Forkølelser, svampeangreb, infektioner og endda forstadier til kræft. Det er ikke småting, dit immunsystem kan beskytte dig mod.
Immunsystemet består af særlige organer, vævstyper, proteiner og celler, som beskytter kroppen mod sygdomme og betændelsestilstande. Groft sagt er der to fjender: udefrakommende vira eller bakterier og trusler fra kroppen selv som eksempelvis betændelsestilstande eller celleforandringer.
Immunsystemet arbejder konstant på at holde uønskede “indtrængere” på afstand. Menneskekroppen er et ideelt levested for en række mikrober, så der er konstant nogle, som forsøger at komme ind. Heldigvis har vores kroppe et godt forsvar, allerede inden mikroberne møder immunforsvaret. Den yderste barriere er huden, som er tæt og vandfast, og som derfor kan holde fremmedelementer borte, med mindre man har sår eller rifter, hvor bakterier kan trænge ind. Dernæst har vi slimhinder, som indeholder antistoffer og fimrehår i halsen, lungerne og næsen, som gør, at vi blandt andet kan hoste fremmedelementer ud. Får vi mikrober ind gennem mad eller drikke, dræber mavesyren de fleste af disse mikrober. Kropsvæsker som tårer og spyt indeholder desuden antibakterielle enzymer, der reducerer infektionsrisikoen.
Kommer mikroberne alligevel ind i kroppen, bliver de hurtigt opdaget af kroppens celler. Hvide blodlegemer (makrofager og fagocytter) flyder frit i blodet og advarer andre celler om, at udefrakommende organismer er trængt ind. Makrofager er en gruppe immunceller, som har specialiseret sig i at finde bakterier, virus og døde eller ødelagte kropsceller. De udløser også en betændelse, der indkapsler den ubudne gæst. Makrofager og fagocytter kan også ”æde” den indtrængende mikrobe.
En typisk reaktion fra immunsystemet, når det opdager et antigen, er, at vi får feber. At kropstemperaturen øges, kan i mange tilfælde være nok til at ødelægge indtrængende mikrober. Feberen udløser også kroppens reparationsproces.
Når et sår bliver inficeret, bevæger de hvide blodlegemer sig til såret og begynder at “spise” bakterierne. Pus og sårsekret er slet og ret en blanding af døde mikrober og døde hvide blodlegemer.
I immunsystemet er der også en række celler, som tilpasser sig den enkelte virus eller mikrober. Denne del har sit udspring i det, som kaldes “lymfesystemet”. Lymfesystemet består af lymfekar, lymfeknuder, milten og lymfevæv i forskellige organer. Det er en bestemt type hvide blodlegemer (lymfocytter), som bliver produceret i knoglemarven, men som vokser, udvikles og har vigtige funktioner i lymfeorganerne. Lymfocytterne rejser gennem kroppen i blodårerne og lymfesystemet. Nogle lymfocytter bliver såkaldte B-celler, andre bliver T-celler. Disse genkender og angriber infektiøse mikrober.
B-cellerne er på konstant jagt efter fremmed væv og indtrængende mikrober, som skal bekæmpes. Hvis B-cellerne finder en fremmed indtrængende, udløses et protein fra T-cellerne, som får B-cellerne til at dele sig og producere to nye celletyper.
Den ene celletype – plasmacellen – producerer et antistof, som svarer til de indtrængende mikrober, som blev opdaget. Disse antistoffer kan finde mikroberne og bidrage til, at de bliver ødelagt. Det tiltrækker makrofagerne (de immunceller, der blandt andet spiser mikroberne), som også her hjælper med at destruere mikroberne.
Den anden type B-celler, som bliver skabt, er såkaldte hukommelses-B-celler. Disse husker de specifikke mikrober, så immunforsvaret bliver aktiveret meget hurtigere, næste gang den samme mikrobe dukker op. Det er på denne måde, vi bliver immune mod noget som for eksempel en virusinfektion.
Inden en virus eller infektion er slået ned, kan den have nået at sprede sig til kroppens egne celler, så de bærer videre på en virus eller infektion, men det har kroppen også et forsvar mod. T-cellerne dræber de af kroppens celler, som er berørt. T-cellerne undersøger alle celler, de møder. Er en celle inficeret af virus, bakterier eller har den forandret sig, så den ligner et fremmedlegme, så angriber og dræber T-cellerne dem. T-cellerne kan også angribe kræftceller.
Hvad er en mikrobe? En mikrobe er en mikroorganisme, som er så lille, at den kun kan ses i et mikroskop. Kilder: Sundhed.dk, Ind under huden – Anatomi og Fysiologi af Oluf Nielsen og Anni Springborg, Menneskets Fysiologi – Hvile og arbejde af Bente Schibye og Klaus Klausen. |
Læs også:
5 skarpe om immunsystemet
Sådan passer du syge børn
Sov dig sund