Forår og forelskelse

Oplev glæden i livet, uanset om du er single eller i parforhold.

Fuglene synger, solen skinner og alting spirer og springer ud her i maj – der er forår i luften! Alting virker lysere, det pipler af liv og humøret får et par ekstra takker opad.

De fleste kan opleve den glædes-tilstand, som forelskelse er. Uanset om du er single eller i et veletableret parforhold, hvor den første hede forelskelsesrus er dampet af. Du kan nemlig både blive forelsket i livet og genoplive gnisten i et forhold. Det kalder forskerne meget poetisk svanepar.

Forelskelsens kemi

Dit hjerte banker, det suger i maven og det pibler i hele kroppen, du er forelsket! Med fare for at afbryde den romantiske stemning så lad os et øjeblik se på, hvad der sker neurofysiologisk, når vi er forelskede.

“Forelskelse har mange træk tilfælles med stofmisbrug” Helen E. Fisher, antropolog ved Rutger University

Den hede forelskelse er især kendetegnet ved en høj produktion af dopamin i hjernen. Dopamin giver blandt andet en intens oplevelse af lykke. Det er hjernens belønnings- og motivationshormon. Det frigives også, når vi lærer nyt eller når vores mål. Det er det samme stof, som er på spil, hvis man tager kokain, spiser slik og kage, drikker alkohol, spiller eller lignende. Dopamin fører til en glædesrus.

Forelsket i livet

Du kan derfor godt opleve en lykkefølelse, som minder om forelskelse, uden der er en (potentiel) partner involveret. En genvej til denne lykke er taknemmelighed. Ikke en overfladisk påtaget positiv maske – men en ægte, dybtfølt og enkel glæde over livet.

Hvis du har svært ved at finde noget i dit liv at være taknemmelig over, kan du have sat barren for højt. Så start med at lægge mærke til det, der bare er en smule opløftende for dig. De små ting.

En af de ting, der kan gøre det svært at opleve taknemmelighed og forelskelse i livet, er, hvis du holder væsentlige sider af dig selv nede og skubber følelser og behov væk. Nogle er så gode til det, at de ikke engang er klar over, at de gør det – måske fordi de har gjort det i mange år. Typisk viser det sig som egenskaber, vi ikke kan udstå eller fascineres af hos andre. Begynd at invitere disse dele af dig til at være med. Begynd med blot at opdage dem. Derefter kan du give dem lov til at være der. Senere kan du udtrykke dem.

Jeg har mødt mennesker, som med god grund kunne være blevet bitre og alt andet end taknemmelige. Mennesker med livstruende sygdomme, hjerneskadede efter ulykke, med kraftige smerter efter fejloperationer eller ulykker og en, der var gået konkurs, fordi han var blevet snydt af sin makker.

Alligevel fandt de taknemmelighed: Over at være i live, kunne trække vejret, have en varm bolig med rindende vand (mangelvarer mange steder i verden), se en blomst springe ud, høre solsorten synge, ae katten, sidde på stranden og kigge ud over havet og indånde den friske luft, snakke med en ven eller få en god besked fra sin søster. Listen er lang. Det er ofte de små ting, og typisk det man oplever med sine sanser – der giver den behagelige tilstand.

Prøv selv

3 tips til at blive forelsket i livet:

  • Skriv 5 ting, du er taknemmelig for, hver aften inden du går i seng. Giv dig tid til at mærke taknemmeligheden. Du vil sove bedre og vågne gladere og med mere lyst til livet.
  • Sæt dig mål, der er tilpas realistiske til, at du kan nå dem – og tilpas udfordringerne, så du får brugt dig. Sæt dig både langsigtede mål og mål for hver dag. De daglige mål skal føre dig hen mod de langsigtede.
  • Gør noget nyt eller gør dine daglige rutiner på en ny måde, et andet sted eller i en anden rækkefølge.

Forelsket i din partner for livstid

Det er muligt at holde fast i gnisten fra parforholdets tidlige forelskelsesfase. Det er konklusionen fra en undersøgelse fra Stony Brook University i New York. Her havde man scannet hjernerne hos par, der har holdt sammen i mange år, og sammenlignet dem med hjernescanninger fra andre undersøgelser af nyforelskede par.

