Huden: Rød er tegn på fare

Når dagene bliver længere, og solen får så meget magt, at vi kan mærke varme på huden, begynder kampagner at advare os mod den længe ventede sol – ”gå ind i skyggen” og ”husk solcremen”. Men hvor meget skal vi egentligt passe på?

Hvert år er der 14.000 til 15.000 mennesker, der får konstateret hud- eller modermærkekræft, og det er i høj grad solen, der er skyld i udviklingen af disse sygdomme. Så der er ingen tvivl om, at vi skal passe på solen. Men den er jo også dejlig og livsbekræftende. Og vi skal jo også passe på i trafikken, men det betyder jo ikke, at vi skal blive helt væk fra veje og byer.

– Det er den røde farve, man skal være opmærksom på. Når huden bliver rød, er det et tegn på, at den har taget skade, og så stiger risikoen for udvikling af kræft, siger Anja Olsen, seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, som til gengæld ikke ser noget problem i, at man nyder solen, så længe man ikke bliver forbrændt af den.

Solen er skarpest i timerne midt på dagen mellem klokken 12 og 15, så da er det altid en god idé at bruge solcreme, mens mange ikke behøver at smøre sig ind i beskyttelse, hvis de først kommer ud sidst på eftermiddagen efter en dag på arbejde. Det er individuelt, hvor meget sol man kan tåle, men mange har nok en fornemmelse af, hvor meget de kan tåle, uden huden bliver rød.

Solen giver livsvigtig D-vitamin

Når vi ikke skal blive inde bag nedrullede gardiner hele sommeren, er det ikke mindst fordi, solen er en effektiv kilde til D-vitamin. Men det tager ikke ret lang tid at danne den mængde D-vitamin, kroppen har brug for:

– Hvis man går ud en sommerdag, mens solen står højt på himlen, så tager det omkring fem minutter at få den sol, der skal til, siger Anja Olsen, som dog gør opmærksom på, at der formentligt er meget store individuelle forskelle.

– Der blev lavet en undersøgelse af surfere på Hawaii, og selv om de brugte mange timer i solen hver dag, var der faktisk omkring ti procent, der manglede D-vitamin ifølge de niveauer, vi forventer, man har brug for. Men måske har vi ikke alle samme behov, gætter Anja Olsen.

Det bygger hun blandt andet på, at kroppen laver en vis mængde D-vitamin hver dag, og så stopper den – uanset om man bliver i solen i flere timer.

– Kroppen har et meget fint reguleret feedback-system, og når den har lavet en vis mængde D-vitamin, så stopper produktionen. Den regulering sker også, når vi spiser kost med D-vitamin, men her er systemet slet ikke lige så fint reguleret. D-vitamin er toksisk (giftigt, red.) i store mængder, så det giver god mening, at kroppen selv kan regulere, hvor meget D-vitamin den producerer. Jeg tror, at vi er designet til at få vores D-vitamin primært gennem solen, siger Anja Olsen.

Mangler viden om D-vitaminmangel

I de senere år har der været skrevet meget om D-vitaminmangel i forbindelse med forskellige sygdomme, og der er heller ingen tvivl om, at D-vitamin har en vigtig og uerstattelig funktion i kroppen. Men ifølge Anja Olsen er det endnu dårligt belyst, præcis hvordan niveauet af D-vitamin hænger sammen med forskellige sygdomme.

– Det er ikke lavet screeninger af befolkningen generelt. Det betyder, at de data, vi arbejder ud fra i forbindelse med forskellige sygdomme, bygger på data fra andre, der er syge eller mistrives. Det rejser spørgsmålet, om det er D-vitamin, der er udslagsgivende, eller om den er en markør for en livsstil, der giver sygdom med uhensigtsmæssige vaner i forhold til kost, motion og socialt liv, siger Anja Olsen, der selv er en anelse skeptisk.

Hun bliver ikke overrasket, hvis det viser sig, at D-vitaminniveauet viser sig at være mere individuelt end hidtil antaget.