”Mor, hvorfor opfinder du ikke bare noget levemedicin?” spurgte min 12-årige søn for nogen tid tiden.
”Øh, levemedicin – hvad er det?” replicerede jeg.
”Ja, altså det er sådan noget medicin, som gør, at man kan leve evigt, når man tager det”, svarede sønnike (hovedrystende og opgivende – den mor her er åbenbart ikke for klog, selv om hun kalder sig både forsker og farmaceut).
Børn har mange forestillinger om lægemidler – hvad lægemidler kan og ikke kan gøre i kroppen. Misvisende forestillinger. Retvisende forestillinger. Først i mødet med en voksen, som har forstand på lægemidler, kan forestillingerne blive vendt og drejet og ikke mindst blive rettet til, så de passer med sandheden. Sandheden er dog også, at børn ikke har mange steder at gå hen med deres forestillinger om lægemidler, ligesom forskning viser, at børn heller ikke taler meget med deres forældre om lægemidler.
Er det her med lægemidler så måske skolens opgave? Tjah, der undervises i de danske folke- og privatskoler i mangt og meget, som har med sygdom og sundhed at gøre: motion, rusmidler, mad og alkohol, for nu bare at nævne et par af emnerne. Når nu det at tage lægemidler er den mest udbredte sygdom-sundhedsadfærd i befolkningen – i hvert fald i den vestlige verden, og når nu lægemidler ikke er bolsjer, men indeholder højpotente aktive stoffer, som man skal omgås varsomt – så kunne det jo passende være noget, elever lærte om i skolen.
Vi har gjort noget ved den sag her på Københavns Universitet. Således har vi de seneste tre år sendt mellem 60 og 80 farmaceutstuderende ud for at undervise i lægemidler på mellemtrinet i en lang række danske folke- og privatskoler. Med succes – for lærerne vender tilbage og ønsker mere undervisning, flere timer, flere farmaceutstuderende. I forbindelse med undervisningen, som er berammet til cirka to timer per klasse, får eleverne vendt deres forestillinger om lægemidler. De undervises i, hvordan de kan bruge lægemidler på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst i, hvad de skal passe på med. Eleverne laver rollespil om hovedpinemedicin, de lærer at læse en indlægsseddel – og de spiller medicinbingo. Leg og læring går som bekendt hånd i hånd. Næste skridt i projektet er at uddanne lærere i folkeskolen, i gymnasiet og i erhvervsskolen, således at disse selv vil kunne varetage undervisning om lægemidler.
Hva’ så med levemedicinen og sønnen? Ja, moderen måtte jo med skam melde, at godt nok har farmaceuter en 5-årig universitetsuddannelse, som udelukkende handler om lægemidler, og godt nok gør vi et kæmpestykke arbejde hver dag ude på apotekerne, på universiteterne, på hospitalerne, i medicinindustrien i forhold til at udvikle de bedste lægemidler og få dem brugt på den sikreste måde, men vi er endnu ikke nået til at udvikle det lægemiddel, som giver os evigt liv. Og spørgsmålet er også, om et sådan lægemiddel vil være ønskeligt for andre end børn?