Kniven giver smerten et udtryk

Det er provokerende, skræmmende og tragisk, når unge, velbegavede mennesker vælger at skære, brænde eller slå sig selv. Men det er ikke en handling, som kommer ud af den blå luft.

Man skal ikke søge længe på internettet for at finde videoer, hvor unge piger viser deres ar, fortæller om hvordan de startede med at skade sig selv, og hvordan de gjorde det. Det virker som et modefænomen. I mange af dem siger de unge selv, at det er en dårlig strategi, men billederne af de smukke unge mennesker med deres friske mærker kan næsten virke som en lokkende reklame frem for en advarsel. Helse har besøgt professor og psykolog Bo Møhl, som kender til de unge fra både forskningsundersøgelser og terapi. Han forstår godt den frustration, som omverden kan føle, når man ser en lysende ung kvinde eller mand vælge at skade sig selv igen og igen.

– Det, man skal forstå, er at det sjældent er et signal til omverden. Der er stor forskel fra den ene til den anden, men generelt er det ikke noget, de gør for at få opmærksomhed eller straffe omgivelserne, selvom det ofte er sådan, det opfattes.

Bo Møhls forskning viser, at selvskade er et symptom på manglende evner til at håndtere svære følelser – især afvisninger. De selvskadende unge mennesker mangler ord og evner til at forstå både deres egne og omgivelsernes følelser og reaktioner, og i det kaos, som de oplever, har det at skade sig selv et befriende og konkret udtryk, som de kan forholde sig til. Det giver både en forløsning og en mulighed for omsorg, når skaderne efterfølgende skal plejes.

De gør det bedste, de kan – ligesom alle os andre

Mange behandlere og pårørende bliver slidt op af den selvskadendes adfærd. Når man bliver nødt til at aflyse et møde eller ikke har besvaret sin telefon, og det har ført til nye skader, er det nemt at føle sig skyldig eller anklaget – fordi man ikke var til rådighed, da der var behov for det. Mange vil også opleve at blive afvist, når de forsøger at hjælpe et menneske med selvskadende adfærd.

– Som en af mine patienter engang sagde til mig: ”Du skulle bare vide, hvor vigtigt det er for mig at skade mig selv”.

Når man begynder at skade sig selv, vil man ofte opleve en følelse af kontrol, fordi man kan få en effektiv afledning fra de kaotiske følelser. Men kontrollen forsvinder efterhånden, som de bliver ved, og adfærden ender som en slags afhængighed med et præg af tvang. Når det er sket, vil adfærden være forbundet med meget skam og skyld, som man også kender det fra mange spiseforstyrrelser. Til gengæld er det blevet en metode til at mestre de svære følelser, og det kan være angstprovokerende at skille sig af med den igen.

Derfor anbefaler Bo Møhl, at man begynder med at opbygge en alliance med den selvskadende i stedet for at adressere problemet direkte. Det kan være gennem spørgsmål som ”Du må have haft det svært, når du brændte dig selv med en cigaret. Hvad var der sket?” På den måde kan man tale om, hvad der udløste adfærden, for det er også der, problemet skal løses. Til gengæld mener professoren ikke, at man skal give skaderne for meget opmærksomhed, for det kan nemt blive til en belønnende omsorg for den forkerte handling.

Glidende overgang

Når man taler om selvskade, er det nemt at tænke på adfærd som at skære, bide, slå, brænde eller kradse sig selv. Det påfører en umiddelbar og konkret skade, som kan give en forløsning enten ved oplevelsen af smerten i sig selv eller ved synet af mærket eller blodet, der løber. Men hvad med alle dem, der ryger for at dulme nerverne, drikker en flaske rødvin for at slappe af eller spiser chokolade for at hygge sig? De skader jo også sig selv indirekte. I Bo Møhls forskning arbejder han primært med de direkte skader, men han ser en sammenhæng.

– Der er ikke ret mange med en selvskadende adfærd, der ikke også har en risikabel adfærd på andre områder. Især er der mange, som ikke spiser og sover ordentligt. Det kan også være en begyndelse, at man ikke passer ordentligt på sig selv, siger Bo Møhl.

Han kender til mange voksne, der ikke kan forestille sig en god fredag aften uden en flaske vin på bordet til at stresse af på, selv om de måske mere har behov for at gå tidligt i seng eller løbe en tur. Den adfærd er slet ikke lige så tvangspræget som de selvskadendes, men den kan give en forståelse for, hvor forløsende en uhensigtsmæssig adfærd kan være i en konkret situation.         

Psyken er under pres i samfundet

I dag er de fleste af os benådet med mad på bordet, materiale goder og fysisk trygge rammer. Men vi lever også i en tid, hvor der er store omvæltninger for børn og unge. Med udearbejdende forældre kommer de fleste i daginstitution fra en tidlig alder, mange forældre bliver skilt, og børnene oplever, at rammerne bliver splittet. Weekenderne bliver fyldt med sociale arrangementer og familieudflugter til forlystelsesparker. Det giver ikke meget tid til, at børnene kan lære deres følelser at kende, og endnu mindre tid til at forældrene kan afkode verden og reaktioner for børnene. Børnene har brug for, at forældrene giver tid og plads til, at de er kede af det, fordi der var en i børnehaven, som ikke ville lege. Der skal både være plads til, at barnet lærer at rumme afvisningen, og at de finder en løsning på problemet.

