Bliv hjernesmart: Forældreskab er lederskab – men tager vi det?

En 9. klasses pige beskrev for nylig for mig, at der på hendes skoleårgang er opstået en ”girl code”. Den indebærer, at hvis en pige har været lun på eller kæreste med en dreng på skolen, så er han ”no go” for de andre piger. Tillader man sig at ”date” ham, bliver man ”frosset ud af fællesskabet”. Ja, præcis de ord truer pigerne hinanden med!

Vi voksne kan tænke, at de må have set for mange udenlandske serier, og det har de måske også. Men hvorfor lade sådanne æresbegreber invadere dansk kultur og forrå børn og unges opfattelse af, hvad der er normalt og acceptabelt?

Andre steder, f.eks. på efterskoler, gruppepresses unge til at tage skylden for andres handlinger. Har en dreng smuglet snus ind på sit firemands-værelse, og bliver det fundet, ender miseren jævnligt med, at en anden fra værelset påtager sig ansvaret. De unge frygter i udpræget grad at blive opfattet som en ”snitch” (det, der før hed en ”stikker”), og så hellere påtage sig skylden på en andens vegne end at melde vedkommende til ledelsen. Også selvom de unge risikerer at møde den ultimative straf: At blive smidt ud af efterskolen for tid og evighed. Særligt de, der rangerer lavere i det sociale hierarki, bliver ledt til at tro, at de på denne måde ”tager én for holdet”.

Begge typer adfærd er udtryk for en bandementalitet, i stil med når ældre børn presser deres yngre brødre ud i kriminalitet for at bevare deres plads i fællesskabet. Vi voksne bør være meget opmærksomme på vores rolle i det. Det kan ikke nytte noget, at vi lader børn og unges liv være stort set rammeløse med ”fri buffet” i det digitale univers, inklusive diverse serier, hvis værdier i vores øjne ”skriger til himlen”.

Vi må stå op og give et reelt modsvar: Stærke, jordnære og livsafbalancerende værdier.

Måske synes du, at du allerede gør en del, men prøv at lave regnestykket. Hvis du – måske en halv time dagligt – har øjenkontakt og personlig samtale med dit barn, men han eller hun bruger tre eller fire
timer på at følge ”influencers”, spille spil eller se serier, der repræsenterer helt andre værdier, end dem jeres hjem står for, er det logik for burhøns, at der gror mos på familiens værdier hen ad vejen. De påvirkninger, der formidles intenst og med digital status, vinder terræn.

Hjernen er formbar og ændrer sig efter, hvordan den bliver brugt. Jeg sammenligner dens mange forbindelser med stier i en skov. De stier, du frekventerer ofte, bliver brede, lette at gå på og oplagte at vælge til. De stier, du sjældent betræder, gror til. Der er konstant konkurrence mellem stierne: Nogle bliver stærkere på andres bekostning. Du kan umuligt gå på alle stier samtidig!

Min oplevelse er, at mange i forældregenerationen ikke gør sig begreb om, hvor mange anderledes værdier børn og unge konfronteres med – og dyrker – digitalt.

Et sejt, verdensåbnende univers åbner sig for børn og unge online. Et iscenesat, retoucheret og mange steder råt univers.

Der er ingen ”gatekeeper”, som filtrerer det værste fra, sætter resten i relief og mærker efter, om barnet eller den unge trives.

Det er et sansebombardement af en anden verden, og moralbegreber flås let fra hinanden. Der tales om børn og unges mistrivsel i mange sammenhænge, men vi lider af berøringsangst i forhold til at handle på nældens rod: Alt for mange børn og unges sunde ”stier i hjernen” er under angreb. Vi er nødt til at prioritere nærvær og samvær med vores børn og unge på meningsfulde og livsudvidende måder – og sætte en ramme for, hvor megen tid de må bruge i online-havet.

Forældreskab er lederskab, og vi skal stå ved vores erfaring og værdier over for børn og unge: Hvordan behandler man andre mennesker? Hvad gør man, og hvad gør man ikke? Hvad udgør livets dybere værdier? Det kan ikke nytte noget at gøre sig til en usynlig voksen, som nøjes med at snakke sine børn efter munden i et misforstået forsøg på at være ”en ven”.