Kveller: Det grønne guld – For kendt til det her sted

Af: Lea Neuberg

Foto: Scanpix/Iris

Kveller er den mest kendte vadehavsurt – den kendes også som salturten, og mange siger “nå, er det salturten, du snakker om?. Men salturt er egentlig et familienavn og rummer mange arter.

Når jeg skriver, at kvelleren er for kendt til det her sted, er det selvfølgelig inspireret af Lex og Klattens sang fra 1997. De synger, at de vil have andre kendte med. Helt det samme gælder for vores kære kveller, som er den eneste vadehavsurt, der rigtig er kendt. Faktisk har restauranter i mange år importeret kveller fra Frankrig, hvor  urten i mange år har været så populær, at franskmændene holder store kveller-festivaller. Men salturten burde let kunne få andre kendte med, for der findes faktisk flere andre vadehavsurter af salturtfamilien, der nemt kan måle sig med salturten i forhold til smag.

Salturten kveller hedder egentlig også bare almindelig salturt, hvor de andre arter i salturtfamilien har deres egne, mere eksotiske navne f.eks. stilkløs kilebæger og spydmælde.

 

Vadehavets vildskab findes i kveller

Kveller er alligevel blandt mine favoritter, fordi den har så højt et indhold af salt og mineraler. Det gør også, at den kan binde meget vand til sig, og derfor er den en sukkulent. Den svinder med hele 97 pct. i vægt, når den tørres, så når jeg samler ind til vinterens grønne mineralsalt, så samler jeg omkring 10 kg. På den måde får jeg 300 gram salt til vinterens grønne drys – det er et stort arbejde at lave kveller salt, men det er hele umagen værd. Kvellersalt indeholder kun salt og mineraler, og så giver den din mad et twist af vadehavets vildskab.

Der er masser af andre gode måder at bruge kveller på, og hvis du vil vide mere, så download appen vadehavsappetizers, som kan inspirere dig til at lave små appetizers af vadehavets vilde urter og planter.

 

Salt har startet krige

I 2012 blev Naturmælk nomineret til økologisk guld af Politiken, netop for en urtesmør med kveller. Kveller er jo vadehavets guld, det kunne også kaldes det grønne guld, og der kan fantaseres om det grønne gulds betydning i krig og kærlighed, inspireret af Danmarks saltcenters fortællinger om, hvordan “det hvide guld” har været vigtigt for handel, lande-erobringer, krige og rigdom. For så meget magt havde saltet, som vi i dag køber for 4,95 pr. kg. i Brugsen, dengang i middelalderen, da man sydede salt, og det var en eksklusiv handelsvare.

Det grønne guld er kærlighed til mad, mad med smag. Vejen til enhver gourmet-elskers hjerte går lige igennem vadehavet. Om det er det danske eller det franske, er et spørgsmål om et lille tvist terroir, lige igennem går det, hvis du undervejs plukker en kurvfuld kveller, som du efterfølgende tørrer og pulveriserer til et grønt drys – et grønt trylle drys, som kan få enhver til at smide paraderne og bare hengive sig til nydelse. Ren knorr, ren smagsforstærker, ren sundhed – naturlig salt og mineraler – lige fra vadehavet til dig. Du kan bare tage ud og hente, det er frisk luft oven i hatten og fri motion uden binding af andet end vestenvinden.

 

Kveller er en funktionel fødevare

Krigen sætter først ind, når flere opdager det grønne guld, og lader saltet knorre på hylden i Brugsen, suser ud til kysten og høster naturlige salt mineraler til næste date, familiemiddag eller farmors firsårs fødselsdag. Så, hvis vi vil undgå at slås, skal vi i gang med at tænke kreativt, konstruere kveller marker på vaden eller finde måder at kanalisere det salte vand i landet og overrisle markerne. Så kan vi også genskabe traditionen for springstage og få ekstra motion og spænding i livet. Hvis vi så samtidig får øje på alle de andre vadehavsurter, der er fyldt med salt og smag, åbner der sig måske en helt ny verden for os af gode sunde smagsnuancer, der samtidig fylder vores krop med mineraler og vitaminer lige fra naturen. Det grønne guld er fremtidens funktionelle fødevare. Allerede ved indsamling af det grønne guld, blæser sundheden i kroppen med vestenvinden.

Tænk at krydre din mad med vitaminer, det er da et fantastisk fremtidsscenarie. Ovenikøbet kan du selv tage ud og opleve vitaminernes voksested, få viden af lokale naturvejledere og hjembringe både gode oplevelser og sund proviant til hjemmets køkken.

 


Kort om Lea Neuberg

Hun står bag udekøkkenet, “Under Åben Himmel,” der ligger ved Søndernæsgård i Sønderjylland.

Lea er uddannet fysioterapeut, har en diplomuddannelse i ernæring og kandidat i folkesundhedsvidenskab, cand. scient. san. publ.