Gulerodslift

Simpel juice med masser af gulerod, ingefær og æble. Friskpresset gulerodsjuice er forbavsende sød og smager især himmelsk, hvis den mikses med æble og ingefær.

Den sur-søde friskhed får samtlige smagsløg til at danse af ren begejstring. Gulerødder er betacarotens konge i grøntsagsverdenen. Det er især i USA, at denne nektar anses som en af verdens bedste våben mod kræft. Betacaroten beskytter os ikke alene mod en lang række sygdomme, men også mod solens farlige UV stråler. Gulerodsjuice indeholder udover vitamin B, C, E og K også calcium, jern og magnesium. Saften fra gulerødder beskytter mod solskoldning, soleksem og for tidlig ældning af huden. Derudover bevares den gyldenbrune farve længere.

Det skal du bruge:

5 mellemstore gulerødder

2 æbler

2 cm ingefær med skræl

Is og 2 spsk kvalitetsolie

Sådan gør du:

Pres alle ingredienserne i en juicemaskine. Tilføj is og olie og nyd et skud af friskpresset betacaroten.

 

High on Juice

Opskrifterne er fra Mads Bos bøger: High on Juice og Super Grønne Smoothies og Juicer. Oprindeligt er Mads Bo uddannet automekaniker, men siden har han med stort engagement og smittende livsglæde kastet sig over udbredelsen af friskpressede juicer, som han både udvikler opskrifter til og holder foredrag om. Bøgerne er udgivet af High on Life og koster henholdsvis 128 kroner og 148 kroner i vejledende udsalg.