Folk med diabetes dør af hjertekarsygdomme

Af: Freja Fredsted Dumont

Foto: Scanpix/Iris

En ny international undersøgelse konkluderer, at alt for mange af landets type 2 diabetikere risikerer at dø for tidligt – simpelthen, fordi patienterne mangler viden om risikoen for hjertekarsygdom ved diabetes. Det samme gør sig gældende hos type 1 diabetikerne.

Hjertekarsygdomme er den hyppigste dødsårsag og hovedårsagen til invaliditet blandt landets mere end 250.000 type 2-diabetikere. Men til trods for, at sygdommen er en “dræber”, konkluderer en ny undersøgelse, at størstedelen af landets diabetikere ikke kender sammenhængen mellem de to sygdomme.

– Jeg finder det skræmmende, at en stor del af patienterne ikke kender til risikoen for hjertekarsygdomme i forbindelse med diabetes. Er man ikke opmærksom på denne risiko, risikerer man at dø af det, siger rådgiver af Diabetesforeningen, professor på Aarhus Universitet og tidligere praktiserende læge Torsten Lauritzen.

Diabetikere glemmer risiko for hjertekarsygdom

Den Internationale Diabetesforening (IDF) har i samarbejde med Novo Nordisk Scandinavia offentliggjort de danske resultater fra en ny verdensomspændende undersøgelse ’Taking Diabetes to Heart’.

Undersøgelsen har som den første af sin slags kortlagt den viden, som diabetikere har, om sammenhængen mellem hjertekarsygdomme og diabetes i 130 lande verden over – med deltagelse af 931 type 2 diabetikere fra Danmark.

Resultaterne viste blandt andet, at én ud af tre ikke mindes, at de nogensinde har talt med lægen om risikofaktorer for hjertekar-sygdomme, og én af fire type 2 diabetikere vurderer, at de har ingen eller lav risiko for hjertekarsygdom. En af dem var 76-årige Kjeld Storm:

– Jeg har aldrig spekuleret over, at der som diabetiker er en risiko for hjertekarsygdomme. Jeg tror heller ikke, jeg har fået det forklaret. Som formand i Diabetesforeningen i Gentofte ved jeg ellers meget om diabetes og de mange følgesygdomme ­­– men, at hjertekarsygdomme skulle være en af dem, det har jeg ikke opfanget.

Kjeld Storm blev klogere, da han på egen krop oplevede at blive ramt af hjertekarsygdom på grund af sin diabetes.

En millimeter fra at miste livet

Da Kjeld var i starten af 70’erne, havde han været diagnosticeret med type 2 diabetes i 15 år. Han var velbehandlet, veltrænet og velinformeret om risici for både nyre- og øjensygdomme. Han var en rask og rørig pensionist, og det var derfor noget af et chok, da han kort tid efter blev hasteindlagt.

– Jeg spillede badminton tre gange om ugen og gik de resterende dage 10 km om dagen. Til en diabeteskontrol nævnte jeg lidt i en bisætning, at jeg var begyndt at blive forpustet hurtigere.

Den information tog diabeteslæge Tina Vilsbøl meget alvorligt – og et par dage senere var Kjeld indlagt på hjerteafdelingen på Gentofte. Efter ti dage under observation der, blev Kjeld overflyttet til Rigshospitalet, hvor han fik en dobbelt bypass-operation og en ny hjerteklap; 90 procent af den forreste kranspulsåre og 80 procent af den bagerste var lukket helt af.

– Havde det ikke været for en opmærksom diabeteslæge, som hurtigt fik mig i behandling, havde jeg ikke været her den dag i dag. Det kan godt være, at jeg tidligere har fået fortalt om risiko for hjertekarsygdommen, men det er i hvert fald røget lige igennem.

– Mine kolesteroltal var jo superfine, fordi jeg fik medicin for det, og jeg var jo rask og rørig ­– så jeg regnede ikke mig selv for at være i nogen risikogruppe.

