Først sundere og gladere – derefter slankere

Rækkefølgen udgør den afgørende forskel. “Når jeg har tabt nogle af alle de overflødige kilo, bliver jeg et sundere menneske og får lettere ved at være glad”, er vi tilbøjelige til at tænke.

Men Andrea Bak greb det an i den omvendte rækkefølge, da hun med egne ord blev “sundere, gladere – og 20 kilo slankere.” Hendes personlige beretning handler om at være glad for livet og for sig selv. Og derefter blive i stand til at tabe sig – ikke til en  forkromet idealvægt, men til den størrelse, hvor hun kan nyde livet uden at hænge fast i sofaen.

Bogen starter med hendes personlige lavpunkt, hvor hun vejer 105 kilo og slet ikke kan overskue kampen for at nå ned på den vægt, hun synes hun burde have. I stedet for at gå på endnu en slankekur, vælger Andrea Bak at forsone sig med sin kærlighed  til mad, samtidig med at hun lærer sig selv glæden ved at motionere og spise sundt.

Hendes metode fører hende frem til et vægttab på 20 kilo, uden at hun vender ryggen til de smagsoplevelser, hun altid har værdsat.

“Slut fred med din krop” af Andrea Bak, 183 sider, vejl. pris 249,95. Fås også som e-bog.