Vigga Bro: Gamle fortjener respekt som alle andre

Af: Malene Hedegaard

Foto: Scanpix/Iris

Der er ikke meget pensioneret stilstand over Vigga Bro. At hendes gang på jorden har rundet de 80 år, kan hun næsten ikke selv forstå. Kalenderen er fuld, og samfundets aldersfordomme kan hun ikke bruge til noget. Til april er hun aktuel med sin egen forestilling, ‘Sne.’

– Der er umådeligt mange fordomme om gamle, synes jeg. Folk, der ikke kender én, tror som udgangspunkt, at der er noget i vejen med både synet, hørelsen og hjernen.

Sådan siger Vigga Bro, 80-årig skuespiller og historiefortæller. Aldersfordommene er udtalte i det danske samfund, synes hun:

– Hvis folk ikke genkender mig, taler de MEGET HØJT OG LANGSOMT og siger tingene på en simpel måde. Så svarer jeg stilfærdigt: ‘Du behøver ikke råbe’. ‘Nå, har du høreapparat?’ Når de forstår, at man er ved sine fulde fem, snurrer de fem gange rundt om sig selv og tager sig i det. Det er et spørgsmål om tankegang, for i Italien, hvor jeg er kommet meget i mit liv, er der en helt anden og mere respektfuld måde at opfatte gamle mennesker på.

Sneens magi

Den lille skuespiller med det store fortælletalent er i høj grad still going strong. Selvom hun i efteråret kunne fejre sin ottende runde fødselsdag og mageligt kunne trække sig tilbage og nyde sit otium, optræder hun stadig flittigt rundtom i landet. Især som historiefortæller, som i de senere år er blevet hendes foretrukne element. Og det er også som sådan, hun træder frem i sin aktuelle forestilling, ‘Sne’:

– ‘Sne’ er resultatet af flere drivfjedre, hvor den ene er sneens magiske kraft: Lige fra lille har jeg haft det sådan, at sne fortryller verden og åbner porte til eventyr, som før var skjulte. Verden er større, end du regnede med. Og det er jo i virkeligheden et billede også på os mennesker: Under overfladen er der altid noget, du ikke har set. Du taler med et menneske og forstår måske ikke helt, hvorfor vedkommende er sådan og sådan, men pludselig får du en lille flig af noget, og så forvandler personen sig for øjnene af dig, siger hun og fortsætter:

– En anden drivfjeder bag forestillingen er sne som stof, og hvor fantastisk forskellig den kan være: luftig som mel – PUFF! – eller hård og glasagtig som istapper, eller klistret i tøvejr. Som barn elskede jeg at betragte isblomsterne på ruden om vinteren. Jeg kunne blive helt drømmeagtigt væk i dem!

På slædefærd i biografen

Pigen, der drømte sig væk i iskrystallernes formationer på ruden, blev også totalt væk i grønlandsfareren Knud Rasmussen, som hun så i biografernes forfilm i 1940’erne:

– Jeg var overbevist om, at jeg skulle på ekspedition med ham, når jeg blev stor. I min fantasi var jeg der allerede, ude på slæden i pelsdragt og kamikker og skyde isbjørne. Jeg var rent ud sagt forelsket i ham, og først langt senere gik det op for mig, at han var død, før jeg blev født. Når biograferne viste de film under krigen, var det nok en måde at gøre ham til nationalikon på: ‘Grønland, isbjerge og lækre Knud Rasmussen, kan I stikke den, skide tyskere!’, udbryder hun med et skævt grin.

Krigsbarn

Vigga Bro kom til verden i 1937, få år før krigsudbruddet. Hun voksede op i Fredericia, og selvom hun kun var to et halvt, da tyskerne indtog hendes hjemby, husker hun tydeligt besættelsen i 1940:

– Min mor og jeg var sammen i køkkenet, da min faster Laura kom stormende ind med nyheden om tyskernes ankomst. ‘Mor tager sin død!’ råbte hun med vanlig sans for dramatik, hvorpå min mor, der var et hoved mindre end hun, svarede ‘Lille Laura, du skal se, det går ikke så galt’. Det fyldte mig med glæde at have så rolig en mor.