En tiendedel af dem, der var i langvarige forhold, havde formået at holde live i den forelskelse, de oplevede, da de var nyforelskede. Det var ikke bare noget, de sagde. Det kunne bekræftes af aktiviteten i deres hjerner, når de blev vist et billede af deres partner. Det er disse par, man poetisk kalder for svanepar. Men hvad er hemmeligheden bag denne langvarige forelskelse, som fordamper i øvrige 90 procent af forholdene?

Forskernes bud på de vigtigste ingredienser i svane-forholdet er et intensivt makkerskab og et livligt sexliv. Adspurgt om hemmeligheden svarede et par, at de sørgede for, deres liv sammen hele tiden forandrede sig.

Kunsten er ikke kun at finde lykken – men at bevare den!

 

7 tips til vedvarende gnist i forholdet

  1. Lyt til hinanden. Lev jer ind i, hvordan det er at være den anden. I skal begge udtrykke jeres indre liv: tanker, behov og følelser – uden at brokke jer eller kræve, at den anden skal opfylde alle ønsker. Manglende kommunikation er den næstmest hyppige skilsmisseårsag – utroskab er den hyppigste, men mange utroskaber skyldes dårlig kommunikation. Der er flere forskellige niveauer af par-snak – sørg for at være nærværende uanset hvilken:
    • Praktiske ting
    • Hyggesnak om dagens hændelser og oplevelser
    • Dybere samtale hvor følelser, behov og problemer vendes
    • Stress aflastning – her går det ofte galt. Kvinder stresser typisk af ved at læsse af. De kan fortælle i detaljer om dagen og problemerne. Mænd oplever ofte, at de bliver drænet for energi ved at lytte til dette. Han vil helst give gode råd og løse situationen – hun vil bare lyttes til. Tip: I kan aftale, at kvinden har 10 minutter (sæt eventuelt en alarm), og manden skal blot lytte, spørge ind og komme med anerkendende bemærkninger (“Det lyder da bøvlet for dig”, “det forstår jeg godt, du er sur over” osv.) og eventuelt lægge en arm om hende.
  2. Accepter og respekter jeres forskelligheder – ja, lær gerne at elske dem! Det er dem, som dybest set giver gnisten, og de bliver alligevel sjældent mindre med tiden.
  3. Reparer – og kom videre hvis den ene har trådt den anden over tåen! Sig undskyld eller tag imod undskyldningen. Husk, at den anden ikke altid kan regne ud, at du blev såret – så fortæl det. Find ud af, hvordan det kan gøres godt igen, og hvordan det ikke sker igen. Og giv så slip.
  4. Lær dine egne og din elskedes foretrukne måder at få kærlighed på! Antropologen Gary Chapman har opdelt måderne at give og få kærlighed på i fem kategorier: fysisk berøring, anerkendende ord, tid til hinanden, gaver og tjenester.
  5. Bryd dagligdagens trummerum. Udforsk verden og hinanden, vær nysgerrige og hav nogle nye oplevelser sammen. Det giver et fællesskab og frigør dopaminen. Husk at tilgodese begges interesser.
  6. Kys og kram din elskede HVER dag. Det frigør dopamin. Ikke bare hurtige tantekys – nej inderlige kys og kram, der varer lidt længere tid, hvor I begge er nærværende og ikke tænker på alt muligt andet.
  7. Sørg for at have et godt og levende sexliv. Det kan være en udfordring i en travl hverdag måske med små børn og/eller krævende jobs. Aftal dates I sætter i kalenderen. I skal i sagens natur overholde disse aftaler – uanset hvor træ
    tte I er, eller hvad der ellers kan være i vejen af hovedpine med videre. Hvis den ene er meget træt, kan I have “passiv sex”, hvor den anden “gør hele arbejdet”. Det er vigtigt, at I samtidig respekterer egne og den andens grænser. Vidste du i øvrigt, at hovedpine og visse migræner (afhængigt af årsag) kan lindres eller helt forsvinde ved elskov?

Læs mere på www.conniekragelund.dk

Levlykkeligt.dk

Denne artikel er lavet i samarbejde med Levlykkeligt. Levlykkeligt er Danmarks største og mest besøgte portal for livskvalitet, fysisk velvære og personlig udvikling. Levlykkeligt’s vision er at fremme hele feltet for livskvalitet og personlig udvikling; at inspirere til bedre relationer mellem mennesker og derved en bedre verden.