Risikoen skal italesættes

I dag er Kjeld naturligvis opmærksom på vigtigheden af fokus på hjertekarsygdommene som diabetespatient.

– Jeg fortæller om det til alle, der gider at lytte. De fleste ved jo, at vi som diabetespatienter skal være opmærksomme på nyreproblemer, fødderne og øjnene – men mange ved altså ikke, at man kan få problemer med hjertet, siger Kjeld.

Hans historie viser meget tydeligt, hvorfor det er vigtigt, at såvel diabetikere som behandlere er meget opmærksomme på sygdommenes sammenhæng og symptomer.

Torsten Lauritzen mener, at der er al mulig grund til, at man med regelmæssige mellemrum stopper op og spørger sine patienter, hvorfor de skal komme og få kontrolleret deres diabetes. For rigtig mange glemmer det.

– Når jeg spørger mine patienter, hvorfor de kommer til tjek, kigger de ofte først underligt på mig. Så svarer de efter lidt tid, at de jo er her for at få at vide, at blodsukker, blodtryk og kolesterol er i orden, siger Torsten Lautrizen og fortsætter:

– Men så fortæller jeg dem, at de er til tjek for at undgå komplikationer til sygdommen, herunder blodpropper og åreforkalkning. Det er en information, som mange patienter bliver meget overraskede over, selvom jeg ved, at jeg har fortalt dem det tidligere.

– Vi har alle en tendens til at fortrænge de risikofaktorer, som vi har. Derfor har man som sundhedsprofessionel et ansvar for at minde patienterne om det, så de kan passe på sig selv. Hjertesygdom kan nemlig forebygges.

Nyt diabetes-værktøj skal øge fokus og redde liv

Betydningen af at forebygge hjertekarsygdom blandt patienter med type 1 diabetes bliver tit undervurderet i forhold til type 2 diabetes – muligvis fordi det oftere er børn og unge, der rammes af denne type diabetes og dermed ikke en gruppe, man umiddelbart forbinder med hjertekar-sygdomme.

Det gør, at de ikke får den rigtige behandling i tide. Men det skal et nyt online værktøj nu ændre på. Det online-værktøj, som er udviklet af forskere på Steno Diabetes Center, kan nemlig udregne risikoen for at udvikle hjertekarsygdom hos personer med type 1 diabetes.

– Jeg tror, at det her værktøj kommer til at redde nogle mennesker fra at få hjertesygdom eller død for tidligt. Det er et godt værktøj for læge og patient til i samarbejde at italesætte risikoen og tage hånd i hanke med at forebygge med livsstilsændringer og medicin såsom blodtryks- og kolesterolsænkende, den rette blodsukkersænkende medicin og blodfortyndende medicin.

Sidst, men ikke mindst, skal der alligevel lyde en ros fra professoren – for lægerne er blevet rigtig dygtige til at behandle diabetes:

– Overordnet set er det positivt, for der er sket rigtig meget, og mange følgesygdomme, som diabetikere led af tidligere, er stærkt dalende på grund af god behandling. Det giver plads til at fokusere ekstra på hjertekarsygdommene nu.

 


 

Online værktøj måler risiko 

Beregneren fra Steno Diabetes Center er den første af sin slags, der medtager data fra patienter uanset alder for diagnose, og hvor også detaljerede data på bl.a. nyrefunktion indgår. Beregneren er lavet på baggrund af data fra 4.306 personer med type 1 diabetes fra Stenos klinik.

Ud fra en række parametre som blodsukkerværdi, blodtryk, kolesterol og nyrefunktion kan lægerne ret præcist udregne risikoen for, at personer med type 1 diabetes udvikler hjertekarsygdom. Risikoen udregnes over en fem- eller tiårig periode, hvor det vurderes, om patienten har en lav, mellem eller en høj risiko for at udvikle hjertekarsygdomme.