Gratis medicinsamtale til nye kronikere

Af: Peter Starup

Foto: Scanpix/Iris

Det kan være en stor omvæltning at blive diagnosticeret med en kronisk sygdom. Undersøgelser viser, at en tredjedel af kronisk syge danskere ikke tager deres medicin, som lægen har anbefalet. Derfor kan nye kronikere få en gratis medicinsamtale på apoteket.

Alt for mange kronikere har problemer med at tage deres medicin rigtigt og får derfor ikke det optimale ud af medicinen. Nogle tager en forkert dosis. Andre regulerer selv deres medicin uden at have den fornødne viden. Det kan have konsekvenser for effekten af behandlingen, og derfor kan nye kronikere få en medicinsamtale på apoteket.

Samtalen skal sikre, at nye kronikere får gode medicinvaner og får det bedste udbytte af medicinen. Samtalen sikrer, at patienten får de nødvendige informationer om blandt andet medicinen, virkning og bivirkninger.

– Alt for mange kronikere døjer desværre med unødige bivirkninger og for dårlig effekt af deres medicin, fordi de ikke bruger den rigtigt. Med en medicinsamtale er der tid til at komme ordentligt rundt både om selve medicinen og om, hvordan borgerne husker at tage den, siger Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening.

Spørg på apoteket eller hos lægen

Hvis man er interesseret i en medicinsamtale, kan man enten spørge på apoteket eller hos sin læge. Det er et tilbud til patienter, som indenfor det seneste halve år har fået ordineret ny medicin for en kronisk sygdom. Det kan være lidelser som forhøjet blodtryk, diabetes, forhøjet kolesterol, depression og astma/KOL

Medicinsamtalen er udviklet med udgangspunkt i erfaringerne fra andre lande samt en afprøvning i Danmark. Evalueringer i England viser blandt andet, at patienter, der fik en medicinsamtale, oplevede færre medicinproblemer, bedre medicinefterlevelse samt gjorde mindre brug af andre ydelser i sundhedsvæsenet.

Medicinsamtale om gode rutiner

– Hvis folk ved, hvorfor de skal bruge deres medicin, og hvis de får skabt nogle gode rutiner omkring det at tage medicin, så den bliver brugt rigtigt og dermed får den optimale effekt, så kan det gøre en stor forskel. Medicinsamtalen på apoteket skal hjælpe til at skabe gode rutiner, som gør det at bruge medicinen til en naturlig del af hverdagen, siger Anne Kahns.

Samtalen er delt op i to. Første del af samtalen foregår på apoteket, og anden del kan også foregå på apoteket eller over telefonen. De to samtaler tager til sammen omkring 20 minutter.