Giv Hr. Stempelkvist det røde kort!

Husker du DR’s julekalender, Vinterbyøster? Der mødte vi Hr. Stempelkvist, hvis job det var at stemple al post i Vinterbyøster: ”Den post, der kommer, skal kontrolleres, stemples og gøres ved. Hvis Posten kommer med en konvolut, kan man slå op og se, hvordan den skal stemples. Og den skal stemples rigtigt, for der skal være orden i tingene.”

Der er gået Hr. Stempelkvist i voksnes omgang med børn. Børn stemples, som var de konvolutter: Hvad fejler han? Hvilken diagnose har hun? Hvorfor er mit barn så mærkeligt? Nogle forældre kalder deres barn for ”Isprinsessen” eller ”Autisten”. Denne stempeltrang sætter gang i den såkaldte bekræftelsesskævhed: Det, de ser, kommer de til at se mere af. Hjernen indsamler beviser på, at dommen er rigtig.

Andre forældre opsøger eksperter for at finde ud af, om en diagnose kan stilles. Jeg anerkender, at en diagnose kan være en vej til at få den rette hjælp. Den kan også følelsesregulere forældrene: ”Nåh, det var dét, der var galt!” Det helt store problem er dog, at diagnoser maler børn op i en krog og hæmmer deres udvikling. Og at diagnoser er blevet så dominerende i vores kultur, at mange føler, de skal ”gå diagnosevejen” for at være en god forælder.

Stempeltrangen får os til at overse, at masser af følelser og reaktioner skyldes livets faser og midlertidige forhold.

Et eksempel er en henvendelse, jeg fik fra en mor. Hendes datter Regitze på 5 år havde i måneder ”tumlet med noget angst for handicappede og personer med ben eller arme i gips”. Regitze klyngede sig til moren og græd voldsomt, når hun for eksempel så et menneske med benet i gips. Moren havde forsøgt at berolige, havde rakt ud til børnelæge og kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning og skrev nu til mig for at få mit perspektiv.

I mit svar foreslog jeg “Midlertidighedens sprog”, det vil sige små ord, der peger hen på det midlertidige ved noget (for tiden, lige nu, henad vejen, en overgang osv.). Ordene hjælper barnet til at føle sig o.k. og normal. Jeg foreslog også sætningen: “Når du bliver 6 eller 7 år, vil du sikkert være mere tryg ved handicappede og folk med gips.” Her smitter moren med ro, tryghed og tillid til, at tingene kan (og nok vil) forandre sig henad vejen.

Da moren første gang brugte sætningen, udbrød Regitze: ”Sig det igen!” med et stort smil. Tre år senere skrev moren, at det næsten var blevet ”et non-issue”. I en periode havde Regitze været utryg ved hunde, men hun var nu begyndt at klappe nogle på eget initiativ.

Menneskelivet består af forskellige faser. Vi voksne kan tage det roligt og lade børn være børn i al deres mangfoldighed i stedet for at sygeliggøre normale reaktioner. Vi kan udvise ro og tro på barnets udvikling – samt bygge bro til livslæring – også når et barn i perioder virker angstfuldt. Giv blot Hr. Stempelkvist det røde kort! Hans posthusmanerer hører en svunden tid til.

Læs også: Stigende mental mistrivsel hos børn og unge

#Hjernesmart