4 år efter kræft: Først nu tør jeg tro på, at jeg er rask

Et stigende antal mennesker med kræftdiagnoser, der tidligere var dødelige, overlever sygdommen og lever som kræftraske. Men det kan være svært for mange kræftraske og omgivelserne at forstå hinanden, når glæden ved at være kræftrask udebliver.

For knap fire år siden fik 56-årige Jette Lyngholm efter en scanning besked om, at endetarmskræften var væk. Forud var gået tre år med et benhårdt behandlingsforløb med kemo- og stråle-kure og et utal af andre behandlinger og operative indgreb. Men Jette kunne ikke få armene op over hovedet, da hun blev erklæret kræftrask. Derimod blev hun overmandet af en indre tomhed og tvivl, om det nu kunne være rigtigt.

– Min datter var med mig på sygehuset til scanningen, og jeg kan huske, at hun sagde til mig – mor, det er da fantastisk. Er du ikke bare glad? Og jeg svarede nej, fordi jeg ikke rigtig kunne tro på det. Jeg var jo så vant til dårlige beskeder, siger Jette, der i 2010 fik konstateret endetarmskræft i stadie 4 med spredning til lever og lunger.

– Det eneste lægerne kunne tilbyde mig, var en livsforlængende kemokur, fortæller Jette, som responderede så godt på kuren, at kræften skrumpede ind. Derefter fulgte så en lang række behandlinger, som fik sin afslutning i 2014, da Jette fik at vide at kræften var væk. Men vi skal frem til sommeren 2015, før Jette virkelig troede på, at hun var kræftrask og kunne give sig selv lov til at være glad.

– Når du er i behandling for kræft, så er du mandsopdækket hele tiden, og du får masser af opmærksomhed. Samtidig er det benhårdt at være i behandling for kræft. Du skal sætte alle dine kræfter ind, og dit fokus er hele tiden på, om du nu bliver rask. Når det så sker, og alle naturligvis tror, at du må være jublende glad, så er det ret almindeligt, at glæden bliver overmandet af en tomhedsfølelse og usikkerhed, men også en skamfølelse over ikke at kunne være glad,  fortæller Jette, der selv kom videre ved at arbejde med sine tanker og lade være med at bekymre sig om noget, hun alligevel ikke kunne gøre noget ved. En proces, som hun allerede begyndte på tidligt i sin behandling.

Det skete, efter at hun i begyndelsen af sit kræftforløb blev overmandet af angst, når hun skulle sove – hun troede simpelthen, at hun ville dø under søvnen og aldrig vågne op igen. Jette fik blandt andet hjælp fra en psykoterapeut og ikke mindst hos ICAK, InformationsCenter for Alternativ Kræftbehandling i Aarhus, som hun kalder en unik brobygning mellem det traditionelle sundhedsvæsen og den mere alternative tilgang.

– Jeg har gjort brug af alternativ behandling også som kræftrask, fordi jeg mener, at det ikke er et spørgsmål om enten eller. Det handler om at kombinere det bedste fra de to sider, siger Jette, der under sin kræftbehandling også tog den beslutning, at hun ville kvitte sit job som projektchef hos Vestjysk Bank. Hun var ellers glad for jobbet, men hun opdagede, at det ville give stor mening for hende at hjælpe og rådgive andre, der er i samme situation, som hun selv var i. I dag er hun frivillig rådgiver – navigator – hos Kræftens Bekæmpelse og formand for gruppen for endetarmskræft i organisationen. Hun nyder at hjælpe både kræftramte og kræftraske, selvom hun ikke kan give en konkret opskrift.

– Den må man til syvende og sidst selv finde – og det er hårdt arbejde, men det kan lade sig gøre. Det er jeg selv et eksempel på, og derfor giver det virkelig stor mening for mig at kunne dele min historie med andre, der er i en svær situation, siger Jette.