Sandaler og klipklapper er efterladt foran indgangen til den lille yogasal. Kulørte yogamåtter, friske orkideer, levende lys og en koncentreret stilhed, der kun bliver afbrudt af dybe åndedrag og spredte lyde fra områdets fugle, gekkoer og cikader.
Vi er på den thailandske ø Koh Chang. Her på et afsidesliggende retrætested, tæt på jungle og mangrove, er en gruppe danske turister samlet til mindful yoga og guidet meditation. En af dem er 27-årige Nikolaj Svendsen fra Odense.
– Jeg har en hverdag, hvor det går stærkt, og hvor jeg hele tiden bliver bombarderet med indtryk. I mit arbejdsliv med autistiske børn er der ikke tid til at overveje så meget. Der handler jeg bare og når ikke at bearbejde noget undervejs. Om aftenen føler jeg tit, at dagen er gået ud i ét. Jeg synes, at vi lever i en hektisk tid, og ferien kan lynhurtigt få samme karakter: Man skal hele tiden nå noget. Jeg har et behov for at stoppe op i min ferie, og her på Koh Chang tager jeg en dag ad gangen og har fokus på ro og nærvær, siger Nikolaj Svendsen.
Nikolaj Svendsen arbejder som pædagog på en specialskole for autistiske børn og har tidligere været på både storbyferie, rundrejser, skiferie og charterferie. I forbindelse med et højskoleophold for nogle år siden blev han for alvor interesseret i mindfulness, afspænding og yoga.
– Det var helt tilfældigt, at jeg valgte et hovedfag med fokus på krop og bevidsthed. Det kan godt lyde lidt langhåret, det med mindfulness og yoga, men det kunne noget, som jeg gerne ville undersøge. Og det ramte mig 100 pct. Efter højskoleopholdet har jeg deltaget i forskellige mindfulness-forløb, og nu prøver jeg for første gang en hel ferie med det indhold. Andre får det godt af at løbe 20 kilometer – jeg får det godt af at lægge min telefon væk, meditere og være til stede i nuet.
Hver morgen klokken otte er der en times mindful yoga og meditation i yogasalen, som ligger lidt tilbagetrukket på retrætestedet ”The Spa”. Salen er holdt i mørkt træ med to delvist åbne sider, en stor svalende vifte i loftet, udsigt til let vuggende vand langs den ene side og farvestrålende blomster og grøn frodighed, hvor end øjet søger hen.
Mindfulness- og yogainstruktør Mayaya Louise Schubert er på sin fjerde tur for det danske rejsebureau, ”Tid til ro,” som har specialiseret sig i mindfulness- og yogarejser. Hun oplever en stor interesse for de daglige sessioner.
– Der er et rigtig godt fremmøde hver morgen, hvor næsten alle er med. Jeg oplever en stor nysgerrighed og mange spørgsmål, både de generelle og de mere personlige. Gruppen af gæster består af helt almindelige mennesker, som bare gerne vil prøve mindfulness af, andre som er på vej ud af et længere stressforløb og andre igen, som står over for større skift i livet og har brug for et pusterum. De mænd, som er her med deres koner, siger ofte, at det her er en helt anden verden end den, de normalt bevæger sig i. Men de er åbne for noget nyt, og det er fedt at mærke, siger Mayaya Louise Schubert.
Morgensessionerne indeholder blandt andet kropsscanning, åndedrætsmeditation, gående meditation og forskellige afspændingsøvelser. På programmet er også mindful yoga, som er en blid yogaform, der skaber god kontakt til krop og åndedræt. Ud over de daglige morgensessioner holder Mayaya Louise Schubert undervejs i ferien flere oplæg om mindfulness, meditation og stresshåndtering.
På feriens første aften opfordres alle gæster til at efterlade ur og mobiltelefon på værelset og bare være til stede, søge ro og lægge mærke til områdets lyde og dufte. Helt i tråd med de daglige gode råd, som er med på den oversigt, der udleveres hver aften. Dagens tip kan for eksempel være, at man ikke skal føle sig forpligtet til at deltage i aktiviteter, men mærke efter i krop og sind og derefter vælge, hvad man har brug for. Det kunne måske være at gå i stilhed og lade sanserne være åbne.
