Forstår dit barn sin verden i et større perspektiv?

Indrømmet! Da min datter kom hjem og fortalte, at en lærer havde hævet stemmen og banket hårdt på en toiletdør, fik hun en lidt anden respons, end hun havde håbet på. – Vi var kun derude i fem minutter, men han sagde, vi havde været der i 10!, udbrød den 12-årige forurettet.

I sådan en situation synes jeg, at det er vigtigt, at vi ikke taler vores børn efter munden. Giver dem ret. Og læreren uret. Som voksne – med færdigmodnede pandelapper i hjernen – har vi mulighed for at bibringe dem et større perspektiv; en mere nuanceret forståelse af, hvad der nok er på spil i en sådan situation. Jeg anerkendte, at hun havde følt sig uretfærdigt behandlet, men sagde så i øvrigt variationer af dette over de næste minutters samtale:

– Han har nok i baghovedet, at I skal af sted på tur og nå at møde den anden klasse til tiden og nå at komme hjem igen til frikvarteret. I sådan en situation kan man godt blive lidt følsom og komme til at lyde spids.

– Når en lærer reagerer sådan, så er det, fordi han er presset. Han har 25 elever, han skal have af sted. Der har han brug for klassens hjælp.

– Dine lærere har et arbejdsmiljø – og det skal vi understøtte.

– Lederskab er ikke bare noget, man tager – det er noget, man bliver givet.

– Han elsker sit fag og har lyst til at undervise jer. Han har næppe lyst til at være sur eller spids. Men han kan nok godt føle, at det er det, der skal til.

– Når mennesker oplever tidspres, går deres empati-evne ned. Der har vi brug for hjælp af andre. At vi ikke skal trække hele læsset selv, men får hjælp af fællesskabet.

Vores børns lærere og pædagoger har brug for, at vi forældre hjælper børnenes forståelse på vej

– Sådan kan jeg også godt have det, når vi skal af sted til noget. Så er det som om, at min hjerne koger sammen af alle de trin, jeg skal huske og koordinere.

Det er en fin balance, der kræver, at du mærker efter, hvornår dit barn reelt er oprevet eller ked af noget og behøver trøst nu og her. Og hvornår du snarere er ved at blive præsenteret for en genfortælling af noget, en lærer har gjort eller sagt, som gruppen ikke forstod eller var enige i (her: pigegruppen, låst inde på toilettet).

Vær opmærksom på amygdala – hjernens alarmklokke – for barnet kan få lyst til at bakke ud, fortryde at det delte fortællingen med dig, eller blive ked af at føle sig misforstået. Det er risikoen, vi løber, når vi tilbyder et større perspektiv som forældre (eller bedsteforældre).

Så meget desto større grund er der til, at der er sat godt ind på den følelsesmæssige bankkonto i hverdagen: At barnet tit og ofte føler sig set, støttet og forstået.

Et opbyggeligt, hjernesmart fokus i opdragelse anerkender, at barnet ikke har alle svar eller forståelser, men at det stille og roligt og skridt for skridt skal bygges op til at kunne være i livet på en god og hensigtsmæssig måde. Vi skal hjælpe vores børn med at navigere i en verden, hvor der ikke altid er medvind. Hvor man nogle gange føler sig uretfærdigt behandlet af en lærer eller andre. Hvor man kan berolige sig selv ved at se flere nuancer, end dem, der ligger lige for. Hvor vi kan lære at “flippe” vores perspektiv; at se den større sammenhæng.

At kunne begå sig socialt – herunder at kunne aflæse, hvilke ”tangenter” man med fordel kan spille på, hvornår og hvor – er en central del af livsmestring. Vores børn fortjener at lære det. Og vores børns lærere og pædagoger har brug for, at vi forældre hjælper børnenes forståelse på vej. Mental helse indbefatter også at kunne forstå sin verden i et større perspektiv..