Fra superkvinde til kronisk smertepatient – vi har et ansvar

Vi har på Børne- og Ungeafdelingen i Esbjerg stor erfaring med at arbejde med funktionelle lidelser. Vi har i den seneste tid ikke kunnet undgå at følge med i debatten om følger af HPV-vaccinationer.

Særligt optaget har vi været af den kritik, der har været af at kategorisere symptomerne under funktionel lidelse, fordi vi kan være bekymret for, om pigerne derved afskæres fra at få en relevant behandling på deres symptomer.

Vi har med interesse fulgt pigernes historier i medierne. Pigerne med bivirkninger, søger naturligt anerkendelse for deres symptomer. Derfor er det ekstra uheldigt, når man i bestræbelserne på at støtte pigerne anvender udtalelser som, at ”mange bivirkningsramte efter HPV vaccinen får diagnosen funktionel lidelse, blot fordi lægerne ikke ved bedre”. At få diagnosen funktionel lidelse er ikke det værste, der kan ske, da der dermed åbnes op for behandlingsmuligheder.

Argumentationen bunder i en alt for snæver opfattelse af, at sygdom enten er fysisk eller psykisk. Funktionel lidelse er ikke som det i skræmmekampagnen hedder: ”En populær opdigtet diagnose”. Funktionel lidelse forstås netop komplekst og som en lidelse, hvor krop og hjerne af forskellige årsager er overbelastet og ikke fungerer optimalt. Funktionel lidelse kan ikke forstås som hverken biologi eller psyke eller kultur, men som en helhed, der gensidigt påvirker hinanden.

Er vi så glade for de nye HPV centre, der er sat til at udrede de fysiske symptomer hos piger med bivirkninger? Ja, det er afgørende vigtigt at få viden om symptombilledet, men det afgørende bliver at sørge for, at der er et alternativ til yderligere udredning og medicinsk behandling. Motivationen må være at finde en behandlingsform, der kan forebygge, at de børn og unge, der rammes af symptomer, bliver kroniske smertepatienter.

Forskere har sandsynliggjort, at særligt piger med et højt fysisk aktivitetsniveau inden vaccination er i risiko for at få svære bivirkninger. Da vi ved, at personer med et højt træningsniveau tager mere imod vaccinationer, kan vi her have identificeret en mulig udløsende faktor. Med en videnskabelig dokumentation af den hypotese kan man gå ud at vejlede pigerne om at tage en træningspause, inden de lader sig vaccinere. For de piger, der allerede er vaccineret og har fået alvorlige bivirkninger, kan denne viden anerkende deres symptomer. Og alene det, at pigerne vil opleve sig set og hørt, ved vi fra forskning, kan have en gavnlig effekt på symptombilledet. Hvis man krampagtigt fastholder, at der skal findes en entydig fysisk årsagsforklaring, hvor en sådan ikke findes, så efterlader man disse piger og unge kvinder til en skæbne, hvor de også fremadrettet vil være plaget af besvimelse, ledsmerter, træthed, svimmelhed, hovedpine og lammelser. Det er trist, når der faktisk er behandlingsmuligheder. En behandling, der kombinerer fysisk genoptræning med metoder fra kognitiv adfærdsterapi, har vist rigtig gode resultater. På vores afdeling arbejder vi et tværfagligt team med læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, pædagog, skolelærer og psykolog i tæt samarbejde med familien.

Den tone, der har været i debatten, har været uhensigtsmæssig. Ingen tvivl om, at den er affødt af de ulykkelige historier, som disse piger fortæller. For hver af de piger, der har fået svære bivirkninger, er det ulykkeligt. Når man omtaler den forskningsbaserede viden med kommentarer som: ”En populær opdigtet diagnose, døbt funktionel lidelse, truer unge pigers fremtid og retssikkerhed”, så er det, der er tænkt som en støtte til pigerne, blevet en støtte med negativ effekt. Og det umuliggør en nødvendig behandlingsalliance.

Jeanne Fløe

Autoriseret cand. psych., Børne- og Ungeafdelingen, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg. Jeanne Fløes fokus er den omdiskuterede HPV vaccination, der tilbydes piger i 12-års alderen for at forebygge livmoderhalskræft.