Vi børster ikke så godt, som vi tror

Tandplejen i Danmark er langt foran andre lande. Men mange af os er ikke så gode til at børste tænder, som vi tror. Og en stor gruppe svigter også tandlægen.

Næste gang, du ærgrer dig over en indkaldelse fra tandlægen, så tænk lige over, at du er en del af en eksklusiv gruppe. Kun omkring fem procent af verdens befolkning har et tandpleje-tilbud som det danske.

I det lys synes det paradoksalt, at mange af os – undersøgelser tyder på mellem 15 og 20 procent – sløser med både tandbørstningen og tandlægebesøgene. Nogle af de største syndere er unge, især de unge mænd, fortæller formand for Tandlægeforeningen Freddie Sloth-Lisbjerg.

– Når de fylder 18 år og forlader børne- og ungdomstandplejen, holder en større gruppe unge mænd op med at gå til tandlæge. For nogle går det ok, men for andre går det galt, og når vi ser dem igen, kan de have fået alvorlige skader, så vi for eksempel må lave en rodbehandling eller trække tanden ud, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Tandbørstning skal læres som barn

De, der ikke har lært det ordentligt, bliver ved med at være dårlige til at børste tænder. Tandpleje handler om vaner, så det bedste er, når man vænner sig til god mundhygiejne og jævnlige tandlægekonsultationer allerede som barn.

– Vi har i længere tid talt om at lave en bedre overgang fra børne- og ungdomstandplejen til voksentandplejen. På dette område ligger en af vores største udfordringer.