50 procent af danskere, der lever med diabetes, gik i 2019 til fodterapeut for at forebygge diabetiske fodsår. Det viser en ny opgørelse fra Danske Regioner. Og det giver god mening. For regelmæssig fodterapi forebygger fodsår – og, hvis du får et sår, så øger behandlingen dine chancer for at hele såret og sænker din risiko for at få et nyt.
Det, som både fodterapeuter, læger og Sundhedsstyrelsen anbefaler, er, at du skal i gang med at forebygge diabetiske fodsår lige så snart, du har fundet ud af, at du har diabetes. Det gør du ved blandt andet ved at få regelmæssig fodterapi. Hvor tit, det skal ske, og hvor meget behandling, du har brug for, afhænger af dine fødder. Det får du hjælp til at vurdere hos en fodterapeut, hvis fornemmeste opgave er at hjælpe mennesker med diabetes med at forebygge fodsår. Det sker blandt andet ved at fortælle dig, hvornår dine fødder kan snyde dig. Fodsår kan nemlig opstå af årsager som tryk, skader, kredsløbsproblemer og forbrænding.
Hos fodterapeuten får du blandt andet en fodstatus mindst en gang om året, der giver dig et øjebliksbillede af, hvordan dine fødder har det. Det sker ved blandt andet at teste dine sanser i fødderne og undersøge dine fødder for fejlstillinger såsom nedsunken forfod, hammertæer eller hård hud. Fodterapeuten skanner med andre ord dine fødder for alt, hvad der kan skabe problemer. Og det sker i et samarbejde med din læge, som får et kort resumé af fodterapeutens konklusioner.
Dine fødders daglige liv har også stor indflydelse på, hvor succesfuldt du kan afværge diabetiske fodsår. Det har for eksempel stor betydning, hvordan du plejer dine fødder, hvilke sko du går i til hverdag, og hvor god du er til skåne dine fødder mod varme, kulde og genstande i skoene. Det kan også være, at du har særlige behov for at rette op på problemer såsom knyster, overlagte tæer eller nedgroede negle, der kan give problemer. Fodterapeuten vejleder dig i, hvordan du skal passe på dine fødder til hverdag.
Har du endnu ikke været til fodterapeut, kan du få en henvisning hos din læge. Den er livsvarig, og giver dig 50 pct. i tilskud til behandlingen.
Sådan passer du på dine fødder