Før sin blodprop havde buschauffør Allan Aistrup undskyldninger nok for sine usunde vaner i en travl hverdag. I dag er han ti kilo lettere efter at have deltaget i projektet “Sund på arbejde”. Små ændringer i hverdagen gør en stor forskel.
Da 47-årige Allan Aistrup sidste år fik en blodprop i hjertet, var det den ultimative konsekvens af mange års dårlige vaner. Som buschauffør i City-Trafik i Glostrup havde han et stillesiddende arbejde. I løbet af dagen røg han 30 smøger og spiste både chokolade og kager.
Og efter fyraften rakte overskuddet kun til afslapning på sofaen. Blodproppen var en øjenåbner for Allan Aistrup.
– Jeg tænkte, at jeg var for ung til at få en blodprop. Det fik mig til at indse, at man ikke skal tage livet for givet, siger han.
Derfor kvittede han smøgerne. Men det var kun første skridt på vejen mod et sundere liv.
I januar i år var Allan Aistrup nemlig at finde på deltagerlisten til projektet “Sund på arbejde”, som PensionDanmark, Hjerteforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse stod bag. Her skulle Allan og ti andre chauffører og håndværkere mødes hver anden uge i det næste halve år for at lære at leve sundere – og i sidste ende længere – trods en travl hverdag med arbejde, familie og pligter.
På programmet stod bl.a. vandgymnastik, boksetræning og yoga. Men deltagerne fik også helt lavpraktiske tips til at gøre en hektisk dagligdag sundere som f.eks. at droppe tankstationsmaden til frokost og udskifte eftermiddagskagen med et æble.
Resultatet af projektet er fornylig gjort op. Til sammen tabte de 11 deltagere sig 59 kg under projektet. Deltagernes såkaldte bodyage – et mål for kroppens alder – er i gennemsnit faldet fra 50,2 år ved projektets start til 45,6 ved slut. Og så er deltagernes taljemål skrumpet med i alt 33 cm.
Allan Aistrup er i dag 10 kilo lettere end i januar, da projektet startede. Han har opdaget, at sunde ting godt kan smage godt, hvis bare man krydrer nok.
– Jeg er generelt blevet mere optaget af, hvad jeg spiser. Når familien spiser fredagsslik, tager jeg mig noget frugt i stedet. Men der er ingen sure miner. For jeg må godt tage slikket. Bare ikke for meget. Og jeg har det fint med at lade være, siger Allan Aistrup.
Projektet har også fået buschaufførens øjne op for, hvor vigtigt det er at dyrke motion – især når man som ham har et stillesiddende arbejde. Nu vægt- og konditionstræner han to gange om ugen. Og den nye sunde Allan får kollegerne også at mærke.
– Jeg har startet et cykelhold på arbejde, hvor vi cykler en gang om måneden. Derudover cykler jeg hver anden lørdag med min chef. Det er rart at være sammen med kollegaerne på den måde, siger han.
I følge Allan Aistrup er det ikke let at ændre livsstil. For det stiller store krav til selvdisciplinen. Men arbejdet må ikke være en undskyldning. De sunde justeringer i hverdagen, som gør den store forskel, er nemlig ganske små. Men de er ifølge buschaufføren lettere at tilegne sig, hvis man gør det gradvist, hvis man er flere i samme båd, og hvis man har et realistisk mål for øje.
– Før projektet satte jeg mig det mål, at jeg ville komme i god nok form til at gennemføre DHL-stafetten (motionsløb på fem kilometer, red.). Det lykkedes mig her i august. Det var fedt at kunne se resultatet af min livsstilsændring ikke bare på vægten. Og det har givet mig mod på at fortsætte den sunde linje, siger han.
Bevæg dig – også på jobbetMotion er ikke alene godt for dit helbred. Det giver også mere energi og større velvære. Motion kræver ikke nødvendigvis, at du tager træningstøj på eller går til fitness. Det vigtigste er, at du bevæger dig hver dag. Det er godt, hvis du får indarbejdet nogle gode vaner. Få motion dér, hvor det passer dig bedst. Det kan være i fritiden eller på arbejde, i hjemmet eller ude i naturen. Forsøg at gøre det til en til en naturlig del af din hverdag. Her er nogle eksempler på, hvordan motion bliver en del af din hverdag:
Få mere inspiration på
Kilde: Gigtforeningen |
Resultater fra Hjerteforeningens testsVÆGT: Tilsammen tabte de 59 kg. Den, som tabte sig mest, tabte 19 kg. BODYAGE: Kropsalderen var gennemsnitlig 50,2 år ved start. Da projektet sluttede var gennemsnittet faldet til 45,6 år. TALJEMÅL: Totalt tabte deltagerne 33 cm. Den, der tabte mest, tabte 15 cm. BLODTRYK: Nogle oplevede ingen forandringer, mens andre fik forbedret blodtryk. Største spring var fra var 151/93 til 129/72. |
Spis noget sundt – også på jobbetDet, du spiser, betyder noget for din trivsel i hverdagen. Sund mad giver dig mere energi, bedre humør og løfter din generelle livskvalitet. Med andre ord: Hvad du spiser og drikker har direkte indflydelse på, hvor sund du er. Det betyder igen noget for, hvor godt du lever – og hvor længe. Der er mange kostråd, og der kommer hele tiden nye til. Brug din fornuft – sund mad handler om, hvad du spiser hver dag. Sådan får du nok frugt og grøntsager i løbet af dagen
Vil du vide mere
Kilde: Hjerteforeningen |
“Sund på arbejde”– PensionDanmark, Hjerteforeningen, Gigtforeningen og Kræftens Bekæmpelse stod bag projektet “Sund på arbejde”, som strakte sig fra januar til juni. – I denne periode mødtes 11 chauffører og håndværkere hver anden uge for at ændre livsstil. – Formålet var at give deltagerne nogle sundere vaner, så de kan få et bedre helbred og dermed på sigt undgå førtidspensionering og tidlig død. |