Forløsning

Jeg vil gerne have en kopi af min journal, hvor du med din underskrift og dit stempel verificerer, at oplysningerne er rigtige. Kan jeg få det?

Søren sidder overfor mig i konsultationen med et alvorligt og spørgende udtryk. Jeg forstår ikke helt, hvad han mener og siger, at han altid kan få en kopi af sin journal, men at jeg ikke forstår, hvorfor han skal bruge en underskrift, eller hvad han skal bruge den til.

Han tager en dyb indånding og puster langsomt ud. Holder en pause og siger så: ”Jeg skal dø, og jeg vil gerne selv bestemme, hvordan og hvornår – jeg tager til Holland og gør selv en ende på det!”

Søren og jeg har ikke kendt hinanden så længe. For ca. et år siden flyttede han til vores praksis, og han har været en sjælden gæst. Når han har besøgt mig i konsultationen, er vi ofte endt med at tale om livets store spørgsmål i stedet for hans helbred. Han har i mange år arbejdet med humanitært hjælpearbejde i den tredje verden og taler passioneret om sine rejser og de mennesker, der har gjort indtryk på ham undervejs. Jeg har set i hans journal, at han har Parkinsons sygdom, og han har den karakteristiske trippende gang, der gør, at man som læge kan stille diagnosen, før man har talt med patienten.

Det slår mig, mens vi sidder sammen i konsultationen, at vi aldrig har talt om hans sygdom, selv om jeg har vidst, at han har Parkinson fra første gang, jeg så ham trippe ind i min konsultation.

Jeg skynder mig at se hans medicinkort igennem og gennemgår epikriser fra neurologisk afdeling. Han får ingen parkinsonmedicin og er afsluttet efter en enkelt konsultation og en efterfølgende udeblevet fra neurologisk ambulatorium.

”Det ser mærkeligt ud” – han ser på mig, mens jeg opdager, at jeg tænker højt. ”Søren, du bliver nødt til at fortælle mig, hvorfor du ikke er i behandling og hvorfor du tror du er ved at dø?”

Han fortæller, at han en enkelt gang var inde hos en neurolog, der skulle vurdere ham, og han følte sig ikke hørt. Han forstod ikke rigtig neurologen og fik fornemmelsen af, at han var i vejen, at han var forkert, og at der ikke var noget at gøre. Han udeblev derfor fra anden samtale i ambulatoriet og blev derfor afsluttet. Siden har sygdommen udviklet sig, og han har derfor forberedt sig på at afslutte livet ved at tage til Holland og få aktiv dødshjælp.

Endelig er jeg med. Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg fortæller ham, at han ikke er i vejen, og at han ikke er forkert. Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan hjælpe ham med en kopi af journalen til Holland. Jeg kan i stedet hjælpe ham med en henvisning til en meget dygtig neurolog med speciale i Parkinson, som jeg lover kan hjælpe ham, hvis han lover at møde op til de aftalte kontroller og tage den ordinerede medicin, også selv om han er skeptisk.

Da Søren forlader konsultationen med sin trippende gang, smiler han også en smule, og siger, at han er forsigtig optimist.

Der går to måneder, hvor jeg ikke ser noget til Søren. En morgen hvor jeg sidder og besvarer email konsultationer, er der en mail fra Søren:

– Da jeg vågnede i morges, var jeg (næsten) fri for smerter. Jeg følte mig glad og følte en stor taknemmelighed i forhold til dig og min neurolog. Det forhold, at du satte mig i forbindelse med hende og hendes omhu og medicinering af mig, har givet mig en væsentlig bedre balance og flere kræfter.

– Jeg oplever, at flere års vedvarende tilbagegang – om ikke andet så for en tid – er afløst af fremgang. Det har givet mig et håb om og måske næsten en tro på – at afslutningen af min tilværelse vil kunne udskydes.

Denne morgen er det mig, der er taknemmelig, for at få lov til at være Sørens læge.