Efter en laaang vinter er foråret landet, og menuen står på frisk luft. Med alt hvad der nu betyder…
En tur i skoven er en dejlig fornøjelse året rundt, men især om foråret, når bladene nærmest skriger selvlysende grønt. Til gengæld er det knapt så sjovt at komme hjem og finde ud af, at man har fået blinde passagerer i form af skovflåter med sig. I sig selv er et stik ikke farligt, men da skovflåten kan inficere os med borrelia, er det alligevel rart at slippe hurtigt og sikkert af med krabaten.
Trix har en lille skovflåt-fjerner på størrelse med en kuglepen, der er let at have med sig eller liggende derhjemme, hvis du ligesom mange andre elsker en god skovtur. Pennen gør det muligt at fjerne flåten på en sikker og effektiv måde uden at klemme på bagkroppen af dyret. Det mindsker risikoen for at overføre infektion. Du kan også få en borrelia-test i handlen fra samme producent, hvis du er bange for, om du kan være inficeret. Får du dog store røde plamager i dagene efter et flåt-bid, bør du altid søge læge.
Uanset om det er i båden, sommerhuset, campingvognen eller derhjemme på badeværelset, at du bliver mødt af en ram lugt, så kan fugt være en stor del af problemet, der forhindrer den friske luft i at brede sig.
Rubson har lavet en videreudvikling af den traditionelle fugtfjerner, så du på en let og diskret måde kan gøre noget ved de fugtige rum. Den lille beholder Midi opsamler fugten, og det eneste du skal gøre, er at tømme beholderen en gang imellem og skifte tabletten.
Midi er let at bruge med et antispild-system, hvis beholderen vælter. Samtidig viser en indikator, hvornår du skal tømme den.
Udenlandske sportsferier er blevet meget populære hos folk, der gerne vil bruge ferien til at vedligeholde og evt. optimere en sund livsstil. SportsCamping er et nyt samarbejde mellem TopCamp Feddet ved Faxe og firmaet Outdoorsports, der skal tage kampen op med udlandet og derfor introducerer en række aktiviteter med samvær og sundhed som omdrejningspunkt i Danmark.
På SportsCamping kan man sammen prøve kræfter med sjove aktiviteter, som giver smil på læben, sved på panden og masser af gode timer sammen på campingpladsen. Hver dag starter med en sund fælles morgenmad, og deltagerne kommer i løbet af de fire aktive dage til at prøve kræfter med GPS-løb, mountainbike, kajakpolo, snorkeldykning, bueskydning og meget mere.
– Det skal være let, attraktivt og med masser af tid til at være sammen, udtaler Søren Telling fra Outdoorsports, der i samarbejde med lejrchef Kasper Kristensen fra TopCamp Feddet ved Faxe har udviklet SportsCamping, som afvikles i ugerne 28, 29 og 30. Yderligere information kan fås på www.sportscamping.dk.
Den århusianske virksomhed E-wheels har løsningen til alle os, der trods mange gode intentioner ikke kommer op på cyklen, og som af forskellige grunde har afstået fra at investere i en el-cykel. Deres el-motor BionX kan nemlig monteres direkte på din egen cykel og konvertere rugbrødsmaskinen til lidt luksus med hjælp i.
– Vi oplever, at der er mange, der går med en drøm om at kunne cykle på arbejde eller bare cykle mere i deres hverdag, og derfor har vi afsøgt markedet for den bedste løsning af el-cykler. Ofte er det kvaliteten, der holder oplagte cyklister fra at cykle ved hjælp fra el-cykler, siger Jesper Berggreen, der står bag E-wheels sammen med Pernille Meyer og Carsten Obel.
For at el-cyklen bliver en rigtig succes, kræver det, at den ikke er for tung eller af for dårlig kvalitet. BionX er et kit, der skal sættes direkte på din cykel, og du bestemmer selv, hvor meget hjælp, du vil have ved at trykke på den lille konsol, du har på styret. Se evt. mere på www.e-wheels.dk.