Frem med skridttælleren

Et postbud tager typisk over 13.000 skridt om dagen, men hvor mange tager du og dine kolleger? Find svaret, når Dansk Firmaidrætsforbund for anden gang arrangerer kampagnen “Tæl skridt” i uge 11, 12 og 13. Hvis alle tilmeldte på holdet går 10.000 skridt hver dag i den periode, kampagnen varer, når man en distance, der svarer til “Danmark rundt” på det virtuelle Danmarkskort på kampagnens hjemmeside www.taelskridt.dk. Men det kan faktisk være svært at nå de anbefalede 10.000 skridt om dagen – derfor er det ifølge formanden for Dansk Firma-idrætsforbund, Peder Bisgaard, sundt med en lille konkurrence:

– Kampagnen er en god mulighed for at se, hvor mange – eller hvor få – skridt man egentlig tager i løbet af sin arbejdsdag og i fritiden. Det er en god mulighed for at konkurrere med sig selv og med sine kolleger. Vi ved fra sidste år, at der også var nogle, der arrangerede konkurrencer internt i virksomheden og mod naboarbejdspladsen.