Før var jeg pakket i kontrol, nu ser jeg magi alle vegne

Af: Kristine Buske

Foto: Lars H. Laursen

Danser Mie Moltke tror på at leve sit liv efter mavefornemmelse og intuition. Men det kræver mod at nå derind, hvor man kan mærke sig selv. Det har hun selv lært gennem et langt udviklingseventyr med alternativ behandling, bevægelse og det spirituelle univers som redskaber. I dag hjælper hun andre med at skrælle facaden af og komme ind til kernen

Et stort smil først. Det er sådan, man bliver mødt af Mie Moltke. Og ikke med et påtaget et af slagsen, som mange har fået malet på sig. Det er som om roen og glæden stråler indefra. Men sådan har Mie ikke altid oplevet det selv.

Som tidligere professionel danser har præstation, ambition og en mentalitet om, at man altid kan gøre det bedre, været en fast del af hverdagen. Så meget, at hun endda tog det med ind i sit privatliv. Det var som om, hun ikke selv vidste, hvad hun ville og havde lyst til. Hun gjorde bare alt det, hun burde og skulle. Men midt i alt det, kunne hun ikke finde sig selv.

– Min udvikling startede inden, jeg selv var klar over det. Jeg skabte et dansestudie for kvinder, hvor jeg brugte min egen erfaring med bevægelse og kunne se, hvad det gjorde ved folk, når de brugte kroppen, fortæller hun.

Et kvindeligt flow

I sin egen personlige udvikling har Mie ud over dans også brugt kropsterapi hos sin behandler Robert, som hun mødte under sin deltagelse i Vild med Dans. Gennem ham har hun fået redskaber til at lytte til sin krop og give slip.

– Vi lavede blandt andet en øvelse, hvor jeg skulle skubbe til Robert for at komme ud med mine følelser. Og en anden, hvor jeg skulle sidde op af ham og stole på, at han havde mig. Det var enormt grænseoverskridende, men det var nødvendigt for mig for at komme væk fra kontrollen, fortæller hun.

Sideløbende med kropsterapien, udviklede Mie også sine selvudviklingskurser i sit studie SOULHOUSE. I 2011 startede hun Feminineflow konceptet, hvor hun guider kvinder gennem kurser, workshops og restreats. Hun opdagede, at hun kunne bruge læringen med sin egen selvudvikling i sin undervisning, og omvendt at hun nogle gange oplevede nogle reaktioner hos kvinderne, som hun selv kunne bruge.

– Det er blevet tydeligt for mig, at man nogle gange tror, man er et andet sted i hovedet, men kroppen lyver ikke, og den viser netop, hvordan vi har det

– Selvom du siger, du har det godt, kan kroppen godt være anspændt, og det betyder, at der er noget, som ikke er, som det skal være, forklarer hun.

Et samfund fyldt med indtryk

Mie har fundet ud af, at der er meget mere i hende end den ambitiøse og pligtopfyldende danser. Hun har også en spirituel side, hvor hun sanser alt omkring hende. Hun er inspireret af den shamantiske vej, som handler om, at man gennem spirituelle ritualer og i kontakt med naturen og kroppen kan få et bedre liv – redskaber, hun også bruger på sine kurser og retreats.

En anden side hun har opdaget i sig selv, er angst. Efter hun har skrællet kontrollen af, er det som om, hendes krop har fået plads til at fortælle, når noget ikke er, som det skal være. Så når hun overskrider sine egne grænser eller kommer ud af sin comfortzone, reagerer kroppen med hjertebanken, vejrtrækningen stopper, og hun får ondt forskellige steder i kroppen. Det kan ske i supermarkedet, når hun holder kurser eller bare, når hun sidder med sin telefon i hånden.

– De sociale medier fodrer os hele tiden med ting, vi skal gøre og leve op til, og jeg kan mærke, at det ikke er godt for mig. Så når min krop reagerer, lægger jeg telefonen fra mig, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg tror, der er mange, der har svært ved at slippe tendensen til stress i et samfund fyldt med indtryk. Og hvor fokus ofte er på kost og motion, så mener jeg, at sundhed handler om at tage vare på sig selv. Her er den spirituelle verden en god modpol.

Træning drevet af lyst

Det er tydeligt, at Mie selv har lært at navigere i disciplinen at slippe kontrol. Men der er et område, hvor hun stadig går lidt på æggeskaller. Styrketræning. Det har for hende altid være en træningsform, hvor det handlede om at blive slankere og stærkere. Så de seneste år har hun lagt det på hylden. Men nu føler hun sig endelig klar til at begynde på kost og styrketræning igen.

– Jeg har nok været bange for, hvad der vil ske, hvis jeg giver slip. Det handler om, at styrketræningen ikke skal være en flugt, men i stedet være noget, der er drevet af lyst, ligesom alt andet jeg gør, forklarer Mie.

Opgør med fikserkulturen

På Mies hjemmeside står ordene ”Du skal ikke fikses, for du er ikke i stykker. Du skal have plads og støtte”. Hun mener nemlig, at vi er skabt, præcis, som vi skal være.

– Vi lever i en fiksekultur, hvor vi handler ud fra, hvad vi tror, omverdenen ønsker af os.

Det er først, når vi får skrællet den facade af, at vi kan være os selv

– Og så bliver der plads til både de gode og svære følelser, som vi alle sammen rummer, og som er vigtige for, at vi kan være den ægte og ærlige version af os selv.

Og det er især de gode følelser, Mie selv er nået ind til, som er forklaringen på det umiddelbare smil, som ikke er klistret på, men er blevet en del af hende.

– Jeg har fundet den sande Mie, siger hun.

Maven viser vej

I dag lever Mie sit liv ud fra sin intuition. Hun træffer ikke en beslutning, før hun selv kan mærke, hvad hun skal gøre. Det er ikke lange planer og to-do-lister, der styrer, men mavefornemmelsen, der planlægger hendes vej.

– Lige nu kan jeg mærke, at jeg er i en sårbar periode, og det betyder, at jeg ikke skal tage for mange ting på mig. Jeg skal give mig selv plads, fortæller hun.

Det er tydeligt, at hendes arbejde med kvinders selvudvikling udspringer af, at hun gerne vil give flere glæden af at finde sig selv.

– Før var jeg pakket i kontrol, nu ser jeg magi alle vegne.

Kort om Mie Moltke

• 41 år
• Elitedanser og kendt fra Vild med dans, hvor hun har deltaget i 15 sæsoner
• Hun har dansestudiet, SOULHOUSE, i København og afholder desuden workshops, online kurser,     retreats og events med fokus på personlig udvikling gennem dans, bevægelse og meditation
• Privat har hun sønnen Mio sammen med sin eksmand, skuespiller Lai Yde.