Noget af det allervigtigste for at kunne udvikle sig til et helt og sundt menneske er at blive set undervejs. Ikke bare at blive kigget på. Men at blive set. Både med øjne og med hjerte. Vi kigger på hinanden, vi taler sammen – men det sker, at vi hverken ser eller lytter til hinanden. Fordi vi i en travl hverdag ikke altid evner det.
Kender du det, at du pludselig er ved at falde bagover ved synet af din søn, der komme ud fra sit værelse. For pludselig er det som om, han er vokset 10 centimeter, mens han var væk et øjeblik. Og det er altså ikke kun, fordi børn i perioder vokser helt eksplosivt. Du er bare ramt på nærværet.
Vi ser måske oven i købet kun alt det, der irriterer os. ”Nu har han igen ikke ryddet op på sit værelse”. ”Nu har han igen ikke taget det våde håndklæde fra gymnastik op af posen, selvom jeg har sagt det hundrede gange, at det kommer til at lugte fælt”.
Læs også: Vi skal lære vores børn at hvile i sig selv
Lugten af hengemt gymnastiktøj er ikke nær så slem som stanken af hengemte følelser. I en fortravlet hverdag er der en risiko for, at vi glemmer at mærke efter, hvad der virkelig betyder noget for os. At se den anden er i overført betydning at række ud, berøre og kærtegne.
Det er i virkeligheden svaret på, hvorfor det er så vigtigt med nærvær. Det er, fordi det giver os mulighed for at se og blive set. Det giver os mulighed for at give næring til vores allervigtigste relationer, så de kan blive stærke og smidige og trygge at være i.
Men er nærvær ikke bare endnu et buzzword? Endnu noget vi skal være opmærksomme på at kunne give og yde og som stresser os endnu mere i en travl hverdag?
Nærvær er ikke tidskrævende. Start med at invitere nærværet ind i noget af det mest hverdagsagtige og rutineprægede, du gør i forvejen. At lægge vasketøj sammen, at bygge med lego, at drikke en kop kaffe, at spise aftensmad. Inviter tanker og krop til at være samme sted. Lige her.
Læg mærke til strukturen på vasketøjet, til spændingen i dit barns øjne når legotårnet bygges, smagen af velbrygget kaffe, til madens farver og dufte, til samtalerne over aftensmaden. Hvad ser du, når du kigger?