Lær at blive mor og far

Holstebro Kommune er gået forrest med et tilbud til nye forældre med et kursus, der skal lære dem at være mor og far. Projektet skal sikre de bedst tænkelige forudsætninger, når man går fra at være et par til at være en familie. Nu skal projektet på ud til kommuner i hele landet.

Forbilledet er svensk. Ildsjælene er vestjyske. Og nu skal projekt ”Familie med Hjerte” udbredes til hele Danmark. Kvinden bag succesen hedder Pernille Almdal, hun er til daglig leder af sundhedsplejen i Holstebro Kommune. På baggrund af erfaringerne fra Holstebro er der nu forældrekurser er på vej i Greve og Furesø Kommuner, og dertil kommer Viborg, Hvidovre, Aarhus, Faxe og Kolding, som enten er på vej eller overvejer at indføre dem.

Eksperter vurderer, at kurserne på lang sigt kan spare landets trængte kommuner for milliarder, fordi bedre rustede forældre vil betyde færre skilsmisser, færre anbragte børn og et faldende antal problemfamilier.

Pernille Almdal siger til Helse, at kurserne er blevet en succes, fordi de er berigende og ikke belærende.

– Jeg er sikker på, at det er uhyre vigtigt, at vi har faderen med. Parrene reflekter sammen og støtter hinanden, vi er hele tiden et skridt foran problemerne, og jeg kan tydeligt mærke, at alle nyder at være sammen med andre i samme situation. Fællesskabet er vigtigt, og vi kan se, at alle har noget at bidrage med.

”Familie med Hjerte” er et tilbud til samtlige førstegangsfødende familier i Holstebro Kommune. Projektet indeholder et formaliseret uddannelsesforløb, der skal styrke de nye forældres evne til at være forældre, hjælpe dem med at danne netværk og støtte dem i at opbygge og skærpe forældre-kompetencer. Fødselsforberedelse er en integreret del af ”Familie med Hjerte.”

16 møder

Pernille Almdal fortæller til Helse, at familierne sammensættes i grupper udelukkende ud fra fødselsterminen, og grupperne mødes i alt 16 gange fra den 26. graviditetsuge og til barnet er 15 måneder.

– Forældrene præsenteres for et samlet program fra relevante fagpersoner, som for eksempel jordemødre, sundhedsplejersker og familiekonsulenter, men også folk fra det private erhvervsliv og frivillige organisationer inddrages.

Programmet rummer en række temaer; det kan være fødselsforberedelse, barnets udvikling, ernæring, søvn, familiedynamik, det gode parforhold, budgetlægning og økonomi og jura. Alle temaer, som styrker forældrenes kompetencer, og som gør dem til trygge forældre, og som hjælper dem til en bedre kvalitet og tryghed i forhold til deres barns udvikling.

Pernille Almdal understreger over for Helse, at formålet med ”Familie med Hjerte” er at give alle nye forældre i kommunen de bedst mulige forudsætninger. Alle får tilbudt et forløb, der kan styrke deres rolle som forældre og hjælpe dem med at danne netværk med andre, der skal have deres første barn på samme tidspunkt.

29 hold i gang

Efter et år er 29 hold allerede godt i gang med kursusforløbet, og Holstebro Kommune vil i løbet af de næste år være en slags rollemodel for andre kommuner. 90 procent af forældrene i Holstebro har taget imod det nye tilbud.

Pernille Almdal fortæller, at det er vigtigt at mødes på neutral grund.

– Vi kan høre, at mange kvinder har vanskeligheder med traditionelle mødregrupper, hvor kvinderne jo mødes i de private hjem, og det er der nogen, der har det svært med. Her kommer alle til det fælles mødested, og det er en klar fordel. Ikke mindst kan vi se, at det giver en markant stærkere integration.

Foregangskvinden fra Holstebro Kommune ser lyst på fremtiden for det succesrige projekt.

– Nu skal vi have nogle flere familier med, projektet skal vokse, og vi skal undersøge, hvordan vi får flere frivillige koblet på. Jeg vil gerne kunne trække mere på familierne og ikke mindst fædrene, vi er klar til at lære dem op, så de med deres energi kan hjælpe nye familier. Og så kan det da være, at vi finder på et helt nyt projekt for de lidt større børn.

Den svenske model

I 2010 indgik Center for Socialt Ansvar et partnerskab med Holstebro Kommune og Region Midtjylland om at tilpasse en berømt model for forældreundervisning fra den svenske kommune Leksand.  Her havde man i 15 år haft stort succes med et såkaldt familieforberedelseskursus, og nu ønskede Center for Socialt Ansvar at bringe denne succes til Danmark.

Den såkaldte Leksand-model har været praktiseret i Sverige i mere end 15 år, og de svenske erfaringer dokumenterer blandt andet et markant fald i skilsmisser. Svenske undersøgelser viser desuden, at modellen fører til langt færre socialt udsatte børn og unge og deraf følgende store offentlige besparelser og endnu vigtigere færre menneskelige lidelser.

Effektberegninger bliver også overført til de danske forhold i forbindelse med projektet. Beregninger fra CBS, Copenhagen Business School, viser, at udgifterne til kommunernes kurser, de koster cirka 5.000 kroner per familie, sammenholdt med mulige besparelser samlet set kan føre til milliardbesparelser for de danske kommuner.

Besparelserne kommer især som følge af færre anbringelser af børn, færre udgifter til overførselsindkomster og højere skatteindbetalinger, fordi mødrene i højere grad bliver på arbejdsmarkedet.

Familieminister Christine Antorini (S) har givet udtryk for sin begejstring for projektet og modellen, men professor i barndomsforskning ved Roskilde Universitetscenter, Jan Kampmann er mere skeptisk. Han frygter, at kurserne vil øge forventningspresset på nye forældre.

Projekt ”Familie med Hjerte” er støttet af Holstebro Kommune, Center for Socialt Ansvar, TrygFonden, Det Obelske Familiefond og Region Midtjylland i en treårig projektperiode.