Halloumihapsere med nektariner

Nektariner har et højt indhold af C-vitamin, samt calcium og jern. Brug gerne meget modne nektariner til denne salat, da sødmen passer godt til halloumi, som er en meget salt ost.

Det skal du bruge:

150 g halloumi, kan købes i større supermarkeder og hos tyrkiske grønthandlere

3 nektariner

1 lille rødløg

200 g cherrytomater

2 spsk valnødder


Dressing:

1 spsk olie

saft fra ½ citron

2 tsk honning

4-6 stængler citronmelisse

salt og peber

Sådan gør du:

Skær halloumi i små tern, og steg dem på en varm pande i en smule olie, indtil de bliver gyldne – de skal have 1-2 minutter på hver side. Stil dem til side, og lad dem køle en smule af. Skær nektarinerne i kvarter, fjern kernerne, og skær dem i tynde både. Hak rødløg fint, halver cherrytomaterne, og hak valnødderne groft. Hak citronmelissen fint, og rør den sammen med de øvrige ingredienser til dressingen – smag dressingen til. Vend nektariner, rødløg, cherrytomater og dressing sammen. Inden servering tilsættes valnødder og halloumihapsere.

SALATER fra The Food Club indeholder mere end 80 opskrifter på knasende sprøde og sunde salater, der er nemme at tilberede og lige til at stille på middagsbordet året rundt. Salaterne er opdelt efter råvarernes farve, der samtidig fortæller noget om, hvilke vitaminer, mineraler og andre sunde sager, der gemmer sig i de livgivende frugter og grøntsager.

Bogen er skrevet af Ditte Ingemann fra The Food Club, udgivet af Lindhardt og Ringhof og koster 299,95 kroner i vejledende udsalg.