Græskarsuppe

Af: Nanna Simonsen

Foto: Fra bogen 'Mad til mor'

En både sund og fyldig græskarsuppe med masser af næring – oplagt at servere for især småtspisende ældre.

Ca. 8 portioner á 2,5 dl

Det du skal bruge:

1,6-1,7 kg hokkaido-græskar (et meget stort eller to mindre)

4 løg

4-5 fed hvidløg

4-5 cm frisk ingefær

4 spsk. olivenolie

8 spsk. smør (i alt)

1,5 tsk. karry

50 gram grødris

3-4 kviste timian bundet sammen til en krydderbudket

salt

ca. 1,5 liter bouillon

1 øko-lime

peber

evt. cremefraiche eller 10 % yoghurt (græsk yoghurt)

Sådan gør du:

Skyl og tør græskarrene. Skær dem i både og fjern kernerne. Bådene skal ikke skrælles. Skær dem i småstykker. Pil løg og hvidløg, og hak dem groft – hver for sig. Skræl ingefæren og riv den fint.

Sauter græskarstykker, løg og halvdelen af det hakkede hvidløg blidt i olie og 3-4 spsk. af smørret i en stor gryde. Lad det tage sin tid, 8-10 minutter. Tilsæt karry, og sauter et øjeblik længere.

Tilsæt ris, revet ingefær, timian, resten af hvidløget og vand, til græskarstykkerne er rigeligt dækket. Tilsæt salt.

Lad det hele simre under låg i ca. 30 minutter. Fjern timianbuketten, og blend resten til en jævn puré – det er lettest med en stavblender.

Hæld ca. 12 dl bouillon i puréen, og bring din græskarsuppe i kog. Tilsæt evt. lidt mere bouillon, så konsistensen bliver passende. Pisk resten af smørret i suppen, og smag til med salt, peber, limesaft og en lille smule fintrevet skal.

TIP: Sval suppen af, før du fordeler den i portioner, så kan du lægge en skefuld cremefraiche i hver portion græskarsuppe, før du fryser den. Det ser fint ud og smager godt.

Du kan også komme en skefuld cremefraiche eller græsk yoghurt i den varme suppe, lige før den serveres. Yoghurt tåler ikke dybfrysning.

 

Fra bogen “Mad til mor” af Nanna Simonsen.