– Skilsmisser, arbejdsløshed, arbejdspres, sygdom eller dødsfald kan sætte forældrene under pres, og så er der ikke altid plads til, at børnene har det svært, siger Bo Møhl.

Men som forælder har man påtaget sig et ansvar, og det skal man tage alvorligt – også selv om det er svært og betyder, at man må tilsidesætte sine egne behov.

– I dag er børn projekter, og projekter skal lykkes. Derfor er det utroligt svært for forældrene, når deres børn ikke kan leve op til forventningerne. ”Hvad har jeg gjort galt” spørger forældrene, og så drejer det sig pludselig om forældrene og ikke børnene, siger Bo Møhl, der bevidst siger det hårdt og forenklet her.

Så enkel er virkeligheden sjældent, men budskabet om, at børnene og deres mestring af svære følelser skal i fokus, holder han fast i.

En måde at overleve – ikke en måde at dø

Mange med en selvskadende adfærd er blevet misforstået som mislykkede selvmordsforsøg. Men typisk handler det om at overleve – ikke om at dø.

– Der er en tendens til, at man skader sig selv mere og mere, men målet med skaderne er ikke at dø, det er at overleve i den kaotiske og uforståelige verden, siger Bo Møhl.

Hans seneste forskning viser dog, at der er flere med en selvskadende adfærd, som også forsøger at slå sig selv ihjel.

– Dem, der begår selvmord, er typisk mennesker, der har det dårligt og som tør – og de selvskadende, de tør, lyder forklaringen fra Bo Møhl.    

Oprør mod kropsfiksering

Hver tid har sine diagnoser, og de er et udtryk for mistrivsel. Ofte får de et udtryk, som provokerer den tid, vi lever i.

– Der var næsten ingen, der havde anoreksi, den gang det var et problem at få mad nok, og kronisk træthed kom i forbindelse med industrialiseringen. I dag lever vi i en meget kropsfikseret tid, hvor vores muligheder for at få kontrol over såvel funktioner som smerter er rigtig gode. Det er derfor, at det er nu, at selvskade vokser, og det er med til at provokere resten af samfundet. For hvorfor vælger man at skæmme sig selv på den måde, når det handler om at være smuk og stærk? spørger Bo Møhl retorisk.   

Det er måske også grunden til, at man kan få en fornemmelse af, at det ”smitter”. Hvis der er én på en skole, som begynder, vil der ofte være flere, der følger efter, og det kan være svært at skelne mellem de bekymrende tilfælde og dem, der bare ”afprøver” adfærden.

– Der er ikke ret mange drenge, som ikke har prøvet at se, hvem der kunne holde hånden tæt på en lighter-flamme i længst tid. Der, hvor man skal være opmærksom, er når det bliver en strategi til at håndtere sine følelser, slutter Bo Møhl.

Kilde:

Bo Møhl, Peter La Cour & Annika Skandsen: Non-Suicidal Sef-Injury ad Indirect Self-Harm Among Danish High School Students. Scandinavian Journal of XChild and Adolecent Psychiatry and Psychology. Vol 2(1): 11-18 (2014) 

6 gode råd, hvis din søn eller datter skader sig selv

1. Gå ikke i panik – dit barn har det svært, og det skal du tage seriøst, men det kan virke overvældende og negativt, hvis du skælder ud, græder eller straffer.
2. Hjælp dit store barn med at få styr på søvn og måltider, så han eller hun får det fysiske overskud, der kræves for at klare hverdagen.
3. Brug tid sammen med dit barn, hvor I laver rolige ting sammen – gå i skoven eller lav mad. Det giver tid og plads til, at dit barn kan fortælle dig noget, hvis han eller hun har lyst. Biografen og tivoli er ikke gode steder til dybe samtaler.
4. Forsøg i første omgang at skabe en alliance, hvor dit barn føler sig tryg ved at tale med dig om oplevelser og følelser. Brug tid på at diskutere hændelserne og sætte ord på følelserne. Var det ensomt, kedeligt eller trist at være alene hjemme en aften, hvor vennerne var samlet i en  anden sammenhæng? Brug også tid på at snakke om, hvorfor andre mon reagerer, som de gør – hvad føler de, og hvad er deres motiver?
5. Når I har en god og tillidsfuld kontakt, så tal med dit barn om, hvad det opnår ved at skade sig selv. Tal også om, hvilke alternativer der er – kan han eller hun ringe til en ven, løbe en tur, tage et bad, male et billede eller lytte til musik?
6. Har du svært ved at tackle situationen, eller føler du, at den eskalerer, så tal med din læge eller gode venner og få hjælp udefra.