God appetit eller dårlig?

Af: Carsten Gottlieb

Foto: Shutterstock

Appetit er et udpræget positivt ord. Appetit på livet. Appetit på nye udfordringer. Men når der er lidt for mange kg på kroppen, vil du helst bare have kontrol over appetitten. Det kan du få på flere måder.

Sult er en af de stærkeste biologiske drifter, der findes. Samtidig er der på vores breddegrader adgang til ufattelige mængder og variationer af fødevarer, der tilbyder at stille din sult.

Så det tror pokker, at nogle af os overskrider idealvægten!

Det er også logisk, at du ikke får has på en overvægt ved blot at beslutte dig for at spise mindre. Du er nødt til at have hjælp til at dirigere din sult i den rigtige retning, sådan at det, du spiser, hjælper med at holde vægten i stedet for at øge den.

En kontrolleret kostplan

Mæthed er en effektiv måde at kontrollere sin sult – det siger sig selv. Det har en stærk, appetitregulerende effekt, når det, du indtager, får dig til at føle dig mæt.

Du ved måske allerede, at protein giver en stor mæthedsfølelse. Ud over animalske fødevarer er der meget protein i f.eks. bønner og linser. Kulhydrat skal din krop have. Når du vælger kulhydratkilder med højt indhold af kostfibre – primært i grøntsager og fuldkornsprodukter – føler kroppen sig mere mæt. Det fedt, du heller ikke kan undvære, kan du få via eksempelvis fisk, nødder, avocado og olivenolie.

Så fik vi styr på det. Hvad siger du? Er du stadig lidt sulten?

Ja, selvom vi følger alle gode råd, kan sulten godt snige sig ind ad bagdøren. Måske er det bare en dårlig vane – med det er stadig svært at modstå.

I dette tilfælde kan du overveje andre – naturlige – måde at regulere appetitten, så hverdagen ikke bliver alt for sur.

Stærkt stofskifte

Naturlige tilskud kan støtte din sunde kostplan på to måder; enten ved at skabe mæthed eller ved at øge forbrændingen. De to ting overlapper ofte hinanden, for når kroppen arbejder med forbrænding, øger det også mæthedsfølelsen.

Hvis du ofte har trang til søde sager, kan du starte dagen med et par spisefulde af en sund olie som eksempelvis Udo’s Choice eller Livets Olie. Forbrændingen af de gode olier stimulerer en simpel hormonreaktion, som reducerer tendensen til lækkersult.

Tilskud af Omega-3 fiskeolie har en lignende effekt, og det stimulerer samtidig dit stofskifte. For at få en mærkbar effekt, kan det være vigtigt, at du tager den dosis, som anbefales af producenten.

Læs også: Vi lægger for meget vægt på vægten

Fut under forbrændingen

Flere naturlige produkter, som har en velkendt, stimulerende effekt på stofskiftet og dermed fedtforbrændigen, kan også fås i form af tilskud.

Det gælder bl.a. koffein, grøn te, ingefær og en række stærke krydderier.

Der er grænser for, hvor mange chilifrugter eller kopper kaffe, du kan nå at drikke i løbet af en dag, så disse tilskud kan også være en god idé.

Kroppens døgnrytme er skruet sådan sammen, at din forbrænding fungerer bedst fra starten af dagen og bliver mindre og mindre effektiv, efterhånden som du nærmer dig din sengetid.

Det er årsagen til, at man ikke anbefaler at spise større måltider sent på dagen. Men det er også grunden til, at du skal tage de fedtforbrændende tilskud tidligt på dagen.

Stimulerer serotonin

Når kroppen forbrænder sin næring, frigives hormonet serotonin. Det signalerer til hjernens hypothalamus-område, at du ikke længere er så sulten. Det er derfor ikke helt forkert at betegne serotonin som et naturligt mætheds-hormon.

Tilskuddet 5-HTP benytter sig af denne naturlige, fysiske funktion. 5-HTP dannes fra aminosyren tryptofan og er et forstadie til serotonin. Tilskuddet øger hjernens produktion af serotonin og dæmper appetitten, samtidig med at det hæmmer din lækkersult efter søde sager eller hurtigt omsættelige kulhydrater som hvidt brød og pasta.

5-HTP udvindes af frø fra klatreplanten griffonia og er altså et naturligt stof. Tilskuddet anbefales også til at styrke dit humør, men til gengæld frarådes det kraftigt at tage 5-HTP, hvis man samtidig er på antidepressiv medicin.

Læs også: Tab dig med selvkærlighed

Blodsukker i balance

De fleste af os kan planlægge tre sunde måltider i løbet af en dag. Derfor ligger faldgruberne for et vægttab ofte i det, vi indtager mellem måltiderne. Snacks og mellemmåltider er hyggelige, men de har sjældent nogen positiv effekt på dagens kalorietabel.

Nøglen til at modstå mellemmåltider er et stabilt blodsukker. Blodsukkeret holdes på et ensartet niveau ved at have fiberrige grøntsager på menuen.

Men der er også en lang række tilskud, som kan støtte dig i kampen for at holde appetitten nede. Naturlige stoffer, som også findes i en afbalanceret kostplan. Nogle af de vigtigste er B- og C-vitamin, krom, zink og magnesium samt ekstrakt af f.eks. ginseng, løg og hvidløg.

Og husk, at noget af det værste for stabilt blodsukker og stabilt stofskifte er stress og dårlig søvn.

Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan finde kilder til denne artikel og søge på andre artikler om appetitregulering.