte og kan ikke længere være med i fodboldklubben eller andre fællesskaber. Glæden forsvinder, de er ikke længere hverken skarpe eller morsomme på jobbet, og ingen gider tale med dem. Det er lige til at få en depression af,” siger Svend Lindenberg.

 

Risiko for Alzheimers

Sådanne faktorer er med til at under­strege vigtigheden af at få tjekket, om ­testosteronniveauet er for lavt.

– Man mangler et hormon, lige som hvis man er diabetiker. Og lige som ubehandlet sukkersyge kan give alvorlige ­følger, kan manglende behandling af for lidt testosteron få konsekvenser, påpeger Svend Lindenberg.

Ud over de førnævnte følger er der øget risiko for knogleskørhed, Parkinsons, Alzheimers og andre hjernesygdomme. Men den gode historie handler om, at faren for disse lidelser kan forebygges. Eller behandles, hvis en lav mængde testosteron opdages i en forholdsvis sen alder.

En mulighed er at give tilskud af testosteron, men en ændring i livsstilen kan også have en positiv effekt.

– Langt hen ad vejen kan man kompensere for et fald i testosteron ved at drikke mindre alkohol, eller helt lade være, kvitte smøgerne, spise sundt og dyrke motion. Og vi ved, at der er en sammenhæng mellem overvægt og lavt testosteronniveau. Derfor kan kraftige mænd rette op på sagen ved at motionere og lægge kosten om for at tabe sig, forklarer Svend Lindenberg.

 

Ikke for sjov

Som en sideeffekt af sit arbejde på Copenhagen Fertility Center har han i over 20 år undersøgt mænds testosteronniveau. Omkring halvdelen får beskeden ”Du har brug for behandling”. Mens nogle kan komme langt med at lægge livsstilen om, har andre brug for en behandling med receptpligtigt testosteron som følge af en stærkt nedsat produktion af hormonet. Sådan en behandling er ikke en nem omgang, understreger Svend Lindenberg.

– En enkelt blodprøve er ikke nok. Der skal tages flere over tid, før man kan træffe en sikker afgørelse. Og når man så er i gang med en testosteronbehandling, kan man ikke bare fortsætte med det samme tilskud, fordi behovet for hormonet ændres pågrund af forandringer i kroppen. Derfor er det nødvendigt med jævnlige kontroller. Desuden får mange andre slags medicin, som gør behandlingen indviklet på grund af risikoen for følgerne af testosteronets ”møde” med andre typer medicin, forklarer Svend Lindenberg.

Behandling med normale doser af testosteron har som regel ingen bivirkninger, men en overdosering eller et overforbrug kan ophobe salt og væske i kroppen og forhøje blodprocenten. Det kan give risiko for at overbelaste hjertet hos ældre – og dem, som i jagten på en bodybuilderkrop indtager testosterontilskud i alt for store mængder.

– Testosteron er ikke noget, man bare tager for sjov eller for at få større muskler. Man ødelægger sig selv med et overforbrug, advarer Svend Lindenberg.

På plussiden melder han om en stigende tendens til åbenhed om et lavt testosteronniveau:

– Det er meget positivt. Et normalt testosteronniveau øger livskvaliteten for den enkelte og produktiviteten, hvilket gavner samfundet.

 

Fakta om testosteron

Derfor er testosteron vigtigt

Testosteron

• er et hormon, der har en unik virkning på den mandlige krop

• produceres i testiklerne og binyrerne

• hjælper med til at opbygge protein og har stor betydning for en normal seksuel adfærd og erektion

• påvirker blandt andet også produktion af blodceller i knoglemarven, knogledannelse, fedt- og kulhydratstofskifte, leverfunktion og prostatakirtlens vækst.

Kilde: netdoktor.dk

 

Symptomer på testosteronmangel

Voksne mænds produktion af ­testosteron falder årligt 1-2 ­procent. En faldende mængde ­testosteron påvirker mærkbart de organer, der reagerer på testosteron. Testosteronniveauet hos raske mænd varierer meget, så ikke alle vil mærke de samme ændringer i samme udstrækning. Typiske reaktioner på et lavt testosteronniveau er:

• Nedsat seksuel lyst, rejsningsproblemer, problemer med at få orgasme

• Følelsesmæssige, psykologiske og adfærdsmæssige ændringer

• Nedsat muskelmasse og tab af muskelstyrke

Overvægt – mere kropsfedt
på den øvre og centrale del af kroppen

• Hårtab og mindre behov for
barbering

• Mindre energi, vitalitet og
friskhedsfølelse, mere træthed

• Svedeture

• Overvægt

• Depression

• Knogleskørhed

• Let anæmi.

Kilde: netdoktor.dk og
sundhed.dk