Blandt opholdets aktiviteter er rolige vandreture, en tur ind i mangroven og forskellige ture til afsidesliggende strande, hvor der er få turister.
Den ferieform appellerer til Jane Thierry, som for anden gang rejser med ”Tid til ro.” Hun er 60 år, folkeskolelærer og bor i Horsens med sin mand, som også er med på retræteopholdet.
– Lige nu har jeg brug for et startskud til at få gang i nogle gode hverdagsvaner. Jeg prøver at finde stunder i løbet af min dag, hvor jeg kan finde ind i mig selv, og i gode perioder dyrker jeg meditation på daglig basis. Men efter et voldsomt fald, hvor jeg brækkede begge arme og fik en hjernerystelse, så trænger jeg til et ekstra skub for at komme i gang igen. Derfor er de daglige morgenmeditationer gode for mig: Det handler om at få åndedrættet ned, og det er et vigtigt redskab i den smertehåndtering, som jeg stadig arbejder med, siger Jane Thierry.
Overalt på retrætestedet er der små hyggekroge med en liggestol eller to, et par hængekøjer eller en bænk, hvor man kan slå sig ned, nyde udsigten, læse i en bog eller bare sidde uden at blive forstyrret.
Den slags små mentale åndehuller prøver Nikolaj Svendsen at implementere i sin hverdag i Odense; en cykeltur uden at have musik i ørerne, en lille mindful øvelse om morgenen og et bad om aftenen, hvor han gennemgår sin dag i tankerne og siger højt til sig selv, hvad der er lykkedes, og hvad der har gjort ham glad i løbet af dagen.
– Jeg prøver at tage de samme principper med på ferie og så oveni lære noget nyt og tilføre mere. Jeg genkender ting fra de forskellige oplæg, men for mig er gentagelse godt. Så kan jeg bygge videre på noget velkendt. Jeg vil gerne gå videre og udforske mig selv – jeg bygger hele tiden på fra forskellige vinkler. For mig er det ikke personlig udvikling som sådan, og jeg har ikke et bestemt mål for øje. Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide det og er åben over for de ting, der sker. For mig er det vigtigt, at det giver mig en ro indeni, og jeg føler mig afklaret, løftet og mere frisk i hovedet efter en meditation, siger Nikolaj Svendsen.
Han har tidligere spillet håndbold og været håndboldtræner, men er nu på udkig efter mere mindfulness og meditation og overvejer i øjeblikket et sted i Odense, som tilbyder daglige morgenmeditationer.
– Det tager lang tid at bryde dårlige vaner og bygge nogle nye gode vaner op, men en ferie som den her er med til, at jeg holder fokus og får nye redskaber med hjem, siger Nikolaj Svendsen.
Retræteophold myldrer fremDer findes et utal af retræteophold, både i Danmark og i udlandet. Du kan tage på retræte på et kloster i Sønderjylland, ved Vesterhavet eller på Bali, i Andalusien eller på Kreta. Retrætetanken blev skabt af Church of England i 1856. I USA og England kaldes de retreats, i Tyskland ”Haus der Stille”. Retræteophold kan være baseret på total stilhed eller med elementer af stilhed, kombineret med meditation og oplæg. |
Vidste du det?Ordet ferie kommer af det latinske feriae, som oprindeligt er en betegnelse for helligdage, hvor der ikke blev arbejdet og siden generelt for en række sammenhængende fridage, hvor der rekreeres og for eksempel ikke gives undervisning eller afholdes retsmøder. I den sidstnævnte betydning vandt begrebet først indpas i slutningen af 1800-tallet, hvor industrialiseringen betød, at tilværelsen blev inddelt i arbejde og fritid. |
Retten til ferieDen første ferielov blev vedtaget i 1938. Den gav alle lønmodtagere ret til to ugers ferie. Siden er antallet af ferieuger steget støt, og i dag har alle danskere ret til fem ugers ferie. Mange har aftalt sig til mere, primært til den såkaldte sjette ferieuge, som er gennemført via overenskomsterne med virkning fra den 1. januar 2001.
Kilde: Den Store Danske, Gyldendal |