5 spørgsmål til immunforsvaret

Mange vil gerne slippe for sommerforkølelser og vinterens influenza, og så ville det jo være rart med et godt og stærkt immunforsvar. Men kan man styrke sit immunforsvar? Vi har spurgt Niels Tvede, overlæge i reumatologi.

Kan man styrke sit immunforsvar?

– Det er ikke noget, man kan svare veldokumenteret på, både fordi det er multifaktorielt og afhængig af vores gener. Inden for vores område, hvor vi dæmper immunforsvaret medicinsk, er der øget risiko for infektioner. For at forebygge dette tilråder vi et liv med en sund varieret kost, tilstrækkeligt med søvn og uden stress. Altså, at man lever lidt kedeligt, som jeg plejer at sige det. Men der er aldrig nogen, der har kunnet påvise en fantastisk stor betydning af hverken det ene eller det andet, og der er ikke meget litteratur på området generelt.

Hvad betyder motion for vores immunsystem?  

– Det har en lidt sjov effekt at motionere. Let motion som Sundhedsstyrelsen anbefaler det, påvirker vores celler positivt i laboratoriemodeller med stimulerende effekt uden efterfølgende hæmmende effekt, og det kan være godt for immunsystemet. Løber man derimod et maraton, cykler meget langt eller dyrker anden rigtig hård motion, så er effekten på immunsystemets celler en hæmning efter endt fysisk aktivitet, og det kan betyde en periode med et mindre effektivt immunforsvar. Det hænger formentlig sammen med de hormoner, der bliver udskilt i forbindelse med fysiske aktiviteter. Det er hormoner som kortisol (binyrebarkhormon) og adrenalin, der bliver udskilt i større mængder under anstrengende motion, og det kan være det, der giver et fald, når man måler to timer efter aktiviteten, hvor man altså er mere sårbar. Det fald ses ikke ved let motion.  

Betyder vitaminer, mineraler og sunde fedtstoffer noget for immunsystemet?

– Det hænger sammen med rådet om, at vi skal spise varieret, så man får de nødvendige næringsstoffer, men der er ikke nogen, der har kunnet dokumentere en stor effekt ved hverken det ene eller det andet. Man tilråder dog, at folk med autoimmune sygdomme og varigt nedsat immunforsvar, spiser en multivitamin dagligt, men det er faktisk ikke noget, der er veldokumenteret.

Betyder det noget for immunsystemet, om man slår feber ned, når man ligger med influenza?

– Feber kan medvirke til at bekæmpe infektioner, men feber påvirker også immunforsvarets celler negativt, så det bliver ikke et entydigt svar. Paracetamol (eksempelvis Panodil, Pamol og Pinex, red.) betyder generelt ikke noget, men giver man NSAID- præparater (eksempelvis Brufen og Magnyler) til eksempelvis maratonløbere før deres løb, får de ikke det fald i immunforsvaret, som man ellers ser, så måske har det en gavnlig effekt på immunsystemet. (Man bør dog ikke bruge hverken paracetamol eller NSAID i forbindelse med sportspræstationer, da det øger andre sundhedsricisi, red.) 

Hvad synes du, alt for få ved om immunsystemet?

– At det er arveligt og dermed genetisk betinget. Vi ved, at der nogle, der har et dårligere immunforsvar fra naturens side. Disse immundefekter har større betydning end tidligere antaget. Betydningen er dog fortsat ikke fuldt belyst. Formentlig har det større betydning for immunsystemets funktion end den enkeltes livsførelse. Det handler mere om at undgå at genere immunsystemet end at stimulere det.

Læs også: 
Sådan virker immunsystemet
Sådan passer du syge børn
Sov dig sund