Sundere fødder livet igennem

I foråret viste Chris MacDonald i tv-serien U-Turn, hvor meget det kan gøre for sundheden at gå. Men for flere og flere er det et problem. Deres fødder er simpelthen for usunde.

Smerter i fødder, ben og knæ er et stigende problem i den vestlige verden. Fødderne er kroppens fundament, og de kræver opmærksomhed og pleje, hvis de skal fungere optimalt hele livet. Der er mange årsager til, at flere og flere får problemer med smerter og ømme fødder. Overvægt og udtrådt fodtøj er nogle af årsagerne, men også ensartet bevægelsesmønster og monotont underlag kan være kilde til gener. I byerne, hvor vi går på beton og asfalt hele dagen, kan det hårde monotone underlag virke stressende på fødderne, hvis vi ikke har det rigtige fodtøj på. Når foden bliver overbelastet og fodskellettet stresset, kan der opstå skader i sener og muskler. Nedsunken forfod, hælspore, knyster og hammertå er nogle af de hyppigst forekommende fodlidelser i dag.

Foden er en kompleks struktur, som har stor betydning for resten af kroppens bevægelsesapparat. Foden består af 26 knogler, som holdes på plads af ledbånd og muskler. Fodskellettet kan inddeles i tre dele; forfod, mellemfod og bagfod.

De fleste problemer opstår i forfoden

Forfoden består af 5 tæer, som er forbundet med led. Der er i alt 14 tåknogler, hvoraf storetåen består af to knogler, imens de små tæer består af tre knogler hver. Det er ofte i forfoden, at fodproblemerne opstår. En af de udbredte lidelser er digitus malleus, i daglig tale kaldet hammertå. Den hyppigste årsag, til at hammertådannelse opstår, er, at man går i for små eller udtrådte sko, hvor det bliver fødderne, der skal tilpasse sig skoene og ikke omvendt. Når man lider af hammertæer, kan tæerne ikke længere strække sig ud, men er altid krummet. Sker det over en årrække, vil nervemusklen opfatte det som en permanent tilstand, og hammertåen kan give smerter og tryk i forfoden. I denne sammenhæng kan også pes planus tranversus, forfodsplathed, opstå. Denne lidelse opstår ofte, fordi hammertåstillingen gør, at mellemfoden ikke længere er understøttet af den normale fedt-trædepude. Det kan føles som om, man går på knoglerne og give mange smerter. Nedsunken forfod er også en lidelse, som kan opstå på grund af forkert fodtøj. Lidelsen hallux valgus, skæv storetå, er også hyppigt forekommende, særligt hos kvinder og kun i kulturer, hvor man går med sko. Ligesom ved udviklingen af hammertæer, så er det ofte for småt og forkert fodtøj, der er årsagen. En skæv storetå udvikler sig gradvist over tid, og de fleste kender den som en knyst, der kan opstå ved storetåens grundled. Det kan både være smertefuldt og til stor ubehag i fodtøjet.

Hælen kan give smerter

Mellemfoden består af 5 knogler, som er forbundet med både forfod og bagfod. De 5 knogler udgør fodbuen, som holdes ved en stram bindehinde, der går fra undersiden af hælbenet og ud under fodbuen.

Bagfoden eller fodroden, som den også kaldes, består af 7 store knogler, som forbinder anklen med mellemfoden. Bagfoden er den mest belastede del af foden, og en typisk lidelse i bagfoden er hælspore (fascitis plantaris). Tilstanden skyldes, at trædepuden under hælen bliver ødelagt. Trædepuden er opbygget af små fedtfyldte celler, som kan blive ødelagt og ”flade ud”, hvilket ødelægger stødabsorberingen og giver smerter. Folk, der til daglig står, går og løber meget, vil ved overbelastning mærke smerter ved forreste del af hælens trædepude. Smerterne kommer ofte om morgen, når man træder ud af sengen og belaster foden. Det hårde underlag, vi i byerne bevæger os på, i samspil med de monotone bevægelsesmønstre kan også have indflydelse på udviklingen af hælspore.

Gode råd fra skomageren

Skomagermester Arne Zacho, som til daglig arbejder med ortopædisk fodtøj i Bandagist-Centret i Aarhus, udvikler fodtøj til fødder med særlige behov. Hans bedste råd er: 

– Man skal lære at lytte til sine fødder, for der er mange ting, du selv kan gøre, for at forebygge smerter eller fodproblemer. I dag findes der et stort sortiment af fodtøj, hvor der fra fabrikantens side er lavet plads til individuelle indlæg, som kan forebygge skader og smerter i fodskellettet. Og ellers er det utrolig vigtigt, at man træner sine fødder aktivt livet igennem. At gå barfodet i forskelligartet terræn eller at lave øvelser med fødderne holder muskulaturen i gang og fødderne sunde livet igennem. Som skomagermester ser jeg oftest patienterne, når skaden er indtruffet.  Jeg opfordrer altid patienterne til at droppe de masseproducerede gummisko i dårlige materialer og i stedet lære at lytte til sine fødder. Det er vigtigt for fodens velvære, at skoen fikserer foden, at den har den rigtige pasform, og at den er lavet i et godt og åndbart materiale. Jeg opfordrer altid patienterne til at prioritere funktionalitet over æstetik.

5 veje til sunde fødder:

  1. Gå barfodet – gerne i forskelligt terræn
  2. Invester i gode sko, som støtter foden optimalt
  3. Køb sko, hvor der er plads til gode indlæg
  4. Lyt til dine fødder
  5. Hold dine fødder aktive ved leg og øvelser