Det er ikke mange årtier siden, at adgangen til information var en sand guldåre – en sjælden og meget værdifuld ressource. I dag er det anderledes. Teknologi og medier har gjort mængden af informationer så voldsom, at vi slet ikke er i stand til at absorbere den. Det er på tide at hænge vores sind lidt til tørre.
Forestil dig et nyt håndklæde. De første par gange, du bruger det, suger det væske op, som om det ikke var født til at gøre andet. Men efter lidt tid bliver håndklædet for vådt og trænger til at blive hængt til tørre. Det bliver ude af stand til at suge væske ind uden også at fragive væske i samme moment.
Vores sind minder meget om håndklædet. Vi bliver fyldt op af så meget information, interaktion og oplevelser i vores dagligdag, at sindet fyldes til op over bristepunktet. Den tilstand kalder vi ”presset”, ”stresset” eller noget tredje, men problemet er, at vi trods bevidstheden om det problematiske i denne tilstand alligevel accepterer den frem for at gøre noget ved den.
Vi bliver ved med at suge ting til os, som om VI ikke var skabt til at gøre andet, og vi glemmer derved at hænge vores sind til tørre.
Med en baggrund indenfor iværksætteri og ledelse har jeg oplevet, hvor svært det er ikke at blive håndklædet, der suger alting til sig. Man drives frem af visioner, håb, krav og ønsket om anerkendelse. Og man er ikke bare drevet af det, man opsøger det aktivt igen og igen.
Samtidig vokser de yngre generationer op i en kultur, der idealiserer denne følelsesmæssige rutsjebane og den konstante jagt efter at nå nye mål og drømme. Problemet er bare, at det at nå det næste højdepunkt på rutsjebanen ikke nødvendigvis fører til en bedre udsigt og øget klarhed – nærmere tværtimod. Når du først befinder dig deroppe, kan turen ned igen være endog ganske kaotisk og uoverskuelig. Jeg har selv været der efter mit andet iværksættereventyr (engodsag.dk), og jeg vil ikke anbefale turen til selv min værste fjende.
Der mangler noget på rutsjebanen. Noget som rutsjebaner i deres natur ikke rummer, men som livet og ikke mindst vores sind har uendeligt meget brug for: Stopklodser af opmærksomhed.
Disse stopklodser gør dig i stand til at gøre netop det – stoppe op. Hvis du har løbet en tur i skoven, kender du fornemmelsen af, at naturen nærmest står stille omkring dig. Du er inde i en energifyldt zone, og din krop stormer igennem det grønne landskab, der passivt ser på.
Hvis du så i stedet ændrer tempo, skifter over til at gå stille musseskridt, vil du opdage, hvorledes naturen er i konstant bevægelse omkring dig. Og faktisk hele tiden har været det, uden at du tog notits af det: Bladene danser i vinden, græsstråene vibrerer ved jorden, skyerne passerer på himlen, og fuglene synger til hinanden. Naturen er blevet levende og bevægelig, fordi du er stoppet op og har vist den opmærksomhed.
Informationer, interaktioner, oplevelser og tanker fungerer på præcis samme måde. De viser først deres værdi og magi overfor os, hvis vi tør stoppe op ved dem, dvæle ved dem, tage dem ind, sætte pris på dem, undersøge dem nysgerrigt. Ved at vise dem opmærksomhed, viser vi samtidig os selv opmærksomhed og går fra doing-mode til being-mode.
Mange mennesker, der er stressede, fortæller om følelsen af, at tankerne farer af sted i lyntogstempo. Den ene tanke tager den næste, og man er i den grad passager på toget og ét med tankerne, frem for at kunne betragte dem fra perronen.
Problemet er ikke kun tankernes tempo, men i høj grad også den måde, vi vælger at reagere på dem. Det smukke er nemlig, at hver eneste tanke potentielt set er din stopklods til at vise omverden opmærksomhed. Du kan rent faktisk vælge at lade tanken komme og gå, ligesom skyerne gør det på himlen. Lade en tanke passere og så den næste, uden at du behøver gøre noget. Bare betragte dem på linje med naturen omkring dig. Minde din tankemaskine, hjernen, om at tankerne ikke behøver at stille flere krav til dig end skyerne på himlen.
Din hjerne og erfaring vil formentlig begynde at bestride den forgående sætning. At tanker blot er tanker. Men det ER faktisk sandheden.
DU har altid muligheden for at lade en tanke stå og gøre noget andet.
DU kan altid praktisere opmærksomhed, og du kan bruge denne opmærksomhed til at stoppe op og registrere andre og nye ting i livet, end de ting, du registrerer og lægger vægt på, når du arbejder på automatpilot.
DU kan på denne måde både øge og træne din opmærksomhed på nu’et, og du kan igennem denne praksis hænge dit sind til tørre.
Vi er mange mennesker, der bevidst eller ubevidst registrerer egne tegn på at være overstimuleret. Vi befinder os i et konstant stimuleret kaos, og for at skabe ro tager vi en dag i spa’en, dyrker noget hård sport eller rejser hen til en eksotisk destination. Men ingen af disse handlinger skaber ro i sindet på den lange bane.
Vejen til at hænge tankerne og sindet til tørre går igennem træning. Nogle kalder det bevidst nærvær, men der er hverken tale om noget odiøst, spirituelt eller religiøst. Det er træning og intet andet.
Du kan starte din træning her på den anden side af sommerferien igennem to simple øvelser:
LIGE NU:
Sæt dig et sted i dit hus, haven eller et andet sted, hvor du ved, at du ikke bliver forstyrret. Sluk for mobiltelefon og øvrige elektroniske udstyrsstykker. Og bare vær til stede. Forvent ingenting af dig selv de næste 10 minutter. Alt hvad du tænker er helt okay. Bare lad tankerne vandre uden noget formål. Bemærk dig selv, dit åndedræt, lydene eller noget helt fjerde. Der er ingen rigtig måde at gøre dette på. Intet du skal præstere eller leve op til. Du hænger bare dit sind lidt til tørre.
LIGE HER:
Udfør en simpel hverdagsting med fuld opmærksomhed, hvor du koncentrerer dig om opgaven og lader sindet vandre, som det har lyst til. Det kunne være at
rydde op i køkkenet, tage opvasken, gå i bad eller drikke en kop te. Det afgørende er, at du fokuserer på denne opgave og det simple i opgaven. Der forventes ikke andet af dig end blot at udføre denne opgave. Men du skal huske, at det ikke handler om at gøre den godt eller dårligt. Dit sind har bare brug for, at du gør det.
Ovenstående øvelser hænger dit sind til tørre. Det er i og for sig det eneste formål. Og det er også mere end rigeligt.