Han har tårer i øjnene og smiler på samme tid. Der går et par sekunder, inden han siger: – Det er glædestårer og peger med venstre pegefinger mod øjet på samme side. Jeg var ikke i tvivl, men nikker anerkendende. Det er glædestårer.
Jeg har kendt ham i mange år. Han har arbejdet i bilbranchen, siden han som helt ung kom til Danmark. De sidste år har han arbejdet som leder med ansvar for mange medarbejdere. For 5 år siden ændrede hans verden sig for altid. Han oplevede stigende arbejdspres og reagerede med at arbejde hårdere og hårdere. Til sidst arbejdede han 7 dage om ugen, blev skilt og endte med depression, angst og senere udbrændthed. Han blev sygemeldt, og i starten kæmpede han for at komme tilbage til det arbejde, som han både var stolt af at bestride, og som for ham var en vigtig del af hans identitet og selvforståelse. Det viste sig desværre at være helt urealistisk. I starten kunne han ikke engang sørge for at komme i bad og handle ind. Han blev udredt og behandlet via psykiatrisk afdeling og har siden været i medicinsk behandling og har i perioder været i samtaleterapeutisk behandling ved psykolog. I starten blev hans situation langsomt bedre. Han kunne igen klare personlig hygiejne og indkøb. Han kunne igen være besøgsven for en ældre dame og tage aktivt del i familiens liv, selv om han hele tiden har haft en grænse på ca. 2 timers aktivitet, hvorefter han må trække sig.
De sidste 2 år har hans funktionsniveau været uændret. Når han er engageret i sociale aktiviteter eller arbejdsrelaterede aktiviteter mere end 2 timer, får han hovedpine, svimmelhed, ryster på hænderne, oplever at hukommelse og koncentrationsevne svigter. Han har flere gange grædt i konsultationen over, at han ikke kan mere. Ikke så meget fordi hans økonomi er presset, men mere fordi han gerne vil gøre en forskel for andre. Han vil gerne bidrage til samfundet.
Nu sidder vi her i konsultationen for enden af en lang rejse. En lang rejse i systemet med udredning, behandling, arbejdsprøvning, jobpraktik, lægeattester og rehabiliteringsafgørelser. En lang rejse for ham personligt, hvor han har skullet forstå og acceptere, at han ikke længere kan alt det, han kunne engang. En rejse, hvor han har skullet forstå, at han har værdi for den, han er, og ikke alene for det, han gør og bidrager med. En rejse, der har været præget af en følelse af nederlag, utilstrækkelighed og usikkerhed.
Han står et andet sted i dag. Han har fået tildelt sin seniorpension. Han er lettet og glad. Jeg deler glæden med ham og fortæller, at jeg er glad på hans vegne over, at han nu kan sætte et punktum og se fremad. Han vil gerne være besøgsven og handle ind for en ven, der er blevet dårligt gående. Jeg smiler til ham og ønsker ham held og lykke med projektet, som jeg synes lyder rigtig godt.
Han begynder at græde igen. Igen forklarer han, at det er glædestårer, og igen er det ikke nødvendigt.
Jeg spørger ham, hvorfor han græder, og hans svar overrasker mig. “Det er fordi, jeg kan mærke, at du kan lide mig, at du vil mig det godt.”
Der er stille lidt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Han har ret. Det gør en forskel, at vi kender hinanden. Det gør en forskel, at jeg har fulgt ham på hans rejse og deler hans glæde over, at han nu kan se frem mod en tilværelse, hvor han kan leve op til sine egne og andres forventninger, hvor han kan føle, at han er god nok, selv om han ikke kan alt det, han gerne ville. Han har i mange år gjort en forskel for andre på arbejdsmarkedet. Han vil fremover fortsat gøre en stor forskel ved at engagere sig i andre menneskers liv.