Besættelsen farvede de tidlige år af Viggas liv. Hun husker instrukserne hjemmefra om ikke at lade munden løbe i visse kammeraters hjem. Hun husker mennesker, der forsvandt, og at man var ‘rent ud sagt skidebange’ for tyskerne. Og hun husker – igen gennem dagliglivets prisme – da Danmark igen blev frit:

– Min fætter kom for at låne en bordplade, da de skulle holde befrielsesfest hos ham, og jeg kan se ham for mig rasle afsted med den på cyklen. Pludselig skyder nogen med skarpt, og min fætter styrter af cyklen og ind i en have, mens han råber ‘Dæk! Dæk!’ Der var lommer af tyskere, som først ikke ville overgive sig, og i det hele taget var krigen meget synlig i Fredericia, fortæller hun.

Under radaren

Vigga Bro voksede op med sin mor og tre søskende. Hendes far Viggo døde, mens de ventede hende, og derfor fik hun hans navn. Som pigenavn var det usædvanligt dengang, men moderen, der havde elsket Viggas far højt, var så opsat på at kalde datteren Vigga, at hun indhentede kongebrev for at få lov.

Livet med en enlig mor på lærerpension var fattigt, men trygt. Moderen var ferm med nål og tråd og formåede at få midlerne til at række, så børnene altid var mætte og velklædte. Måske endnu vigtigere var hendes mod til at trodse tidens opdragelsestendenser:

– Dengang var det jo almindeligt, at fædrene kom hjem og uddelte smæk, når børnene havde været uartige. Det gjorde min mor aldrig, og det var der nogle, der så skævt til. Men jeg så min mor som stærk, at hun turde modstå forventningen om korporlig afstraffelse. Min ene storesøster var lidt vild, og der blev jeg i stedet den søde, artige pige, som ikke skabte problemer for min mor. Inde i mig var der fart og ballade, men for at passe på hende blev jeg pæn og stille udadtil. Jeg gik under radaren simpelthen, erindrer hun.

Ordblindhed udstak vejen

Livet under radaren blev skiftet ud med et liv i rampelyset, da den voksne Vigga valgte at gå scenevejen. Med en interesse for historiefortælling var det naturligt at søge ind på det levende ords bane, og når det blev skuespil og ikke for eksempel forfattergerningen, tilskriver hun det delvist sin ordblindhed:

– Når du er ordblind, lærer du at læse dine omgivelser. Hvis ordene på tavlen volder dig problemer, observerer du din lærer i stedet og øver dig i at regne ud, hvad hans kropssprog betyder. Virkelig mange skuespillere er ordblinde, og jeg har hørt, at det også gælder mange i høje stillinger. Jeg tror simpelthen, at man bliver trænet i at overskue helheder og sammenhænge, ræsonnerer hun og tilføjer, at ordblindheden langt op i livet gjorde hende forbeholden over for at udtrykke sig på skrift.

Sen kærlighed

Vigga Bros fortællekunst taler til barnet i os, og trods sine mange år på bagen giver hun indtryk af også at have bevaret en åben linje til sit eget indre barn. Selv blev hun mor i en sen alder: Efter mange barnløse år og en gradvis accept af, at det nok ikke blev anderledes, dumpede datteren Anna med ét ned fra himlen. ‘De gamle æbletræer blomstrer altid smukkest, lige inden de går ud’, som hun poetisk udtrykker det.

Det var også først i en sen alder, at hun traf sit livs kærlighed. Efter at forholdet til Annas far var gået i stykker, og Vigga havde erkendt, at det nok var slut med romantik fra nu af – ja, så fandt også den, i skikkelse af bassisten Erik Moseholm, vej ind i hendes liv:

– Vi traf hinanden til en fest efter en Christianshavner-revy. Vi faldt i snak på vej op ad trappen og kom til at diskutere et eller andet fjollet. Da vi endelig, helt forgrinte, kom ind i lejligheden, var der kun én klaverbænk tilbage til deling til os. Jeg blev så forelsket den aften, helt svedt!

I tiden efter festen ærgrede Vigga sig over, at momentet var forpasset, men pludselig en dag sad han igen som tilskuer nede i salen:

– Sædet ved hans side var tomt, og så tænkte jeg ‘Det er mig, han ser på!’ Tre dage senere inviterede han mig til middag, og så var vi sammen siden, smiler hun.

Sorg og glæde

De fik 25 år sammen, indtil det en dag med ét var slut: I 2012 døde Erik pludseligt af en blodprop. Og selvom det var hårdt for hans efterladte hustru, er hun glad for den måde, han forlod livet på:

– Erik døde med skoene på, som man siger. Det ene øjeblik rask og frisk, det andet WUSJJ var han væk. Sorgen var selvfølgelig voldsom, det er sorg jo, men to ting hjalp mig: Dels taknemmeligheden over den fantastiske tid, vi fik sammen. At opleve en sådan forbundethed med et andet menneske er ikke alle forundt! Dels har jeg altid betragtet selvmedlidenhed som uappetitligt, så hver gang jeg begyndte at gå ned ad den vej, trak jeg mig op og tog mig noget fornuftigt til. Man har altid noget tøj, der skal vaskes, om ikke andet.

I dag har en ny slags kærlighed indtaget hendes liv, i skikkelse af barnebarnet Agnes:

– At blive bedstemor er en stor glæde. Man mærker historiens og slægternes gang på en anden måde, end da man selv blev mor. Der går alt jo op i bleskift og amning, men når det lille barn, som man har båret og født og set skyde i vejret og blive langbenet, pludselig en dag selv bliver mor til et nyt lille væsen – det er en vidunderlig ting.

En værdig sortie

Og hemmeligheden ved som 80-årig stadig at være i fuld vigør? Den tilskriver hun to ting:

– Livsappetit og manglende realitetssans. Det er lidt uvirkeligt med de 80 år, jeg kan ligesom ikke tage mig af det. Jeg har det jo godt og har masser af kræfter. Men det betyder selvfølgelig, at man ikke kan tillade sig at sjaske sin tid væk. Jeg sørger for at leve rimelig sundt, uden dog at være nogen dydsdragon.

Som mange andre ser hun demens som den største trussel mod den gode alderdom:

– Demens er noget, som alle gamle ængstes for. Navnlig hvis man har svært ved navne i forvejen, for var det nu Asger eller Arne, han hed? Vi er jo alle nervøse for senilitet og Alzheimers. Det ville være rart, hvis man kunne spore den på et tidligere tidspunkt, så man kunne have mulighed for at arrangere sin sortie, mens man endnu er ved sine fulde fem. Alzheimers fører til så utroligt mange konflikter og frustrationer hos de berørte, så man må huske at værdsætte det gode liv, mens man har det, slutter Vigga Bro.

 


 

Kort om Vigga Bro

  • Født 1937 i Fredericia.
  • Uddannet skuespiller ved AarhusTeater i 1961.
  • Brød igennem i Stig Lommers revyer i1960’erne. Har spillet et væld af roller på teater, film og TV, bl.a. i ‘Barndom- mens Gade’, ‘Jul i Valhal’ og ‘Stille Hjer- te’. Medlem af Teaterrådet 1988-94. Ak- tuel med forestillingen ‘Sne’ på Teatret ved Sorte Hest og siden turné.
  • Bor i København. Var gift med jazz- bassisten Erik Moseholm fra 1993 til hans død i 2012.
  • Mor til dramatiker og instruktør Anna Bro.